Torsdag aften på Roadburn Festival gav den katalanske duo Dame Area en af dagens helt store, musikalske oplevelser. 

Oranssi Pazuzus uendelige lagkage af kraut/blackede vederstyggeligheder er en sikker vinder! Første band på Main Stage – i en liga for sig!

Gaerea er et band, der nærmer sig et foreløbigt klimaks på karrierestigen. Det fik Aalborg at føle Skærtorsdag med en sublim præstation fra portugiserne.

Epica er klar med bandets niende album i dets 22 år lange karriere – og bare rolig: Alt lyder som det plejer.

Efter 16 års pause vender et af verdens bedste rockbands tilbage med et album, der beriger og frustrerer. Mest det første.

Violent Magic Orchestra sprang i luften på et godt pakket Radar. Vi, der overgav os, fik en oplevelse for livet.

Messa afslører mere kontante, post-punkede sider af sig selv – en udvikling, der ligger dem mere naturligt, end man umiddelbart skulle tro på papiret.

Nexø er blevet mørkere i tonefaldet og prøver egne grænser af. Resultatet er henved fremragende i al sin apatiske dystopi.

Benediction buldrer trofast derudad på deres nye plade, der viser et band, der stadig kan lave et fængende riff, men som hænger fast i en formel.

Ross The Boss hyldede sin fortid og spillede Manowar-klassikere med en vokalist, der kunne sine skrig.

IOTUNNs skarpe musikalske evner lod sig ikke skjule, selvom guitarlyden tog sig en off-dag – til gengæld gav det mulighed for at opleve bandet med ekstra meget bas, og det var nu ganske fedt.

Sætlisten spændte fra 1995 til 2022 hos Stratovarius, der leverede et medrivende og vellydende hit-baseret sæt på Epic Fest.

Deafheaven skruer bissen på igen efter udskældt, drømmegazende album – og det slipper de hæderligt fra.

Det sner nogle gange i april, så hvorfor ikke også en julesang midt i Majesticas festlige og udmærkede første show i Danmark, som Epic Fest fik æren af at være vært for?

Tavsheden er brudt. Nortts første album i syv år er fortvivlende autentisk, smukt og ondt.

Efter en noget ujævn afstikker til alternativ metal vender Whitechapel nu tilbage til rødderne med deres stærkeste udgivelse i årevis.

Rap lige fra leveren med ubesværet fusion af noise, hardstyle og digital hardcore. Et gravmæle over en verden og et indre, der har set bedre dage. Ja, det er relevant i disse spalter.

Amerikanske Judicator er fortsat forfalden til europæisk power metal. Bandet gør det godt, men der mangler ligesom et eller andet til at få det hele til at shine.

Arch Enemy lyder så meget som sig selv, at der må blandes rod og et par overraskelser i puljen, for at 'Blood Dynasty' kan overbevise lytteren om, at der skam er bragt nyt til fadet.

Helvitnir er seneste skud på den evigt voksende stamme af norske black metal bands. Hellhammer er bag gryderne, men det får ikke karakterskalaen til at brænde helt af.