Der var mere abefest end metalfestival over Copenhell, da Guns N' Roses lukkede årets festival med en absurd maratonkoncert.
Billy F Gibbons er ånden i ZZ Top, og det lod sig slet skjule i denne times sonderinger af den rustne white-man-blues, han selv lagde grunden til for et halvt århundrede tilbage.
00’er-festen fortsatte på Hades hvor Three Days Grace leverede et coup de grace af ligegyldighed.
Defacing God spillede uvejret frem med en hæderlig indsats.
Heldigvis var danskernes koncert på Pandæmonium en “bedre sent end aldrig oplevelse”, trods lydmæssige udfordringer.
Vi mødte vort fucking endeligt på Gehenna, da supergruppen END for en stund vandt den evige kamp om, hvem der spiller mest aggressivt og brutalt.
Livløs var alt andet end deres navn på Hades lørdag. De bragede igennem med deres tunge dødsmetal og publikum ville lege med.
Enforcer blev hæmmet af rodet lyd, men lod selv til at være uvidende om sagen og gik friskt og uimponeret til stålet.
Den gamle black metal blev besøgt, mens den røde tråd til den mere industrielle metal blev alligevel bevaret, og Samaels første show i Danmark i 14 år var en succes.
Der skal meget til at gøre anmelderen mundlam, men Lamentari formåede netop dette, da de fredag nat satte foden ned og overbeviste alle foran Gehenna om, at de er kommet for at blive. En magtdemonstration uden lige.
Galge strammede løkken kærligt til om publikum med farverig og underholdende dødsmetal med indbyggede twists.
Foran et fremmmøde, der havde passet bedre til Copenhells mindste scene, spillede Angra på den største og formåede alligevel at stå præstere noget, der ikke var pinligt (for bandet i hvert fald).
Mastodonten leverede stilsikkert uden at imponere. Så kan man diskutere, om der er brug for flere generationers version af bandet.
Ovenpå en tung periode med regn var SKYND lige hvad vi havde brug for, som en portal til et kriminalunivers fyldt med lig og androgyn forførelse.
Han kom, han så og han sejrede. Jakob Stegelmann gav os alle en kærlig knytter lige i barndommen.
Napalm Death havde gang i en fantastisk koncert, da vind og vejr flåede en storskærm på Pandæmonium-scenen fra hinanden og tvang arrangørerne til at aflyse.
Haliphron sætter ingen overskrifter med deres keyladede black, men vinder på et tiltrængt, energisk pust tidligt på tredjedagen.
Blodindsmurte Strychnos gjorde deres bedste for at slagte Copenhells gæster og gav en af de bedste danske koncerter, der indtil videre har været på årets festival.
Gehenna var kun lige stået op, og Dirt Forge skulle vække os blidt, men insisterende. Og det gjorde de. Både med brøl og ild, men også med fin sans for dynamik.
Britiske Green Lung frelste os på Gehenna med forførende okkulte fortællinger om sataniske ritualer, hekse og folkesagnsfigurer, alt sammen med solid nerve og rockstjerneattitude.
Det var heldigt, at publikum allerede var lullet i søvn, da King Buffalo sluttede en elendig koncert med at forveksle Copenhell med Hellfest.
Guitardetaljerne havde fordel af en overordnet manglende bund i Aborteds tekniske grindbesmittede dødsmetal, men det samlede indtryk havde ikke.
Ungdommelig og utrættelig energi satte gang i den tidlige fest fra Vended, der har medlemmer, der er flasket op med, hvordan man leverer et tændt og vildt show.
Engelske Employed to Serves metalcore var ligetil og let at gå til; den blev serveret med et smil, og publikum kvitterede med imødekommenhed.
Meshuggah leverede en kraftpræstation på Hades og efterlod vores anmelder med næseblod og gummiknæ.
Møl svævede i golden hour-lyset på Pandæmonium, og de indtog scenen som rock’n’roll stars.
Alting gik i tusind stykker og blev lappet sammen igen, da Brutus indtog Gehenna med følelserne uden på tøjet
Det tyske electronicoreband fra Castrop-Rauxel væltede Amager Bio tidligere på året. Et stunt bandet matchede med en nærmest uimodståelig vanvidskoncert.
Pandæmonium blev udsat for et sært mix af rå energi og leflende underholdning. Kun en af disse klædte Fever 333.
Selvom Sleep Token gjorde deres for at give svar på overskriftens spørgsmål, var bandet i den grad udfordret og lykkedes aldrig helt med indrage publikum i deres ellers spændende univers.
Brasilianske Nervosa gav publikum på Copenhells mindste scene en ordentlig dosis thrash-metal, mens solen bagte nådesløst over Gehenna.
Rot Away har ikke komplekse kompositioner eller fancy kunstneriske strategier. Til gengæld har de bøllede riffs og slåskampsattitude.
Der var ikke mange samlet foran Helviti, da Testament åbnede scenen torsdag efter middag, men de få der var, fik en solid times hårdslående thrash-metal.
Kunsten at dø blev desværre ikke helt realiseret, da Gojira indtog Helviti.
Pantera hyldede de to afdøde brødre i en halvanden times eksplosion af følelser blandt såvel band som fans på Copenhell.
En god gud er en død gud, og en god sang er en grum sang. Vi fik vrede sange fra et veloplagt band, da Zeal & Ardor rakte ud i mørket til os.
Østkystdødsmetallerne i Undeath leverede en acceptabel obduktion af onsdag eftermiddag.
Parkway Drive var to numre og udfordrede sangtalenter fra at give Copenhell den ultimative afslutning på onsdagen.
Trods dystre temaer var der brede smil over hele linjen hos Riverhead, der kæmpede en brav kamp for at overstråle solen.
Støvet blev pisket op, kammeraterne sendt i jorden, intensiteten maksimeret. The Ghost Inside leverede en ægte og ufiltreret power-performance.
Dance with the Deads dødedans var mere præget af fitnessfistpumping end af dødens gravitas i en uselvstændig omgang tomtøndebuldring.
Er folketække = populisme? Ikke i Clutch-land, hvor de simple rockdyder glider lige ned, som den øl vi fylder os med uden at fortabe sig i sovsede klicheer.
Historisk elendigt blev det decideret aldrig, men 90 minutters anakronistisk opvisning i dårlig smag og kedelige klassikere var også mere end rigeligt, da Mötley Crüe ramte Copenhell onsdag aften.
I store dele af koncerten fremstod Ville Valo som skyggen af sig selv, kun reddet af et eminent band og et tilgivende publikum.
Crown the Beast greb chancen og leverede 45 minutters medrivende dødsmetal til årets første koncert på Copenhell.