Årsliste 2019 – Jacob Dinesen

Danmark - Verden: 1-0. Nye vinde blæser, og den omsiggribende nationalromantik har også spredt sig til fotografens årsliste. Det almene sortsyn er til dels afløst af en art håb, men magasinets ideologiske fyrtårn ser stadig...udfordringer.

Årets danske album:

1. Orm: 'Ir' – Allerede få minutter inde i første gennemlytning af 'Ir' havde jeg en stærk følelse af, at dette var årets danske metalplade. Efter disse par minutter måtte jeg give fortabt - erkende at dette var en sært krævende plade. Sådan gentog det sig hver dag i en uge eller to - næppe hjulpet af, at pladen landede i min mail midt i sommerens festivalmarathon, og det derfor var så som så med trangen til mere musik. Men så...da tiden endelig var rigtig: Novra! Som udgangspunkt bør man tage sig i agt, når en plade kun indeholder to +20 minutter lange sange, men Orm formår at bygge op, pille ned, sikre dynamikken og holde lytteren nysgerrig hele vejen igennem.
'Ir' er 2010'ernes bedste danske metalplade. Et mesterværk om at være sig sin historie bevidst.


2. Fordærv: 'Knep dig selv ihjel' – 16 sange, lige knapt 19 minutter, sprængfyldt med opbyggelige budskaber. Alment fængende grind hører til sjældenhederne, men det er lykkedes Fordærv at begå et album, der ikke blot handler om at spille om kap mod hinanden.

3. Halshug: 'Drøm' – Ja ja…'Drøm' er muligvis ikke så ren i ånden som hverken 'Sort Sind' eller 'Blodets bånd', her er jo både ekkoeffekter, voice-over, truthorn og et rent noise nummer -  kun en farisæer kan mene, at dette ikke er godt? Spil hurtigt, slå hårdt - lad som om du mener det -> succes!

4. Denial of God: 'The Hallow Mass' – Alt er som det skal være; smadret, episk og reelt dystert. Denial of God er ikke for sjov, og deres univers er troværdigt. Få, der ikke spiller poserblack, kan prale af det.


5. Morild: 'Så kom mørket og tog mig på ordet En sort sky af minder I afgørende stunder Frosset fast til mit indre Jeg håber det forsvinder med lyset At dø eller blive fri' – Ej blot blændværk, men gennemtænkt og gennemarbejdet moderne black metal. 

Boblere: Som udgangspunkt er Devilution til døden, men hvis skribenter fader ud for f.eks. at fokusere på bands som Gabestok ender man ikke nødvendigvis på vores evige dødsliste. 'Tre' er et udansk mix af 70'er-romantik og skramlet black. Lyt til dem før din nabo. I udkanten af vores univers har Søren Sol og Los begået et lille mesterværk med 'Solblot'. Aphyxion har fortsat sin udvikling, og med 'Void' har bandet endegyldigt fundet sig selv. Den evindelige fjumren rundt i den moderne dødsmetal er erstattet af en bunke superskarpe popsange. Hurra!
 
Årets internationale album:

1. Waste of Space Orchestra: 'Syntheosis' – Sidste år var Waste of Space Orchestra højt placeret på min liste over årets skuffelser - fordi jeg missede deres koncert på Roadburn. I år fik jeg et plaster på såret i form af 'Syntheosis'. Dette er ikke blot koncerten fra Holland, indspillet og udgivet, men et genskabt værk der skal stå alene. Mesterligt. Dyk ned i pladen og lad dig opsluge af mørket, finnerne maner frem.
 

2. Liturgy: 'H.A.Q.Q' – Hvis du i mange år har spekuleret over, hvilket uforløst potentiale din skoletids blokfløjtes disharmonier indeholdt, er svaret her. Alt kradser, intet kæler, enhver form for melodi er gemt under alskens støj. Albummet er stadig pakket ind i en masse hokus pokus-matematik, der søger at forklare essensen af alt, men dette må vi lige forsøge at se igennem fingre med, thi albummet er et af årets allermest interessante.
 
3. Oltretomba: 'The Horror: Figure Del Terrore' – Under normale omstændigheder er det ikke 100% sikkert, at en udgivelse som denne ville ende så højt på listen over de bedste internationale udgivelser, men 2019 - j'accuse! Du har skabt fundamentet for dette. Få plader har for alvor hævet sig over det jævne, og således gik det til, at en omgang italiensk, lettere okkult tomands-black'n'roll endte på en fremtrædende plads.
Pro-tip: ved at lytte til dette bliver du mindre irriterende og mindre poser-agtig.


4. Bring Me the Horizon: 'amo' – Hvad sker der, hvis man mikser en art tramperfest med noget, der har tyngden og vildskaben fra metal? Natjager i stor skala sker. Jeg kan ikke blive enig med mig selv, om dette er lyden af fortiden eller en forsmag på fremtiden. Roskilde Festivals store Orange Scene var ikke klar til det. På nærværende magasin mener vi, at dette er en af årtiets vigtigste plader. For at give fingeren til alt hvad folk forventer.


5. Cattle Decapitation: 'Death Atlas' – Hvis folk dog bare havde lyttet til mere Cattle Decapitation var vi sluppet for Uffe Elbek, Greta Thunberg og utallige andre falske profeter. På bandets ottende album er løsningen på alle planetens problemer den samme som altid: Ingen mennesker.
All hail.

Boblere: I Danmark er metal fra New Zealand blevet lig med Alien Weaponry. Det er en fejl. Alle bør lytte mere til Beastwars, der trods et drage-trylle-cover på seneste plade, 'IV', spiller den musik, alle tror Clutch er essensen af. Opeths mastodontiske dobbeltudgivelse 'In Cauda Venenum' er jeg ikke til bunds i endnu, men jeg er vist ret begejstret, dog ikke i en grad, så den ender højere på listen. Devil Master og Tanith har begge begået fine stiløvelser udi henholdsvist det hurtige og det klassiske.
 
Årets internationale hit:

King Satan: 'All Magick is Chaos Magick' – Al magi er kaosmagi! Fra Finland kommer årets hit. Nærmest dansabelt, men eksklusivt for eliten.


Refused: 'REV001' – I modsætning til Raised Fist har disse midaldrende svenskere ikke helt mistet fornemmelsen for, hvordan man skaber ny fængende musik. Selv deres uforbederlige revolutionsromantik er på sin vis stadig relevant. Altså så længe Hr. Lyxzén taler om køn og ikke blot prædiker om sin lettere gymnasielle omfordelingspolitik.

 
Årets danske hit:

Nyt Liv: 'Kniven' – Det er sandt for dyden ikke stor lyrik, men måden hvorpå sangen bygger op; den simple tromme, tørre guitar og det hæse råberi fungerer - ikke overraskende - voldsomt godt.

 
Årets genfundne klassiker:

Niks, fremad. Altid.
 
Årets fysiske udgivelse:

Waste of Space Orchestra: 'Synteosis' – Breaking news! I år har jeg været fascineret af en lille stump af den fysiske verden. Årets bedste plade, i en fyldig vinyludgave med masser af materiale om både Roadburn-koncerten jeg gik glip af og indspilningen af musikken, jeg hylder.
 
Årets koncerter:

1. Daughters: Roadburn Festival, 14-04-2019 – Roadburn var ved at være slut, jeg var relativt mæt af oplevelser, men jeg havde dog Daughters-koncerten som af dem, jeg glædede mig til på festivalen. Fotografere gad jeg ikke rigtigt, så afsted, med minimalt udstyr, bare lige for at få et par skud til anmeldelsen. FUCK! 30 sekunder inde i koncerten flyver forsangeren ud mod publikum.  Som koncerten skrider frem hamrer Alexis Marshall sig til blods med mikrofonen, opholder sig mere og mere på gulvet og slutter af med - naturligvis - at piske sin ryg til blods med sit bælte. Dystopisk totalteater.
 
2. Midnight: Roadburn Festival, 11-04-2019 – DET LYKKEDES! Jeg fik set Midnight! Alt var perfekt. Jeg holdt mig fra min lommelærke indtil 30 minutter før koncerten, så delte jeg den med min kæreste, og så var vi klar! Bandet gik på, spillede for at slå ihjel, alle i salen blev inviteret ind i fotograven, alt blev til kaos og krig. Det oplagte sted at fri til sin kæreste. Succes. 


3. The Psyke Project: Copenhell, 22-06-2019 – Alle mod alle, som om bandet aldrig havde været væk. Aldrig før har det virket rigtigt at påføre sig sløringscreme før en koncert, men fremover skal det ske når en særlig oplevelse er i vente.

Koncerten viste også, hvor langt der er fra dette kulds hardcore-bands op til fortidens mestre. Både vildskab og musikalitet mangler, og tilbage står blot en masse ufokuserede spjæt og lidt skrigeri - hvad i alverden skal vi dog med det?
 
4. Zeal and Ardor: Voxhall, 09-11-2019 – Årets mest vovede koncertprioritering. På sidstedagen af Aalborg Metal Festival skulle Cattle Decapitation spille. Samtidig med dette ville Zeal & Ardor gå på scenen i Århus, på Voxhall. Begge bands overlegne live. Århus vandt over Aalborg.
Meldinger løb ind fra nord om, at Cattle Decapitation spillede op til deres bedste. Havde jeg mon valgt forkert? Nej, ingenlunde. Denne aften var den perfekte blanding af band, spillested og publikum. Svend Rødskægs brug af vor allerhelligste karakter 666 var korrekt.
 
5. Asphyx: Royal Metal Fest, 06-04-2019 – Fejlfri og charmerende dødsmetal. Tonstung og med doomede elementer. Det virker direkte uretfærdigt, at man kun ser dem en gang hvert femte år +/-.
 
2019 bød derudover på gode oplevelser i selskab med en stribe andre orkestre. På Sweden Rock sagde Slayer farvel på fornemmeste vis. Sent, mørkt, koldt og med et par usædvanlige sange på sætlisten. At the Gates' forsanger Tomas Lindberg var kurator på Roadburn 2019 og benyttede lejligheden til at inkludere både Anna von Hauswolff og Matt Pike og alle derimellem i bandets egen koncert. Ikke siden deres “farvelkoncert” på Wacken i 2008 har de været SÅ gode - eller gode i det hele taget.

Power Trip smadrede Roskilde, Vastum ditto Pumpehuset og Agnostic Front viste i Malmø, at hardcore ingen alder har. På Copenhell gav både Slægt og Baest to af årets allerbedste koncerter. Alt tyder på, at dansk metal har en fremtid.
 
Årets internationale navn:

Slayer – for at stoppe på toppen.
 
Årets danske navn:

For en gangs skyld er der kamp om pladsen, og de unævnelige er slet ikke med i opløbet. Baest: Vandt hele danmarks metalhjerte, gav en af Copenhells bedste koncerter og drog på tour med mangen et etableret orkester udenlands. Heilung er på mange måder det stik modsatte, men også de blev i 2019 etablerede på den internationale scene, hvor de både har spillet på de største festivaler og samtidig indtaget de markante spillesteder overalt i Europa.

Årets nye internationale navn:

Såfremt et sådant eksisterer vil nu være et godt tidspunkt at give sig til kende på.

Årets nye danske navn:


Katla – Hvem ellers? Katla vandt Wacken Metal Battle. Katla sælger altid al deres merch. Katla spiller ikke for medbragte venner og veninder. Katla vinder fans uanset hvor de spiller. Katla gør alt vi prædiker, og Katla gør det rigtigt. Sejr!

Årets comeback:

The Psyke Project – deres comeback på Copenhell var en glædelig overraskelse, og en af få mindeværdige oplevelser på årets store danske metalfestival. Perfekt afmålt og perfekt udført.
Derudover fortjener Cave In også et kip med flaget. Dem troede jeg aldrig jeg skulle se igen, men på Roadburn var de tilbage.
 
Det overså jeg i 2018:

Daughters: 'You Won't Get What You Want' – et album jeg ganske vist havde lyttet til i 2018, men jeg begyndte først rigtigt at dyrke det i 2019. Efter Roadburn-koncerten tog det for alvor fart, og nu undres jeg over, hvorfor jeg dog var så sløv i optrækket med denne - musikken er jo umiddelbart lettilgængelig.
 
 
Årets optur:

Dem har der faktisk været et par stykker af. Koncerten med Gösta Berlings Saga på Roadburn er endt som skoleeksemplet på, hvorfor alle bør tage til Roadburn mindst én gang i livet. Planen var overhovedet ikke at se dette ukendte band, hvad var det overhovedet? Ud fra navnet havde jeg dømt dem ude ud fra en antagelse om, at det nok var noget folke/singer-songwriter pjat - og i stedet ville jeg se Thou på en indendørs skatebane i området. Til denne koncert var der dog flere hundrede meters kø, og derfor måtte jeg give fortabt. Tilbage på 013 mødte jeg skribent Jacobh Hansen der juble-mumlede om, at jeg skulle ind og se Gösta Berling, nu.

Koncerten endte lige udenfor toppen af årets koncerter, men som oplevelse var det magisk. Den ledte til følgende sætning, der opsummerer Roadburn: Uanset hvilken koncert, du ser på Roadburn, går du samtidig glip af en bedre koncert, med et band du aldrig har hørt om.
Næste optur var Vagttårnet om sexisme på Copenhell. Teksten, der tog afsæt i Refuseds koncert, fik nogle til at stoppe op og tænke og gav andre et rum, hvor de kunne fortælle deres historier. Det satte verden i brand - et delmål for Devilution.


På Roskilde fistbumpede Phil Anselmo mig, fra scenen, ud af det blå. Jeg beklager, men det er fedt at en af de mere betydende på scenen husker de timer, vi sludrede året før.

Men den største optur af dem alle er, at Devilutions navn endegyldigt er etableret udenfor vor egen kreds, ikke kun via krigen med de unævnelige, men gennem vores seriøse tilgang til musikken, kulturen og kunsten. Det har været et mål fra begyndelsen, men nu ser det så småt ud til at være lykkedes. Det er jeg oprigtigt stolt af.
 
Årets største skuffelse:

Album: Klart Raised Fist. De har da begået en helt bizart dårlig plade? I et døgns tid nåede jeg lige at juble over, at de var booket til Copenhell, men ak ak ak...dagen efter kom promoen på 'Anthems'. Nu håber jeg istedet, at de aflyser, og et vilkårligt andet band får deres plads.

Koncert: 'Ten years in Hell' - Denne koncert er simpelthen alt, jeg hader ved metal, på én gang. Fjollethed, coversange, folkelighed. For Copenhell-turister iført weekendveste var dette sikkert lige sagen, men for dem der er rene i hjertet...Fy for den lede!

Livet generelt: Trøffelsvin lukkede! Min, gennem fem år, trofaste vinbutik lukkede i maj. Siden da har jeg vandret hvileløst og uinspireret rundt i velassorterede supermarkeders vinafdelinger og købt uinteressant vin til overpriser.

 
Største ønske for 2020:

Øverst på ønskeseddelen er mere friskt blod til Devilution. Det er en evig kamp at finde nok gode skribenter, så alle genrer bliver dækket troværdigt, og vi samtidig aldrig misser anmeldelsen af en vigtig koncert eller plade. For mig selv håber jeg, at jeg finder ud af, hvordan jeg undgår at gå kold i at skulle fotografere x-band for x'ende gang, på den samme fucking scene.
I løbet af 2020 fotograferer jeg formentlig band/koncert nummer 5000 - det er som oftest stadig verdens absolut fedeste hobby, men jeg skal klart finde på nye måder at udfordre mig selv på indenfor feltet. Denne udfordring gør sig også gældende overfor skribenterne. Mange har været med i mange år. Hvordan skabes rammerne, der sikrer at det bliver ved med at være sjovt at arbejde med hårde deadlines og under hårde krav?

Som altid vil jeg også drømme om færre glade amatører; både på scenen og bag tasterne. Jeres bidrag tjener intet andet formål end at nusse om en dødfødt drøm.
 
Det glæder jeg mig mest til i 2020:

2019 var et godt år for dansk metal. Mange af de bedste koncerter på Copenhell blev givet af danske bands, mange af årets mest markante plader havde en dansk afsender. For mange år siden proklamerede jeg fra scenen på Atlas, at der var håb. Dette håb om udvikling er så småt ved at blive realiseret, og der er en sjældent set mangfoldighed på den danske scene. Første halvdel af året bliver præget af Wacken Metal Battle, der som bekendt arrangeres af Devilution. Det er for mig altid et højdepunkt at mødes med bands under disse let formaliserede rammer.
Turen til rædsomme Holland i april for at opleve Roadburns fantastiske program er et fast højdepunkt. Her tager man hen for at få sit musikalske kompas rekalibreret. En bedre medicin mod at gå i stå eller lade sig nøje findes ikke.

Slutteligt glæder jeg mig til igen i 2020 at tage de nødvendige kampe. De er aldrig målet i sig selv, men hvis der foregår noget, vi mener er forkert, dumt eller dårligt, så ser vi det som vores pligt at påpege det og foranstalte den nødvendige debat og i det hele taget sikre, at Devilution vedbliver at være middelmådighedens sidste fjender.