Conan - som vi ikke fik dækket på den nys overståede Roadburn Festival – lagde vejen forbi Amagers Beta og lagde stedet ned med et lydtryk, der åbenbart på forhånd havde skræmt publikum. Men tiden fløj i selskab med de tre englændere.

Koncerten med Birmingham bandet Doom var blandt en af de bedste og mest intense på årets Roadburn.

Veteranerne i Leaf Hound gav en svingende koncert, der ikke var direkte skuffende, blot noget svagere end forventet.

Coroners koncert på main stage bød på en blandet pose bolsjer af old school og groovy nu metal.

Black Cobra lider af svær High on Fire-fascination, og det er jo ikke det værste, man kan fejle. Duoen lukkede i hvert fald årets festival med en fest uden revolution.

Bongripper opførte deres instrumentale doom/sludge-genistreg ’Satan Worshipping Doom’ på Main Stage i en overraskende fyldt sal. Men live-udgaven var desværre studiemodstykket underlegen.

Supergruppen Heavy Jam med medlemmer fra Earthless, Dinosaur Jr. og Witch levede op til sit navn med en rockende jamsession, der over næsten en hel time arbejdede sig frem mod sit buldrende klimaks.

Dark Buddha Rising dyrkede det okkulte og det psykedeliske på samme tid, og det resulterede i en fremragende overraskende koncert.

Med J. Mascis bag tønderne har Witch en stærk profil, men de var alligevel ikke synderligt imponerende på årets Roadburn.

The Obsessed leverede deres første koncert i atten år med en på én gang meget imponerende men også lidt indstuderet nerve.

Trods trommeslagerskift leverede Danmarks-aktuelle Sleep en ultratung metallisk, hashpsykedelisk og selvmodsigende vækkelse af en koncert, der formodentlig var den bedste på dette års Roadburn.

Farflung har muligvis ikke opfundet den mest originale spacerock, men de har stadigvæk succes med at levere den, ikke mindst live.

Over to aftener spillede Yob to albums i deres fulde længder. Begge aftener står tilbage som tunge pragteksemplarer på den sublime, originale heavykoncert. Her følger begge aftener under én samlet tekst.

OM leverede vibrerende og pulserende stoner-yoga, som forplantede sig til en forrygende koncertoplevelse.

Pumpehusets nye koncept levede op til forventningerne. Total Carnage Fest var på alle måder en succes.

Energiske D-A-D på festlig hjemmebane i hjembyen. Men en mudret lyd hæmmede helhedsoplevelsen.

Dragonforce er tilbage med en ny sanger, og det er der bestemt ikke kommet et godt resultat ud af.

General Surgery opstod som et projektband helt tilbage i 1989 men pga. lang tid i hi, så har gore-grindernes kun sin tredje fuldlængde på vej og udfylder nu ventetiden med en opsamling.

Nightwish leverede i dén grad varen, og var man i tvivl kunne et blik på Falconer Salens mange tilskuere forsikre om, at aftenens koncert var helt i særklasse.

At se In Flames var ikke bare en koncertoplevelse, men en decideret lektion. Med et blændende overskud og konstant nærvær rystede In Flames jorden under Vega.

Shinedown hverken revolutionerer, overrasker eller forbløffer, men står en omgang ekstremt god hardrock-håndværk i hånden.

J.G. Thirlwells "Manorexia"-projekt stod for et anderledes indslag på årets Roadburn-festival med en times stemningsmættet kammermusik. Det meste druknede i publikums snak og ligegyldige indstilling.

Efter Killing Jokes overbevisende optræden på Roskilde sidste år, var der god grund til at se frem til gruppens koncert på årets Roadburn, men koncerten faldt desværre fuldstændig til jorden sammen med et højtalertårn.

Menceas udsender album nummer to, som desværre ikke er helt på niveau med debuten.

Roadrunners anden udgivelse med den grove og nihilistiske stand-upper Doug Stanhope er et kvantespring i forhold til sidste år vaklende middelmådige misere.

Første runde af W:O:A Metal Battle blev afholdt på Studenterhuset og københavnske Electride Hellride gik videre.

På deres sjette album stiller The Mars Volta sig med det ene ben i den poppede og ligetil lejr og med det andet i en den kantede og eksperimenterende. Nogle gange fungerer det, andre gange gør det ikke.

Det stolte tyske heavy metal band Rage har talt sammen, at den seneste skive ville blive udgivelse nummer 21, og så var titlen på pladen ligesom givet

Earth demonstrerede på Loppen, at de har været et skelsættende tungt metalnavn, som man dog er begyndt at savne nye tunge ting fra.

Eluveitie er ude med sit femte album, og ser på konceptalbummet 'Helvetios' ikke ud til slække på kvaliteten.

Monsters of Metal i sin version nummer 8 indeholder intet, som ikke allerede kan findes på nettet men den bedre lyd og de skarpe billeder giver udgivelsen sin eksistensberettigelse.

Japanske Church of Misery leverede oplagt, attitudepræget doommetal foran et medrevet og velbesøgt Loppen. Danske Dogmatist leverede suveræn opvarmning.

Enochian Theory tager favntag med utroligt meget og har en langvarig succes med det på tredje udgivelse.

Pulled Apart By Horses lever hverken op til navnets præmisser eller løfterne om effektiv rock.

Aura Noir er på banen igen og man går ikke galt i byen med 'Out to Die', hvis man kan lide sin thrash metal med sorte tendenser.

Det er svært at sige, hvilken plade der er bedst af formidable 'Ironbound' og nye 'The Electric Age', og dermed understreger Overkill, at de har været ganske forrygende i de seneste år.

Keep of Kalessins metal var velspillet kaos og lød ikke som noget, man skulle forvente havde dystet i norsk melodi grand prix.

Jofrohemas debut-EP viser et vist potentiale, men energi og intensitet er virkeligt savnet.

Lørdagen til Royal Metal Fest bød på masser af brutale indslag, men det blev afslutterne i Pretty Maids, der for alvor introducerede festen, selvom Crocell også bød godt op til dans.

Mad Max leverer trods erfaring fra de sjove firsere kun en omgang hurtigt glemt hard rock.

Solbruds debutalbum er velspillet og godkendt, men langt fra en original åbenbaring.

Pretty Maids var en af denne anmelders allerførste koncertoplevelser. Her 20 år senere fik jeg genset dem og minderne væltede ind.

Høst og resten af Taake leverede et show, der minder os om hvordan det startede tilbage i starten af halvfemserne. En nostalgisk og underholdende oplevelse.

Da Evergrey skulle lukke og slukke fredag aften, gjorde de det næsten helt alene. Det var ikke rart at se på.