Illdisposed gæstede Aalborg Metal Festival 2022 og gav en af de koncerter, som kun Illdisposed kan give. Et af højdepunkterne om lørdagen.
Pig Destroyer er ikke kendt for at tage fanger når de giver koncert, og fredag aften på Aalborg Metal Festival 2022 var ingen undtagelse.
Misery Index vendte tilbage til Aalborg efter 15 år og leverede en af de bedre koncerter på dette års Aalborg Metal Festival.
Den kommunale kulturprotektionisme står som aftenens ubestridte sejrherre, efter fremragende koncerter med avant-jazzede Svin og post-hardcorens hverdagshelte Tvivler.
Saturnus fejrede den kommende genudgivelse af ’Veronika Decides to Die’ og den nye plade under tilblivelse – men lod sig overskygge af de psykedeliske doom-misantroper forinden.
Da slovakiske Shallov og ungarske Oaken gæstede Rust onsdag aften, var der luft mellem publikum, selvom begge bands var tæt på og spillede rummet ud.
Energisk og støvet post-punk, der lyder af København i 80’erne fra danske Salver
Aalborgensiske Vægtløs kombinerer post-metal og screamo og udgiver to numre om sorg og glæde, kærlighed og død.
Supergruppen Dead Cross afsøger hardcore-punkens yderkanter på rå og modig toer, som også er rundet af firsernes thrash og gruppens helbredsproblemer.
På lørdag indtager Arch Enemy, Behemoth og Carcass hovedstaden i Forum Black Box. Vi tog til Hamburg for at vurdere dagsformen.
Fra guitarlir til crowdsurfende Ikea-skammel. Andendagen på Copenhell Metal Cruise genlød af både 70'ernes Deep Purple og 90'ernes dødsmetal, af Wham, Bee Gees og IKEA-idoldyrkelse.
Et hav af smadder, doom, thrash, sort metal og fusionsrock. Copenhell Metal Cruise lagde fra land med stilsikker og hårdfør metal, men endte i udfordringens hybridunivers.
Forum Black Box var skueplads for Heilungs elektriske vikingerave og det imponerede trods et publikum, der var mere optaget af sig selv.
Er man i forvejen til dødsdoom a la Skandinavien, så er Mother of Graves som et kram fra en god, gammel kammerat.
Publikum var samlet på tværs af alder, unge, ældre og gamle for at opleve et af årets mest spektakulære band-gendannelser.
Ligeså fantastiske som Paradise Lost spiller, lige så forudsigelige er deres sætlister til koncerter, men briterne leverede trods alt en solid koncert i Amager Bio
Gaahls Wyrd leverede en af årets mest intensive black metal-shows. Britiske Winterfylleth gjorde det stik modsatte, mens de hypede portugisere i Gaerea åbnede aftenen med en særpræget og hæsblæsende koncert.
Med ’Astral Fortress’ kigger Darkthrone mod eget bagkatalog og fortsætter deres imponerende stime af plader, der ikke skuffer.
På endnu et album lyder Queensrÿche stadig som en kopi af sig selv – ikke en bleg kopi, men bare sådan let falmet i kanterne.
Cabal buldrer fortsat derudaf med sortsværtet deathcore, men spiller den lidt for sikkert.
Alt gik som smurt for de norske avantgarde-mystikere fra Arcturus, da de i lørdags langt om længe igen gæstede Danmark oven på fem års fravær.
Thotcrime har leveret en plade, der kommer til at trække had. Men for dem, der fanger hybriden mellem hardcore og hård techno og måske er lidt for meget online, er det fedt.
Vektor blev for de fleste af os lagt på is, før vi nåede at fange dem fra scenekanten – det skulle søndagens thrash-brag i Roskilde råde gevaldigt bod på.
Sepultura var hovednavnet, men Crowbar og Sacred Reich var bedst torsdag aften i Amager Bio, hvor brasilianerne fremstod ret så ligegyldige.
De engelske heavy metal-pionerer Saxon indfangede et mægtigt heavy metal-moment onsdag aften i Amager Bio.
Carpenter Bruts tredje besøg i Danmark var endnu en elegant og stemningsfyldt oplevelse, der dog prioriterede festen frem for detaljerne.
Er der noget bedre, end når et opvarmningsband tager dig fuldstændig med bukserne nede? Nej. Nej, det er der ikke.
Et sted mellem post-punk, alt-rock og hurtig shoegaze finder vi belgiske Brutus, der demonstrerer, at de stadig har rigeligt at byde på.
Forventningerne til de tyske thrashveteraner i Sodom var høje. Måske lidt for høje.
Svenske Marduk levede op til forventningerne på Odense Metal Fest, hvor de nærmest legesyge gav en intens opvisning i black metal.
Celestial Grave revolutionerer ikke black metallen med deres andet album. Til gengæld er det fyldt med langtidsholdbare hooks og en for genren sjældent opløftende stemning.
Stairway lagde hus til to tunge bands i Dying Hydra og Bongripper. Førstnævnte lykkedes klart bedre med at gøre de tunge toner spændende.
Franklin Zoo sagde farvel med manér efter 13 år foran et stort set fyldt Hotel Cecil og kunne dermed sætte punktum for et kapitel i dansk hard rock. Det blev til en kavalkade af gamle og nye numre, og et ikke alt for sentimentalt farvel fra bandet.
Starten på åbningsnummeret på ’A Place for Ash’ giver en kuldegysninger, men ikke af fryd, eller fordi man allerede er rørt.
Lorna Shore har udgivet en plade i takt med tiden. På en gang Inkluderende, alsidig og spændende, uden at gå på kompromis - en udgivelse, der bryder rammerne for, hvad Deathcore er.
The Cure var yderst professionelle uden at være hule, da de indtog et fyldt Royal Arena på en fredag, hvor vi alle atter var forelskede
Satanic Surfers imponerede i Søborg. Eller Gladsaxe? Men måske også Buddinge.
Konvent havde inviteret Undergang og Vulvatorious med som gæster i Pumpehuset, og ud af det kom der en aften med tre solide oplevelser.
For meget rutine, for lidt af den fordums saft og kraft forhindrede Wolves in the Throne Room i at levere den store onsdags-forløsning, hvor længe vi end havde ventet på denne aften.
Avantasias hovedperson Tobias Sammet er barslet med endnu et album, der lyder ligesom alle de andre, men har en længere og mærkeligere titel. Det er selvfølgelig herligt skamløst, men ikke helt oppe at ringe.
Med ’Hudangst’ får Hersker sat sig på landkortet med smadret black metal, der synges på dansk og har måske årets bedste titel på en plade.
Med deres andet album holder Riot City samme høje niveau som på debuten, og formår både at fastholde friskheden og tilføje mere til sangskrivningen.
Man kan dårligt forestille sig to mere forskellige udtryk end Situationsfornærmelse og Kellermensch, men ikke desto mindre fungerede den kombination overraskende godt i Store Vega torsdag aften.
Mens Amager Bio bød på black for de bredere masser var vi en mindre skare i nabohuset, som søgte mod sortmetallens yderkroge med blandet succes fra Grift og Panopticon.
Franske Non Serviam blander black metal, cybergrind, industrial, gabber og meget andet på (endnu) en eksperimenterende perle.