Det var en noget mere nedtonet Sebastian i front for Kellermensch på Wacken i forhold til åbningskoncerten på Roskilde.
Kirk Windstein og Crowbar imponerede med en overlegen stil, da de leverede en pokkers tung og samtidig herligt afslappet søndagskoncert foran et udsolgt Beta.
De tyske veteraner tog afsked med en koncert, der ikke var alverden rent musikalsk. Og vejret satte en effektiv stopper for det hyggelige.
Englands største band inden for gotisk black metal gjorde hvad de kunne for at fjerne solen fra Wacken. Det lykkedes senere.
Det tilbagelænede dødsmetalband fra USA leverede deres måske bedste koncert på Wacken indtil videre, og forsanger Chris Barnes var veloplagt.
Grindcorelegenderne fra Birmingham leverede en kompromisløs og afmålt dosis kaos til masserne på Wackens mudrede festivalplads.
Det mest pompøse band af alle gør det endnu større. Modigt og storslået. Desværre også med en mindre slagside.
Henry Rollins trakterede Wacken med en herligt humoristisk, medrivende og udfordrende talestrøm på en times tid, der gav stof til eftertanke og smil på læben.
Volbeat har stået fornemt i lære hos Metallica og har udviklet sig til en stilsikker maskine, der smertefrit udfylder den store scene.
Sepultura overraskede positivt, da de med Les Tambours du Bronx på scenen gennemførte en ganske fed koncert torsdag på Wacken.
Efter det tragiske tab af sangeren Steve Lee vender Gotthard tilbage med ny en sanger, men med et album i den gammelkendte stil.
Svenske Morbus Chron varmer op til en kommende fuldlængde hos Century Media via en vinyl-10" med tre lækre, obskure dødsmetal-hymner.
Suffocation leverede en sikker, kort omgang blæs der aldrig kom helt op at ringe, men aftenen bød især på enkeltpræstationer der gjorde stort indtryk.
Nachtmystium lader på sit sjette album det simple udtryk flyde i en fantastisk sangskrivning, der trækker på black metal og post-rock.
Der er koncerter, der ikke bare er shows i den simple betydning af "et band på en scene", men en koncert i en helt særlig kontekst. En sådan var ZZ Top og Thin Lizzys optræden på den solbeskinnede græsplæne bag Brøndby Stadion.
Godkendt debutalbum fra schweiziske Elizabeth.
Et Phil Lynott-løst Thin Lizzy sparkede med flere gåsehudsmomenter en rigtig rockfest i gang og overstrålede klart skægge ZZ Top.
Kill Devil Hill lyder bekendt, ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, men bandet har smedet en fornuftig skive sammen i grænselandet mellem rock, metal og grunge.
Marduk har uden afstikkere været bannerførere for svensk black metal gennem 20 år. Med 'Serpent Sermon' fortsætter de uden svinkeærinder denne velkendte sti.
En lang aften i Pumpehuset i hardcorens tegn vil især blive husket for stemningen og thrashmetalbandet Municipal Waste.
Huldres debutskive byder på stor variation og viser et band, som med succes kobler et metallisk lydbillede med en imponerende forståelse for folkemusik.
Sabaton er klar med ny skive, og alt er på godt og ondt som det plejer at være i svenskens lejr.
Malice vender tilbage efter 23 års pladetørke, og det gør de af uforståelige grunde primært med genindspilninger.
De danske headlinere på Metal Magic, horrormetallerne Denial of God, triumferede om torsdagen med en koncert, der på alle måder var en stor oplevelse.
Hovednavnet The Devil's Blood kom i store problemer lørdag på Metal Magic. Men de voksede med opgaven, selvom sangerinden måtte forlade scenen.
Witch Cross gjorde comeback på dansk grund. Det visuelle fejlede en hel del, men det gjorde musikken heldigvis ikke.
Det polske band Crystal Viper spillede lørdag aften kl. 21 på Metal Magic Festivalen. Det blev til en - om end lidt kort - engageret og energifuld optræden.
Hell sejrede helvedes meget på Metal Magic Festival!
Odenseanske The New Low har forbedret sig gevaldigt og lavet en meget helstøbt to'er.
Schweiziske Soulline har fundet vej til danske Mighty Music, der udgiver den nordisk orienterede melodød med de fængende melankolske passager.
Kehlvins anden skive er en langtrukken og kedelige affære.
Saxon er blevet kaldt ambassadører for Wacken. De har udgivet deres seneste tre shows på festivalen på en DVD og smidt endnu et liveshow oveni hatten på cd.
Med lidt hiv, sving og tålmodighed, så vokser Niles nyeste, sært producerede ofring sig til et relativt solidt album.
Pearl Jam var en veloplagt enhed, da de tirsdag aften leverede en vild og energisk og fuldstændig medrivende rockkonert i et udsolgt og stegende varmt Forum.
Fredagens sidste sydstatsband blev det absolut bedste, for de få der holdt ud til de sene nattetimer.
Red Fang kunne ikke rigtig komme ud over scenekanten og leve op til forventningerne på årets festival.
Baroness står i et musikalsk vadested. Et vadested som det var ganske givende at overvære bandet i.
Warbringer spiller meget energisk live, men er tæt på at have stjålet musikken, så uoriginal er den.
Hardcorebandet kæmpede bravt, men kunne ikke rigtig få liv i kludene på en sløv søndag.
Hank 3 - den legendariske countrysanger Hank Williams' sønnesøn - leverede galskaben på Roskilde i form af en times vild træskodans, efterfulgt af en ekstra halv times vild doom, thrash og industrial.
Machine Head leverede tilbagelænet og drevent varen for et for fåtalligt publikum.
Rockbraget udeblev under Jack Whites sene aftenoptræden på Orange, hvor det mest af alt tydeliggjordes, at manden - som så mange andre - har for få sange af et format, der kan spille scenen op.
Et amputeret Liturgy skuffede med deres "transcendentale black metal", der holdtes nede af en løbskløbet trommemaskine og et lydbillede blottet for bund.
Islandske Dead Skeletons var festivalens skæveste band, da de natten mellem lørdag og søndag leverede en gedigen koncert for festivalens skæveste publikum.
Umeå-bandet Refused stod på scenen for første gang siden 1998. En genforening med masser af energi og attitude, men uden for alvor at forløse sig.