Den sydsvenske black metal-duo Black Birch demonstrerer det gode håndelag, men der er lidt vej endnu.
Primordial går sig selv i bedene på nyt album, der veksler mellem absolut topklasse og mådelig mellemvare.
Dansk-italienske The Rite laver en (næsten) ren stiløvelse udi horror-black metal, men uden at det for alvor kommer helt op at ringe.
Mens SYL var eksperimenterende på den seje måde, anede Dagger Threat ikke, hvad de ville. Det gjorde aftenens hovednavn, Rot Away til gengæld, og de fik det, de kom for: Kærlighed og slåskamp.
Når vreden har lagt sig, er der kun fortvivlelsen tilbage. Det er grundfortællingen på KEN Modes nye album.
Kannibalernes overherredømme er intakt, distinkt og skærer i de rette lemmer trods skabeloner og gode intentioner.
Australske Midnight Odysseys blot anden koncert på 17 år var aftenens trækplaster, mens Arkæons hidsige riffstormløb stod i skærende kontrast til hovednavnet.
Med stor lyd, lækre melodier og guitar samt en næse for god sangskrivning beviser Mercenary, at deres plade har været værd at vente på.
Alkaloid bibeholder gudskelov den hyperenergiske legesyge, og med en spilletid på 70 minutter er 'Numen' alt det, man kunne have håbet på – og mere til.
Durance of Hate lagde solidt fra land som støtte til undergrunden med god bredde i genrepaletten og med mørket som fællesnævner.
Det britiske prog-metal band skubber barren for, hvad man kan forvente sig af en udgivelse, og sætter nye standarder på et af årets sandsynligvis bedste udgivelser inden for genren.
Trods udskiftning på vokalpladsen fortsætter Mental Cruelty med at levere kompetent, europæisk-orienteret blackened deahtcore.
Dansk Metals Patologiske Selskab aka Undergang er aktuelle med EP’en ‘De Syv Stadier Af Fordærv’. Den stinker.
Oxx har med sit fjerde udspil, 'The Primordial Blues', begået en udfordrende og spændende plade, der kræver sin lytters fulde opmærksomhed – og som slet ikke burde fungere.
Blink-182 indtog Royal Arena som var det 1999 og fik det fremmødte, aldrende publikum til at mindes det bekymringsløse liv – og værdien af en god mor-joke.
Sunn 0))) havde nedbarberet deres udtryk til dets rå kerneelementer, men før det foldede Kali Malone droner og små melodiløb ud på orgel.
Det blev kort og ret godt på Stengade, hvor søndagen blev opslugt af Full of Hells vanvittige grindcore.
Aura Noir lagde igen vejen forbi Fredericia efter en pause på ni år, siden de sidst begejstrede publikummet på Metal Magic Festival i 2014.
Flo Mounier har fået tid til at indspille nyt med Cryptopsy, og det er stadig hæsblæsende dødsmetal, denne gang med et melodisk strejf.
Sylosis bruger sin mangeårige erfaring på at se bagud, barbere til og så lave et stærkt og mere direkte album, end den gængse fan af bandet måske ville have forventet.
Efter mange år med tomgang genopfinder Hexvessel sig selv med arktiske temperaturer og frysende black metal-riffs på et originalt, nyt album.
Of the Wand and the Moon skifter midlertidigt spor til spøgelsesagtig ambient og ildevarslende naturmystik. Resultatet er usædvanligt gennemført.
Terminalist triumferede, folket hyldede, og den nye plade blev taget imod med næverne hævet – et mægtigt statement fra de københavnske hyperthrashere.
Terminalist udgiver ikke den svære, men den gode toer, med en fængende dystopi, der trækker lytteren bagud i tid, men som også borer sig dybt ind i vores samtid og altings snarlige ophør.
Soen har taget live-energien med sig i studiet og udforsker deres mere hårdtslående side her på 'Memorial' – deres sjette album på blot 11 år.
Sedimentums første europæiske show. Vi var der. Det var en af dagens bedste koncerter på Kill-Town Death Fest.
Marduk står med begge ben i graven og leverer en lyslevende, iskold perle af black metal, der ikke står i skyggen af tidligere store bedrifter.
Artillery kan ganske vist ses ofte på de danske scener. Thrash-veteranerne giver et lige godt show hver gang - også uden at det virker som om de bare har endnu en dag på kontoret.
Strigoi var en overraskende booking i Næstved Metalfestivals lineup, men desværre blev det kun til 40 minutter i alt for meget dagslys.
Dymna Lotva træder tydeligt i karakter her på deres tredje album, der udspiller sig som et dystert, kunstnerisk lydtapet til begivenhederne i deres forhenværende hjemland.
Till the Dirt byder på ekstremmetal, hvor et dødsmetallisk udgangspunkt bydes op til dans med seje træk fra grunge, og hvad har vi.
Med 'Time to Obey' har Lightchapter begået en vellydende debutplade, der viser hvordan moderne melodisk dødsmetal kan lyde.
Michael Hvolgaard Andersen har mange jern i ilden såsom weekendens Næstved Metal Fest, men under mindre virak har han også netop udgivet Emanzipation 'zine nummer 5 – knap 30 år efter nummer 4.
45 minutter fløj af sted i selskab med den svenske kvartet, der serverede sprudlende brutalt dødsmetal.
Gennem 50 minutters koncert med en solid sætliste beviste Illdisposed, at de efter tre årtier stadig er blandt landets bedste livebands.
Årets hovednavn Paradise Lost serverede en sand hitparade og lukkede Næstved Metalfest i stor stil.
'The Courier' er et imponerende stykke dansk undergrundshistorie, fra da thrashen var ung, og dødsmetallen knap var blevet opfundet.
Efter flere aflysninger og flyttede koncerter lykkedes det endelig at opleve svenske Humanity’s Last Breath på dansk jord.
Gensynet med Anaal Nathrakh var, på trods af vokalmæssige udfald, en glædeligt hidsig affære, hvor vi kom godt rundt i hele bagkataloget.
Biohazard beviste på Brutal Assault, at broderskabet og bøllecoren lever i bedste velgående efter 30 års kamp på den forkerte side af sporene.
D-A-D spillede hele 'Riskin It All' på Jailbreak, men det var i numrene efter den plade, bandet leverede festens højdepunkt.
Det var ikke regnen, der gjorde Arch Enemys koncert på Jailbreak en tam affære, men derimod et band og en forsanger, der mentalt ikke var tilstede.
Det var storslået at se Within Temptation som et af de to hovednavne på årets Jailbreak Festival. Dog kunne man godt ønske sig, at bandet havde valgt at spille lidt flere klassikere.
Biff Byford og Saxon ved, hvordan et festivalset skal skæres. Man gemmer alt det nye til, man skal på tur efter næste albumudgivelse og holder en fest, hvor man hygger om publikum med velkendte toner.
Man kan kun forbløffes gang på gang over, hvilken stemme Glenn Hughes fortsat besidder. Han er i den grad fortsat ”The Voice of Rock”.