Copenhell 23: Guide til fredagen
Fredag byder på en ni-, otte- eller syvhovedet hydra. Hvem ved, nutildags? Slipknot og meget andet kigger forbi.
Du skal tidligt op fredag. Steel Inferno spiller pissetidligt og byder på det allermest heavy heavy metal. Der er også bud til dit dansekort fra Slipknot og alt muligt andet. Tjek det her og læg dit program.
Steel Inferno
Den københavnske kvintet har fået godt vind i sejlene, efter de sidste år udgav deres tredje fuldlængde, ‘Evil Reign’, til bred anerkendelse herhjemme, også på nærværende medie. Deres thrashy, klassiske metal har fået ekstra bid, efter Chris Rostoff har overtaget mikrofonen med et ekstra snerrende bid, der går perfekt i spænd med det banger-venlige materiale, de i mellemtiden har fået skruet sammen. Steel Inferno katalyserer den seje 80er-metal til sin ypperste form anno 2023, så forvent masser af stålskarpe riffs og knytnæver i luften, når de åbner fredagen med danmarksmester i mullets Lars Lyndorff Krelskov på spaden.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
Galge
Hvis du vil støtte de lokale kræfter og ynder din død i det mere varierede, tekniske lag, så kig forbi disse unge århusianere.
Galge er et svedigt foretagende, der på 2021s ‘Løkkelig’ har tilføjet flere groovy og tunge passager til den hidsige dødsmetal fra ‘Herlig’-EPen et par år forinden. Også live er de et giftigt foretagende, som vi bl.a. oplevede til sidste års When Copenhell Freezes Over som en lille forsmag på denne sommers herligheder. Særligt henvendt til dem, der skal have dækket sin kvote af musikalske øretæver.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
Jakob Stegelmann
For fem år siden undrede kritiske røster sig noget over, hvad et symfoniorkester med Troldspejlets Jakob Stegelmann i front dog havde at bestille på en rock- og metalfestival. Efter den overvældende optræden i 2018 rettede de fleste dog ind, og de sidste af os bliver hurtigt overdøvet af lyden af fans, der nynner højere med på Strauss, Zimmer, Williams og Elfman, end man skulle tro muligt. Kom tidligt, hvis du skal nå at se noget. Vores mavefornemmelse siger os, at der bliver trængsel.
Angra
Power metal er måske ikke det, de fleste forbinder med Brasilien. Angra gjorde sig dog hurtigt bemærket tilbage i 1993, da de udgav debuten ‘Angels Cry’ med inspirationer fra klassisk musik. De neoklassiske inspirationer er nedtonet en kende med årene til fordel for et mere svulstigt udtryk, ikke ulig Symphony X’s udvikling over samme årrække. Ganske vist døde deres oprindelige sanger i 2019, mens deres tidligere strengevrider Kiko Loureiro i mellemtiden er forduftet over i Megadeth-campen, men den nye Angra-besætning bærer fanen videre med fuld overbevisning. Måske vi også kan være heldige at få lidt udpluk fra deres kommende, tiende album – under alle omstændigheder skal der nok blive spillet rigeligt med både de pompøse og progressive muskler, når Angra åbner sluserne.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Haliphron
Af asken af det hollandske dødsthrashband Izegrim er opstået Haliphron. Det er stadig ganske nyt og har endnu kun udgivet en enkelt sang, men buzzen går på internettet, og mange ser frem til at høre, hvad Marloes Voskuil med flere kan byde på.
Bandet omtaler sig selv som “bombastisk metal’, hvilket jo kan dække over mange ting, men i dette tilfælde har vi med noget synthbåret og melodisk dødsmetal at gøre. Det bliver en favorit for flere på Copenhell, tør vi godt garantere.
Defacing God
Aalborgensiske Defacing God kommer med black metal til Cradle of Filth-segmentet, og det er de ret gode til. Gotikken emmer ud af de kutteklædte nordjyder og corpse painten ligner mere romantiske tårer end døde vikinger. På en skala fra kandelaber til stridsøkse er der rig grund til at investere i stearinlys.
For nylig udsendte bandet debuten ‘The Resurrection of Lilith’, der byder på en hel samling gotiske fortællinger fra apokryfe bibelske skrifter tilsat en god omgang symfonisk black metal, og vi forudser, at Defacing God får særligt godt fat i det yngre publikum.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Strychnos
Danske Strychnos er et af de eneste aktive bands fra den gamle black metal-scene i Danmark (i dag er stilen mere død i det) og har rumsteret i undergrunden siden 1998, men har på grund af relativt få udgivelser mest været et navn, man har hvisket om. Før i år var seneste udgivelse en EP helt tilbage i 2011. Alligevel har der altid stået respekt om bandet, der med deres nyeste album, ‘A Mother’s Curse’, har fået nærmest universel ros (også fra et enkelt meget, meget stort dansk band). Den er udkommet på højt anerkendte amerikanske Dark Descent Records, som også er hjemsted for Undergang (der har Strychnos-bagmand Martin Leth Andersen med på bas), Deiquisitor, Blood Incantation og mange andre i toppen af undergrunden. Live har Strychnos ry for at være røvhamrende intense, og det er meget velfortjent, at sådan en vaskeægte undergrundsklassiker endelig kan opleves på Danmarks største metalfestival med et fremragende album i bagagen. Der er en grund til, at vi kårede den som årets danske album i 2022.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Korpiklaani
Engang besluttede nogen sig for, at polka da naturligvis hørte til i heavy metal. Tilføj en sauna, hvor dampen kommer fra krystalklar vodka, koskenkorva, naturligvis, overhældt de varme sten, og man får Korpiklaani.
Ganske atypisk for finner, lader det til at Korpiklaani ikke blot stirrer ned i bordet, mens de drikker, men derimod får behov for at hoppe, danse og synge i kor. Alt det får man i rigt mål, når bandet optræder iført pels og gevir og rigeligt med godt humør.
Mens metalpuritanerne sætter sig på bakken med armene over kors, er der i den grad lagt op til cirkeldans til sommer. Sidst vi så dem på Copenhell, havde vi sat en af redaktionens mere festlige typer til at anmelde, og selvom han ikke helt ville være ved det, kunne han godt se morskaben.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Angelus Apatrida
Angelus Apatrida har eksisteret i 20 år og har efterhånden udgivet et væld af plader, alligevel har de spanske thrashere formået at gå under radaren herhjemme. Om det er det mindre mindeværdige navn eller en kreativ sump omtrent midtvejs i karrieren vides ikke, men på deres selvbetitlede album fra sidste år, var det næsten som at høre et helt nyt band.
Dækket i soloer og hidsighed var det umuligt for os at sidde stille, og det er en energi, vi håber på, de spanske veteraner tager med sig på tour. I bedste spanske stil får vi også rigelig politisk ladet hidsighed, så der er lagt i kakkelovnen til en thrashkoncert som i de gode, gamle dage.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Nestor
Svenske Nestor dyrker storslået AOR med lige dele kærlighed og pastiche, og det er svært at gennemskue, om der er tale om en joke. Men mens man overvejer, om det overhovedet er et band, der vil tages alvorligt, kan man altid fornøje sig med stærke melodier til den 80er-radio-egnede poprock. Nestor er ikke helt album-aktuelle, da debuten ‘Kids in a Ghost Town’ er fra oktober 2021, men man kan håbe på en stærk opfølger inden sommerens festival.
Napalm Death
Briterne er pionerer inden for grindcore, politiske brandtaler og en punket, uimponeret og evigt relevant tilgang til musikken. Napalm Death er en institution indenfor den ekstreme del af heavy metal, og trods mere end fire årtier på bagen, har de formået at forblive relevante og aldrig falde tilbage på fordums store plader som så mange af deres samtidige er nødt til at gøre det. Barney Greenway, Mitch Harris, Shane Embury og Danny Herrera har spillet sammen så længe, at vi kan være helt sikre på, at de leverer varen på Refshaleøen næste sommer.
Faktisk var Napalm Death et af de bands, der gæstede den allerførste Copenhell tilbage i 2010, https://devilution.dk/anmeldelser/koncertanmeldelser/brutalitet-og-brandtale tilbage da festivalen mere var en havefest end det, vi kender i dag . Dengang var det den amerikanske præsident George W. Bush og dennes accept af torturmetoder, der fik en slet skjult hilsen med på vejen. Siden er der gået 12 år og det skulle overraske os en del, hvis ikke Greenway igen kom til at sende en stikpille mod en politisk magthaver undervejs i deres show, mens de lige akkurat får tid til at presse ‘You Suffer’ ind i en tætpakket setliste af sange, der spænder over årtiers snerrende udgivelser. Vi glæder os allerede!
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
Læs vores metaldiktator om ‘Harmony Corruption’ her.
Architects
Britiske Architects har været frygteligt meget igennem. Metalcore-bandet blev startet af de to tvillingebrødre Dan og Tom Searle. Tom, der fungerede som bandets primære sangskriver og guitarist kæmpede i flere år med hudkræft og døde efter udgivelsen af det anmelderroste album ‘All Our Gods Have Abandoned Us’ i en alder af blot 28. Bandets første udgivelse efter Searles død ‘Holy Hell’ i 2018 er måske en af de stærkeste metalcore-udgivelser i 10’erne, omend ikke andet, så den mest triste. Pladen indeholdt flere sange Tom Searle ikke havde kunnet afslutte.
Det er en dejlig overraskelse, at bandet har bestemt sig for at spille på Copenhell efter en meget uheldig koncert i netop 2017, hvor bandet ikke nåede længere end fem numre ind i settet før at koncerten måtte aflyses. Den voldsomme regn tog strømmen til scenen flere gange inden bandet endelig måtte give op. Vokalist Sam Carter var undskyldende, men kritiserede Copenhell for ikke at have styr på deres sikkerhed, og lovede, at bandet aldrig at komme tilbage. Om det er rigtigt, at alt var Copenhells skyld fik vi aldrig et endelig svar på, men det lader til, at øksen er begravet. Det må betragtes som en glædelig nyhed for core-Danmark at Architechts har tilgivet Copenhell. Det er ikke fordi bandet ikke har været i Danmark siden, man kunne blandt andet opleve bandet i Vega i 2019, hvor de utvetydigt viste, at de stadig er værd at se i den nye konstellation uden Tom Searle.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Undergang
Undergang er på en og samme tid kæmpestort og voldsomt undervurderet. Dødsmetalbandet er et af de bedre kendte danske bands uden for landets grænser og er signet på kultlabelet Me Saco Un Ojo – deres danske navn og sangtekster til trods, men her hjemme ser vi dem mest når Kill-Town arrangerer festivaler og koncerter og alt for sjældent i andre kontekster.
Det er en skam, for der er en grund til, at de er så velkendte andre steder.
Undergang spiller fremragende, klassisk dødsmetal, der ikke lader stå tilbage for giganter som Cannibal Corpse og Autopsy – sammenligninger, der i øvrigt går videre end blot det lydlige, da Undergangs tekster og udtryk er hamrende ulækkert. Præcis som dødsmetal skal være.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
Skynd
Fra Sydney kommer duoen Skynd, der kombinerer chockrock med tung elektronik, og krydrer det med aldeles tidstypisk og usmagelig true crime-lyrik. Forsangeren med samme navn som bandet skifter glidende mellem ren og rå vokal, rap og sang. Korns Jonathan Davis er fan af de industrielle toner og sang med på ‘Gary Heidnik’, så papirerne er i orden.
Cabal
Hvis nogen har forstået hvordan man opbygger en loyal følgerskare og tiltrækker sig opmærksomhed her i landet, så er det Cabal. På kun fem år er det lykkedes dem at blive signet på Nuclear Blast og spille massevis af koncerter både herhjemme og i udlandet.
Deres tunge og solide deathcore rammer ind, præcis hvor den skal, og sikrer, at ingen kommer til at gå fra festivalpladsen uden at være blevet rystet grundigt igennem. Deres koncert på Copenhell i 2019, var hamrende solid, og fik de fleste publikummer til at regrediere til gorillastadiet. Det regner vi med, de kan leve op til i år
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
End
En gennemtæskende supergruppe bestående af medlemmer af Dillinger Escape Plan, Counterparts og Fit for an Autopsy. Da de spillede på Stengade sidste år, drev sveden ned af væggene, og vi glæder os til at kunne gå amok i fri og forhåbentlig frisk luft til dem på dette års Copenhell. Og når nu deres opvarmningsmakkere i Rot Away også spiller, bliver der rigelig mulighed for at gentage succesen.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Slipknot
Mastodonterne fra Iowa har stået på Copenhell to gange tidligere. Både i 2015 og 2019 gav de forrygende koncerter på Helviti, og at dømme efter deres show på Wacken Open Air i sommers, så vil deres tredje visit på Copenhell ikke komme til at mangle tyngde. Slipknot er et af de største metalbands lige nu, og mens de kunstnerisk ikke er på deres højeste med udgivelser de senere år, så er de stadig formidable på en scene.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
Læs vores metaldiktator om ‘Vol. 3: The Subliminal Verses’ her.
Læs vores metaldiktator om ‘Iowa’ her.
Saturnus
Det er 10 år siden, de danske doom-konger sidst stod på Copenhell og gav os en opvisning i melankolsk metal. Dengang havde de netop udgivet ‘Saturn in Ascension’ fra 2012. I mellemtiden har vi set Saturnus med jævne mellemrum på forskellige festivaler og enkeltstående koncerter, og i går udgav de den akustiske EP ‘The Lightouse Session’. Nu vender de tilbage til Refshaleøen i 2023 og vi står klar til endnu en omgang med Thomas A.G. Jensen og resten af Saturnus.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
Lamentari
&pp=ygUJbGFtZW50YXJp*
De storladne, danske symfoniblackmetallere i Lamentari bliver ved med at have travlt. Efter en flot tredjeplads til sidste års Wacken Metal Battle, begynder karrieren at tage fart og det internationale øje hviler tungt på dem.
Herhjemme har de også efterhånden skaffet sig en udmærket fanbase, og det lader til, at deres særlige take på symfonisk black metal er det, der skal til for at støve genren af.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs 10 Hurtige til Emil Partsch her.
Three Days Grace
Indrømmet, vi har ikke beskæftiget os meget med Three Days Grace her på magasinet. Canadierne ligger måske en kende uden for vores kompetenceområde, med deres lettere polerede radiorock, der ramte højdepunktet omkring 2006. Ikke desto mindre skal der nok være nogen, for hvem muligheden for at høre ‘I Hate Everything About You’ eller ‘Never Too Late’ er kæmpestor. Da de blev annonceret til festivalen, overstrømmede kommentarsporet med glade ord, så det er en velvalgt afslutning på fredagen.
Læs seneste koncertanmeldelse her.