Bissesvinet blev en symbiose mellem det højrøvede og det banale. Det kaotiske og det sarte. Præcis som den festival, hvor de heldigvis kom med. Selvom det var på et afbud.
Et livealbum, der gør en forskel? Det kommer ikke til at ske igen. Men Cirith Ungol gør det umulige på mastodontisk og monstrøst tung dobbeltudgivelse.
Mens sommerdagen blev til sommernat tog Vægtløs de store følelser og deres voldsomt buldrende men også poetisk nulrende musik med op på en stor scene.
Anaal Nathrakh gjorde alt hvad de kunne med den tid, de, trods alt, fik på Copenhell i 2025 og leverede et brag af en koncert på Pandæmonium lørdag aften!
Gabestok havde fået en rigtig fin, programmæssig placering på Gehenna omkring kl. 20 lørdag aften, og med sig havde de taget vennerne fra Mayhem.
46 år inde i karrieren slog Exodus hårdt fast på Pandæmonium, at amerikanerne stadig er på toppen blandt thrash-metallens første generation af bands.
Traditionen tro fik vi et af programmets absolut fedeste navne som afslutning på årets udgave af Copenhell, og trods lidt knas med lyden, havde et stopfyldt Gehenna en kæmpe fest mellem træerne.
Man kunne have frygtet for vind og vejr, men alle tænkelige forhindringer blev overvundet med elegance, da Lorna Shore spillede et af årets bedste koncerter på Copenhell
De svenske pionerer i In Flames startede koncerten i varmen fra flammerne i Copenhells tårne og holdt niveauet hele vejen til mål.
Tyske Powerwolf underholdt med storladne metal-hymner og skabte forrygende festivalstemning. En time, der inkarnerede heavy metal-fællesskabet på Copenhell.
En af Copenhells mindste scener blev hjem for en af festivalens største følelsesmæssige oplevelser, da Puke Wolf leverede en rå, ærlig og ufiltreret koncert.
Soulfly fik i den grad sparket fredagen i gang med en glohed præstation på Helviti, der fik publikum til at hoppe og moshe i en time uden hvil.
Britiske Conan ramte Gehenna kl. 18.30 med en væg af fuzz og tunge grooves, og sønderknuste skovscenen med muskuløs og potent krigerdoom.
Med nyt og gammelt materiale fordelt på to ep’er understreger Strychnos igen, at trioens format er kreativt og stort nok til at fastholde positionen som et af nutidens bedste death metal-bands i verden.
Under to timers overlegen koncert beviste Iron Maiden, hvorfor de igennem 50 år har skrevet sig ind som et af de største kapitler i musikhistoriens hårde afsnit.
‘Braiding the Stories’ er givetvis ikke noget let lyt – men giver du den lov til det, så skal den nok gøre sit til at trække dig ind i sit dunkle drømmemorads.
Valerian Swing har åbenbart sat sig for at smadre alle kasser, og det gjorde de noget så eftertrykkeligt, og de var for skribenten den klare vinder i kategorien "Årets bedste booking".
Oranssi Pazuzu kontrollerede kaos, da de lukkede ned for Vega på ACW's førstedag.
Laser Nun's eksperimenterende, improviserende, doomede noise boblede over af kreativitet til en immersiv koncert midt på Basements kolde gulve.
Alkymist viste sig endnu engang som et band blandt Danmarks bedste rock-orkestre, da de pillede Lille Vega fra hinanden og satte to streger under, hvorfor vi bør høre meget mere til dem fremover. Og på større scener.