Rot Away har ikke komplekse kompositioner eller fancy kunstneriske strategier. Til gengæld har de bøllede riffs og slåskampsattitude.
Der var ikke mange samlet foran Helviti, da Testament åbnede scenen torsdag efter middag, men de få der var, fik en solid times hårdslående thrash-metal.
Kunsten at dø blev desværre ikke helt realiseret, da Gojira indtog Helviti.
Pantera hyldede de to afdøde brødre i en halvanden times eksplosion af følelser blandt såvel band som fans på Copenhell.
En god gud er en død gud, og en god sang er en grum sang. Vi fik vrede sange fra et veloplagt band, da Zeal & Ardor rakte ud i mørket til os.
Østkystdødsmetallerne i Undeath leverede en acceptabel obduktion af onsdag eftermiddag.
Parkway Drive var to numre og udfordrede sangtalenter fra at give Copenhell den ultimative afslutning på onsdagen.
Trods dystre temaer var der brede smil over hele linjen hos Riverhead, der kæmpede en brav kamp for at overstråle solen.
Støvet blev pisket op, kammeraterne sendt i jorden, intensiteten maksimeret. The Ghost Inside leverede en ægte og ufiltreret power-performance.
Dance with the Deads dødedans var mere præget af fitnessfistpumping end af dødens gravitas i en uselvstændig omgang tomtøndebuldring.
Er folketække = populisme? Ikke i Clutch-land, hvor de simple rockdyder glider lige ned, som den øl vi fylder os med uden at fortabe sig i sovsede klicheer.
Historisk elendigt blev det decideret aldrig, men 90 minutters anakronistisk opvisning i dårlig smag og kedelige klassikere var også mere end rigeligt, da Mötley Crüe ramte Copenhell onsdag aften.
I store dele af koncerten fremstod Ville Valo som skyggen af sig selv, kun reddet af et eminent band og et tilgivende publikum.
Crown the Beast greb chancen og leverede 45 minutters medrivende dødsmetal til årets første koncert på Copenhell.
Heriot indviede skovscenen med hidsig hardcore og brutale breakdowns til formiddagskaffen – en ualmindeligt stærk en af slagsen.
Def Leppard var gode, når de var gode, men der var langt mellem snapsene, og i mellemtiden kedede de publikum bravt.
Scorpions havde suveræne stjernestunder, men også et til tider vaklende flow, da de gav koncert for omkring 10.000 mennesker en mandag i Royal Arena.
Iggy Pop kørte stilen med beskidt attitude og rå nerve på en festival, der skortede på samme, og vandt hjerter på Stooges-klassikere og smagen af evig ungdom.
Torture Rack er tilbage med tredje album, ‘Primeval Onslaught’. En catchy omgang smattet indmad til de inficerede – og andre gale.
11 år er gået siden sidste plade med Saturnus. Nu er de omsider tilbage med nyt og det lyder (heldigvis) som det plejer.
Extreme er tilbage med første album i 13 år. Det er er man sluppet rigtig godt fra. Der er i den grad dømt luftguitar.
Der var lagt op til breakdowns, masser af attitude og lyserøde balloner, da Dethrxner fredag aften indtog Rust med releasekoncert for EP’en ‘Taunt’.
Foo Fighters hylder den afdøde trommeslager Taylor Hawkins på en langtrukken og anonym plade, der kun slår gnister få steder undervejs.
”Every loser needs a bit of joy” lyder det selvironisk fra Iggy Pop på hans 19. studiealbum – fornøjelsen er helt på vores side.
Vivian Tylinska, også kendt som Victory Over the Sun, er med til at holde Portland weird, som byens uofficielle slagord lyder, og satan ske lov for det.
Kort og godt er tilbage med dansk snothvalpscore, spadepunk, campy queercore, solskinssludge, kosmisk begravelsesdoom og et strejf Depeche Mode.
Drone-supergruppen er tilbage med en uventet gendannelse og et overraskelsesangreb på sanserne.
Sirenia er produktive og udgiver ofte. Måske skal der en lang ferie til for at højne niveauet.
Cloak skruer op for black metallen og de lyriske budskaber på 'Black Flame Eternal' – deres mest personlige og ambitiøse plade til dato.
Space var, hvad vi havde i vente, da Kaanan spillede Stengade op før Jesu himmelfart med den nye 'Downpour'-skive på dagsordenen og besøg af vor egen rumdoktor.
Hypen har sin relevans, selv når alle gætterierne og de fjollede baggrundshistorier ekskluderes fra sagaen om Sleep Token.
Efter otte års stilhed vender Dødheimsgard tilbage med et album, der føles som kulminationen på alt, hvad den eksperimenterende strømning i black metal har stræbt efter.
Alle kan komme, men det er ikke alle, der får lov at blive. Conservative Military Image blæser nyt liv i Oi!-punken.
Pupil Slicer gav intimkoncert for 20 mennesker i et lille øvelokale under Limfjordsbroen, mens Chronicle holdt release-fest med dårlig lyd på 1000Fryd.
O, skænk mig en grav ved det iskolde hav, hvor kun bølgerne hører min gråd.
Har Kejseren tøj på? Hvad betyder "avantgarde" egentligt? Hvorfor fik Svin os til at stille os selv så mange åndsvage spørgsmål?
Demonaz' Immortal veksler mellem at lyde som en udvandet kopi af sig selv og et ret habilt Immortal-tributeband. Hvis Immortal engang lød som frostdæmoner, lyder de nu som lunken festivalfadbamseblack.
Meget kan man kalde Eyes, men "klassisk" eller "uvarieret" er ikke ordene. Endnu engang rev de et af de københavnske spillesteder midt over.
Drain serverer crossover-hardcore direkte ud af det solbeskinnede Californien.
En håndfuld cover-numre er lige akkurat det, Ghost serverer når de skal gøre klar til turné. Men det er en ligegyldig udgivelse.
Copenhell-aktuelle Enforcer bør som alle andre bands kunne spille hurtigt, højt og vildt, og hvis de havde husket på den grundregel i heavy metal, ville Nostalgia være et perfekt knallert-heavy-album.
Messa lever op til favorit-værdigheden med en kemi og stemmepragt, der mere end illustrerer, at de er klar til næste trin på karrierestigen.
Det virkede som om, Tears of Fire gav os det show, de troede vi gerne ville have, og imens stod vi og savnede meget mere af de fine persiske elementer i deres funeral doomede black metal.
Det var en af de koncerter, hvor man føler sig forenet med resten af publikum og med bandet. En givende, rørende og frem for alt medrivende oplevelse.
Finske Svarta Havets forsanger overrumplede med sin vilde, ukunstlede performance og sit dragende vokalarbejde.