Rob Halford og bandet af samme navn lyder godt, men billederne er ikke noget særligt på denne koncertoptagelse.
The Answer vil gerne være både hårde, groovy og følsomme, og det sidste skal de holde sig fra, hvis det andet skal fungere helt.
Danske Machine har store ambitioner, tålmodighed og talentet på plads på en langt mere end godkendt debut.
Deathstars læner sig meget op ad større navne, men grundet evner for at levere det enkle og fængende er en opsamling med de største hits et fint bekendtskab
Imperial State Electric spiller covernumre til en koncert, som er helt fin, men mildest talt ikke lyder særligt live.
Tysklands store guitarhelt Michael Schenker viser, trods total mangel på gode sange, at han svinger en god økse.
Tysklands Iron Savior er et gabende kedeligt foretagende med stort fravær af energi.
Nekromantix er for længe siden flyttet til USA trods den danske oprindelse, men derfor kan man stadig være stolt af trioen.
Visions of Atlantis vinder opmærksomhed med habilt covernummer, men de har dog mere at byde på end det.
Eldritch har trods mange års erfaring svært ved at formidle de store ideologiske og musikalske budskaber.
Dragonland er teknisk dygtige, har en stor historie og lyst til at fortælle den, men musikken kan ikke bære de ambitioner i den kaliber.
Tidligere medlemmer af Venom er gået sammen om at indspille covernumre, og det gør de fint men også ganske kedeligt.
Fastway har holdt en meget lang pause, men de har ikke brugt ventetiden på at skrive specielt interessant rockmusik.
Revolt debuterer med en rimeligt velfungerede EP, men skarpere idéer efterspørges.
Fast Gallows er blevet til Kings in Exile og fejrer besværet med en gedign og overproduceret rockskive.
Ny sanger er ingen hæmsko for Iced Earth, der til gengæld slås med manglende musikalske højdepunkter.
Skribent Molin er ikke født i går, men kom dog til verden alt for sent i forhold at høre de helt store, da de var størst.
Seven har skridt i den rigtigt retning, men også alt for mange fejltrin undervejs.
Van Canto insisterer stadig på, at man godt kan nynne sig gennem en metalplade, og anmelder Molin insisterer stadig på det modsatte.
Bortset fra en rigtigt fed sanger gør Australiens Tracer ikke det store væsen af sig.