Årsliste 2020 – Kent Kirkegaard Jensen

Kent Kirkegaard Jensen 27746-0018 (3)
horned almighty
bersærk
gabestok
audn
ulcerate
anaal nathrakh
deicide-once_upon_the_cross

Med et menneskesyn mørkere end vantablack har nordjyden brugt 2020 på at hylde black metal og udvide sine nihilistiske tilbøjeligheder.

Det har ikke været noget fantastisk år for live-musik, hvilket irriterer og ærgrer undertegnede mere, end jeg normalt vil indrømme i festligt lag. Nu er tiden dog kommet til at gøre året op, og det står klart, at der har manglet noget. Heldigvis har enkelte bands gjort sit for at rette op på balancen, hvorfor det slet ikke har været så vanskeligt at finde musikalske højdepunkter, der fortjener at blive nævnt i denne opsummering af 2020.

Årets danske album:
1. Horned Almighty: ‘To Fathom the Master’s Grand Design’ - Allerede i januar måned begik aarhusianske Horned Almighty årets plade. Det kan virke lang tid siden, da der er løbet meget i åen siden da, men da undertegnede har et svagt punkt for bølle-black, så løber de med opmærksomheden her.

2. Bersærk: ‘Sol’ - Denne anmelder er normalt ikke til stoner, men Bersærk gør noget rigtigt. Deres lyd er helt deres egen i den danske andedam. 

3. Gabestok: ‘På Herrens Brakmark’ - Smadret, punket garage-lyd som var der ingen morgendag. Gabestok er ikke for de sarte sjæle, hvilket kun gør dem mere dragende.

4. Sunken: ‘Livslede’ - Black metal på dansk. Det findes efterhånden i mange afarter, og Sunkens måde at gøre det på er dragende, hypnotiserende og atmosfærisk. 

5. Terrorpy: 'Stuffing Puke Into the Sockets' - Fynsk dødsmetal med højt bundniveau. Det er ikke originalt, men man fornemmer et potentiale, der fortjener at blive udforsket.

Årets internationale album:
1. Auðn: ‘Vökudraumsins Fangi’ - Islændingene kan noget med atmosfærisk black metal, og Auðn træder med denne udgivelse op i de højere luftlag. Ambitionerne er der, og de bakker det op med godt materiale.

2. Ulcerate: ‘Stare Into Death and Be Still’ - Teknisk dødsmetal, der udfordrer og med godt materiale lægger afstand til det, der ellers kan være en kedelig genre.

3. Anaal Nathrakh: 'Endarkenment' - Hvis man gerne bare vil have sin black metal fuldstændig smadret, melankolsk, kold og fyldt til randen med had til menneskeheden. 

4. Malokarpatan: ‘Krupinské Ohne’ - Slovakisk black metal, der i den grad leger med alle de ting, der kan leges med. Det er stærke sager og markant anderledes end den slagne tilgang til genren, der har præget den nordeuropæiske stil i mange år.

5.  Persekutor: ‘Permanent Winter’ - Klemmer sig lige akkuratind i en top 5 her, da deres black metal er lige så koldt og skørt, som deres tydelige inspirationskilder. Helt sikkert en favorit hér på redaktionen. Må samfundet snart tillade os at holde en fest med dem her på scenen og os foran med en fadøl i hver hånd.

Årets internationale hit:
Anaal Nathrakh: ’Endarkenment’ – Det er muligvis det bedste bud heavy metal har givet på at lave en temasang over 2020. Året, vi alle har lært at hade af et kulsort hjerte.



Årets danske hit:
Sunken: ‘Ensomhed’ – I samme ånd som ovennævnte, så er titlen og stemningen på Sunkens ‘Ensomhed’ et glimrende billede på, hvor trist og formålsløst tilværelsen har været for os, der rigtig gerne går til koncert for at mærke livet. Det har der ikke været meget af siden marts måned.



Årets genfundne klassiker:
Deicide: 'Once Upon the Cross' – 
Årstallet 2020 betyder, at for en årgang 77’er er der pludselig nogle markante plader, der har jubilæum. Pladerne fra 1990 er pludselig 30 år gamle, og dem fra 1995 fylder 25. Det betyder, at der var rigeligt af emner, man kunne forkæle med en retrospektiv artikel, når jubilæet skulle fejres. Det blev til tre artikler om pladerne ‘Cowboys From Hell’ med Pantera, ‘Eaten Back to Life’ med Cannibal Corpse og ‘The Razors Edge’ med AC/DC. Der blev også kigget tilbage på Deaths koncert i Aarhus i 1995 på ‘Symbolic’-turnéen. 25 år siden pladen udkom, og koncerten fandt sted. Det år var det dog Deicides ‘Once Upon the Cross’, der fyldte mest hjemme på drengeværelset i Nordjylland. Af samme årsag røg den ud i bilen og har været der i nogle måneder efterhånden. Det er ikke hver dag, jeg får hørt ‘When Satan Rules This World’ eller ‘They Are the Children of the Underworld’, men når jeg gør, så transporteres jeg direkte tilbage til gymnasiet. Til en tid, hvor idoliseringen af Glen Benton stadig stod i fuldt flor (se billede af bag-cover til 'Once Upon the Cross' og mit årslistebillede i mange år her på HeavyJam/Devilution og vurdér selv) og søgning på det spæde internet kun gav ganske få informationer, hvorfor man stadig var overladt til metal-magasinernes nåde, hvis man ville vide noget om den her amerikanske musiker, der brændte omvendte kors ind i panden på sig selv. Koncerten i Aarhus i december måned 1995 på 'Once Upon the Cross'-turnéen, hvor Konkhra og Suffocation varmede op, var derfor også en pilgrimsfærd. Dér stod jeg på 'Huset. Forreste række. Helt oppe ved scenekanten. Lige under mikrofonen. Stod og kiggede direkte op på Glen Benton og hans sorte B.C: Rich-bas under hele koncerten. Noget af hans sved ramte endda min hånd! Magisk. At glansbilledet så krakelerede fuldstændigt 10 år senere i Aalborg er en anden snak.

deicide once upon the cross back

KKJ DEV
Årets koncerter:

1. Abbath: Trädgärn, Göteborg, 14.02.2020 – En aften med 1349, Vltimas og Abbath i Göteborg kunne nærmest ikke skuffe. De to opvarmningsbands gjorde akkurat det, de skulle og ikke mere. Hovednavnet derimod havde masser af overskud og spillede en fokuseret koncert med nerve og gejst. Samme aften var der også Sabaton i den større arena Scandinavium. Men selvom de lokale helte spillede op til bal i den store sal, så var Trädgärn alligevel fyldt med publikummer, der ville høre døds- og black metal. Begge fronter mødtes efterfølgende på Rockbaren til de sene fadøl. En på alle måder godkendt aften og nat.

2. Baest: Studenterhuset, Aalborg, 08.03.2020 – Weekenden før hele landet for alvor kom til at kende navne som corona og covid-19 for andet end bare en flygtig virus i byen Wuhan på den anden side af kloden. Baest gik sin sejrsgang på de regionale spillesteder, og undertegnede havde den ældste søn med på forreste række. Der var tryk på, og hele salen havde en fest.

3. Megadeth: Royal Arena, 24.01.2020 – Five Finger Death Punch og Bad Wolves er amerikansk på den værst tænkelige måde. Heldigvis var Megadeth med i pakken den aften i Royal Arena. Dave Mustaines stemme, der i forvejen er en af de mere aparte i genren, var bestemt ikke på toppen, men det var rart at se den kronisk bitre frontmand smile til publikum og vise personligt overskud i sine, bevares, korte monologer mellem sangene.

4. Mercenary: Skråen, Aalborg, 25.01.2020 – Efter en længere pause var Mercenary tilbage på de skrå brædder, og det i hjemstavnen Aalborg, hvor de ikke har givet koncert siden deres optræden på Aalborg Metal Festival i 2015. Det var på tide. Heldigvis kan de stadig, og det er altid en fornøjelse at se og høre guitarist Martin Buus, som sjældent sætter en finger forkert på gribebrættet. Der var denne aften premiere på et nyt nummer. Så kom der en pandemi i vejen, så der går nok lidt tid, førend en hel plade ser dagens lys. 

5. Belphegor: Studenterhuset, Aalborg, 27.02.2020 – Egentlig ikke verdens bedste koncert, men både Hate og Belphegor gjorde det udmærket, og det endte alligevel med at være en af årets bedre oplevelser, da der var så få. 

Årets internationale navn:
Auðn – Med en solid udgivelse, der egentlig ikke engang fik topkarakter af undertegnede, vurderer jeg alligevel dem til at være blandt de bands, der fik placeret sig bedst på det internationale landkort. De bør komme langt op på festival-plakaterne fremover.

Årets danske navn:
Afsky – I bølgen af danske black metal-bands, der skriger på dansk, begik Afsky den svære toer med ‘Ofte Jeg Drømmer Mig Død’. Ole Luk, der er kendt fra Solbrud m.fl., har kastet sig ud i endnu et projekt, der har noget over sig, hvis man er til den drømmende, atmosfæriske, desperate og romantiske black metal.

Årets nye internationale navn: 
Persekutor – Hvis man gensplejser Lemmy, Tom G. Warrior og Abbath og gør det i et iskoldt laboratorium dybt inde i de rumænske skove, så får man Persekutor. Det er måske ikke originalt, men det fungerer.

Årets nye danske navn: 
Ildskær – sortmetallisk duo fra Aalborg, der kunstnerisk formår at nikke til genrens historiske produktion og samtidig fremstår moderne, indsigtsfulde og – tør man sige det  ambitiøse.

Årets comeback:
Napalm Death – Det er måske lidt søgt, for Napalm Death har aldrig rigtig været væk. En konstant i metal-verdenen, der kunstnerisk aldrig har stået stille, men bare været der som en ledestjerne for fans og miljø. Napalm Death har i årtier vist vejen, holdt egen sti ren, mødt op- og nedture i karrieren, og stadig evner de at smide plader som ‘Throes of Joy in the Jaws of Defeatism’ på gaden knap 40 år inde i karrieren. Deres landsmænd, ligeledes veteraner i genren, Carcass, udgav en godkendt EP. En udgivelse, der ikke får lov at i glemmebogen takket være en unavngiven, tidligere promo-ansvarlig. 

Årets fysiske udgivelse:
Filmen Murder in the Front Row’. Bogen af samme navn er et fantastisk indblik i det miljø, hvorfra bands som Metallica, Slayer, Exodus, Megadeth m.fl. udsprang fra i firserne. Bogen har virket som inspirationskilde til filmen af samme navn, hvor samtlige nulevende hovedpersoner fortæller deres version af historien, får hædret de faldne, og binder en visuel sløjfe på de skæbner, der endte med at skabe heavy metals største navn nogensinde. Er man blot perifært interesseret i heavy metal, så er den film helt grundlæggende nødvendig at se. En del af et pensum, der bare skal være på plads.

Det overså jeg i 2019:
Intet.

Årets optur: 
At fremmede nu omsider er begyndt at sky én som pesten når man handler ind. Det har tidligere ikke været socialt acceptabelt at hvæse ad andre kunder i SuperBrugsen, hvis de kom lidt for tæt på med deres mangelfulde hygiejne og ulideligt banale small talk i køen før kassen. Nu kan ingen se, hvis man rækker tunge inde bag mundbindet. 

Årets største skuffelse:
Menneskeheden. Når en pandemi rammer, så åbenbarer fårene sig og man får racens indbyggede idioti og middelmådighed blotlagt på de sociale medier, hvorfor man ikke længere er i tvivl om, hvorfor vi aldrig er nået længere end til Månen og servostyring. Flokmentalitet og panik er begge drivmotorer for en kollektiv mental deroute, der kun synes at få mere næring jo dummere hvert udsagn fra politikere og kommentarer, der serveres fuldstændig blottet for indsigt og format på de sociale medier, er. Måtte lortet rase til grunde.

Største ønske for 2021: 
Koncerter. Det kan kun gå for langsomt med at udvikle en vaccine eller fem, der i sidste ende betyder, at vi igen kan få live-musik tilbage. 

Det glæder jeg mig mest til i 2021:
At de forbandede koncerter kan gennemføres, så alle de tunge drenge i branchen begynder at udgive alle de plader, de sidder på og holder tilbage, indtil det giver mening at smide dem på gaden. Livet er fattigt uden live-musik.