Orm havde lovet publikum noget særligt og spillede natten episk op med black metal, strygere og blæsere. Og ild!
Alex Terrible tog Copenhell med storm og sendte publikum fra Hades, med en fuldstændigt vanvittig, tilnærmelsesvis ubehagelig oplevelse rigere
Eivør, eller anmeldelsen, hvor vi aldrig finder ud af, om der findes ulve i Færøerne, men hvor anmelderen får det hele til at handle om ham selv.
De få havde det fantastisk, skabte liv i en mindre pit og hjalp med at slå huller i luften. De fleste oplevede en repetitiv ligegyldighed, der kun var interessant kortvarigt.
Mr. Bungle er mindst lige så relevante i dag som dengang i 1986, hvor de første gang udgav deres nu genindspillede The Raging Wrath of Easter Bunny Demo. En koncert pakket med betydning, og på en og samme tid en ironisk kommentar og en hyldest til den metalscene og det publikum, der var kommet for at høre bandet.
Rival Sons fængsler med svedige rockfeels og en sanger, der mester sit croon - en lækker booking tidligt på dagen til at finde drivet frem på tredjedagen.
Vi nåede ikke målet, men australske Make Them Suffer leverede derimod et yderst vellykket grundlag for crowdsurf-galore.
Elsk dem eller had dem. Skullclub spillede uanset hvad.
Uriah Heep får varmet os op en juni morgen med masser af lune rockvibes fra dengang far var ung.
Undergrundsstorrmerne Vulvatorious var booket ind til at tage et skridt op ad koncert-rangstigen på Pandæmonium. Var bandet klar til den udfordring?
Trods en lille byge undervejs tog Machine Head værdigheden som hovednavn på sig og løb med den. Vi takker for en lækkerbidsken af en koncert!
Kerry King og hans lejesvende fik en time til at gå med sekunda-thrash, der glimtvis aktiverede publikum. Når de spillede Slayer.
Sanguisugabogg leverede død, ødelæggelse, maltrakteringer og dårlig humør. Man fristes med et smil på læben til at sige ”ganske som forventet”.
Amerikanske Zulu er blandt de mest interessante hardcore-navne i de senere år med deres særegne og virkningsfulde mix af powerviolence, r'n'b og alt der i mellem. Interessant var deres koncert på Copenhell dog aldrig tæt på at blive.
Svenske The Hives tog deres spøjse charme og gedigne rockenergi med fra garagen, op på hovedscenen, og satte gang i festen torsdag eftermiddag.
Stålet blev smedet, humoren bragte smilene frem og næverne kom i vejret, da hammeren blev eftektivt svunget.
Nogle gange spiller tingene bare ikke. DVNE havde mange ting imod sig, og trods et par stærke plader var det bare ikke deres dag i onsdags.
Khemmis’ længe ventede første show på dansk jord var lækkert forførende på deres egen, tungrockede vis – men bragte også momenter af forløsning.
Limp Bizkit beviste deres berettigelse som headliner på Helviti, til trods for at det efterhånden er 25 år siden, bandet var aktuelt
Copenhells coverband-show kørte den ind med endnu en legacykunstner fra de glade 90'ere.