Alestorm er et kitchet metalband. Men det må medgives, at det har et dedikeret publikum og en herlig uhøjtidelig tilgang til tingene.
90'ernes black metal lever stadig. Det viste Sadokrista og Stormkeep onsdag på Stengade, hvor Sadokrista stod for den rådne old school-black og Stormkeep for keyboardsvulstigheden.
’Ashen’ er en imponerende ubehagelig plade – en modbydelig mastodont skabt af en unik lyd og ond, nordisk kulde.
En tirsdag aften gav Voivod en solid koncert på 1000Fryd, hvor opvarmningen i Speedslut sendte tanker tilbage til firserne.
I ly af sommeren udkom Ascendencys seje nye udgivelse, der fletter mørke og melodi fornemt sammen på en måde, så pendulet snart peger mere mod black end mod dødsmetal.
Tsjuder skruer den sorte bisse på efter otte års ventetid, og levner fortsat ikke et sekunds tvivl om deres religiøse overbevisninger – eller mangel på samme.
Pentagram står stærkere med Victor Griffin i folden, og det beviste de i stor stil på deres 50-års jubilæums-tour torsdag med en massiv hyldest til storhedstiden.
Er du vild med breakdowns og kun breakdowns? Så er ’Amongst the Low & Empty’ lige noget for dig!
Panzerchrist formår at holde tempoet på deres nye plade samtidig med, at man kan høre, at udtrykket er blevet mere modent.
Aarhusianske Tongues taler med smukt kløvet genretunge på yderst habil opfølger til fuldlængdedebuten ‘Hreilia’ fra 2017.
The Anchoret debuterer med en skive, hvor inspirationer fra proggens mangeårige skattekammer fusioneres i en farverig cocktail, der vinder stærkt ved genhør.
Virgin Steeles bagmand David DeFeis og hans overflødighedshorn af ideer er atter en gang hovedproblemet på en rædderligt produceret langgaber af et album.
Systemik Viølence opponerer mod de tandløse punkere, der går i ét med vægtapetet, og skruer op for attituden her på opfølgeren til 2017s 'Satanarkist Attack'.
Metallen som paraplygenre har aldrig haft det bedre. Den er ikke blevet promoveret så signifikant, som i disse år. Udmærket eksemplificeret i Kim Draculas debutplade.
The Arcane Order er tilbage efter otte års dvale med et stjernespækket hold musikere, der har begået en aldeles vellydende og velspillet plade.
Butcher Babies er tilbage på overdådigvis med en dobbeltudgivelse, der naturligvis nemt kunne være komprimeret til en god plade.
Bliver det tungere? Måske. Men belgiske Gateway har netop udsendt et af sommerens mest gruopvækkende lydspor. Tager du med, er det på eget ansvar.
John McEntee og hans rekrutter løftede fanen for den brutale dødsmetal til den mest potente Incantation-koncert, vi har oplevet i årevis.
Hvis ikke du lod dig rive med af Midnights magtdemonstration torsdag nat, hvad lavede du så overhovedet på Metal Magic?
Avenged Sevenfold har givet os en plade omgivet af mystik. En velorkestreret og spændende udgivelse, der dog henvender sig til en meget lille skare.
Doom-legenderne beviste endnu engang, hvorfor de netop er legender, på en festival, hvor doomgenren ellers ikke får megen sendetid.
De vanvittige belgiere i Bütcher jævnede alle konkurrenter med jorden med et buldrende eksprestog af speed/black metal.
Craven Idol var hurtige som en hvirvelvind og lige så svære at modstå, da de delte læsterlige black/thrashtæsk ud til sagesløse publikummer lørdag eftermiddag.
Gravrøverrockerne fra Hexenbrett havde masser af kirkegårdsstemning og fængende drive, da de spillede op til heksedans lørdag aften på Metal Magic.
Satan er oldschool NWOBHM med speedy tendenser. Satan slog aldrig for alvor igennem. Så Satan passer perfekt til Metal Magic Festival.
Coven er kult. Når noget er kult, er det ofte til begejstring for de få. Coven er kult.
Girlschool var også på Metal Magic-festivalen for 8 år siden. Var det så virkelig en god idé at booke bandet igen?
Med tegner og forfatter Simon Petersen som guide i tegneserien 'Simon på Festival' tager vi et smut ind i en anden subkultur og opdager et vist skæbnefællesskab med heavy metal.
Kan vores anmelder anmelde ’Blackbraid II’ uden at skrive ”den svære toer”?
Ja, det kan han go… fuck!
Grave Pleasures' dommedagsprofetier var et forfriskende og lidt ujævnt indslag fredag på Metal Magic.
Arkæons hulemandsavantgardeblack var dagens mest overraskende indslag på Metal Magic.
Mite losser os i fjæset på deres debut. Det er overraskende aggressivt. Og rart.
Anmelderen havde en god første date med Siamese og måtte endnu engang erkende, at med fordomme kommer man ikke ret langt.
At booke situationsfornærmelse til Roskilde festival var udtryk for rigtig god situationsfornemmelse.
Deaf Club brugte Gloria til det, scenen er bedst til: Cirkelspark og rå punk. Desværre fik de ikke så meget tid, som vi kunne have ønsket os.
Det er altid godt nyt, når Perturbator er på plakaten – eller sådan var det i hvert fald engang. Men synthwave-kongen fra Frankrig evnede ikke at forny sig i containerhavnen på Roskilde og vi gik hjem lidt uforløste.
Da først Wu-Lu erkendte, at Blur havde vundet, gik koncerten i overdrive i en genre-agnostisk dansefest på Gaia.
Backxwash fik den utaknemmelige opgave at spille under både Blur og Rosalia, men gjorde det vedkommende og nærværende for dem, der var kommet for at se hendes harske rap.
Kan man redde den hjem på charme, spilleglæde og gode sange, når sangeren har sløret slinger i valsen?
Aftenens koncert på Apollo handlede om så meget mere end blot lyd. Det var følelser. De helt ubehagelige. Dem vi ikke har lyst til at tale om. Dem så mange metal-bands higer efter at kopiere.
Fredag på Roskilde Festival var hyggelig og rar. Heldigvis havde Code Orange ingen intentioner om at bibeholde den stemning.
Platform dannede rammen om en koncert, som både indfriede forventningerne, men også overaskede med et poetisk pausekomma.
Electric Wizard mindede os om, at man ikke behøver mere end en bluesgang til at lave en knusende god koncert.
Nova Twins havde succes med at tage en slidt genre, defineret af sin samtid, og gøre rap-rocken spændende og indlevende.
Soul Glo levede mere end op til hypen og havde succes med at omdanne Gloria til det vanvid, der definerer bandets musik.