Der er ingen, der skal bestemme hvad der er rigtigt for britiske Death Goals, der med knyttede næver kæmper for retten til at være sig selv.
Fire voksne mænd raser over den verden, de efterlader fremtiden. Anti Ritual er tilbage.
Påstand: langt de fleste metalhoveder har en iboende tristesse, som er stærkere end hos så mange andre. Og ind imellem har man brug for en katarsis af en musikalsk oplevelse. Det fik vi på Posten.
Jersey-punkerne er ude med hardcore til freaksene, men har svært ved at bære en fuldlængde
Kan man slippe afsted med at forherlige krigens rædsler, mens dronebombardementer og tilsvarende forfærdeligheder udspiller sig i hjemlandets baghave? Sabaton kan, til en vis grad.
Jeg har hørt Dave Kombardos lorteplade, så I ikke behøver gøre det. Det var så lidt.
Med sjælfuld lyrik og fandenivoldske toner er ’Om hundrede år’ nok en triumf fra Ole Luks Afsky.
Riverhead’s nye album ‘Cancer’, der udkom i fredags, er på alle måder et produkt af bandets medlemmer. Det er personligt og smertefuldt, og fyldt med musikalske krummelurer, der holder lytteren til ilden.
Backxwash spillede en kraftfuld koncert fuld af udråbstegn ved budskaberne foran en kogende sal på The Terminal.
Portrayal of Guilt bryder rammerne og giver os ting, vi ikke havde lyst til, men som vi ikke kan holde os fra.
Ole Luks aktuelle Afsky-inkarnation lukkede selvsikkert ned for Terminal med en intensitet og attitude, der for en stund gjorde os stolte over at dele fædreland med bandet.
Basement bød på en sandwich, hvor brødet var skarpskårne hardcoremutationer, og pålægget i midten var en lidt flad skuffelse.
Wayfarer omfavnede Roadburn-konceptet med to sæt, henholdsvis dedikeret til fortiden og fremtiden. En tidsrejse, der føltes kortere, end det lyder.
Følehornene fik fuld skrue, og healthyliving slap fornemt fra debutkoncerten med både lydmalende tyngde og højt til loftet.
Første band på 013 var Grift, der i dagens anledning havde taget sig selv og en guitar med til Next Stage, hvor han i ensom majestæt gav os en blød landing på 2023 udgaven af Roadburn Festival.
Vi var mange, der havde store forhåbninger til Pupil Slicer, der åbnede festivalens tredjedag. Desværre stod planeterne ikke på række, og bandet kæmpede forgæves mod lortelyd og uoplagthed både på scenen og blandt publikum
Enden er tilsyneladende nær for dette enmands-black metal-projekt fra Colorado, der emmer af misantropi og mismod grænsende til det suicidale. Så altså ret standard.
Brutus var et veltimet, energisk åndehul med rockede ørehængere på stribe og Stefanie Mannaerts' drive og hæse charme som trioens største trumfer fredag aften.
Alt det mytiske og dragende ved Amerika er stort set forsvundet i lyset af den stadig mere trøstesløse virkelighed. King Dude er en oase af americana midt i affortryllelsens tidsalder.
Julie Christmas vandt vore hjerter med Roadburn 2023's utvetydigt stærkeste stemmepragt og et væld af nye numre, der lover stærkt for fremtiden.
Windhands Dorthia Cottrell ser på de mørke sider af det solbeskinnede syd på ny soloplade.
Ashenspire tog indignationen til ekstremerne og hentede points på galde galore i den mest sammenbidte, musikalske form.
Roadburn havde opfordret Bo Ningen til at presse dem selv til det ekstreme. En opfordring, japanerne fulgte helhjertet til dørs.
John Cxnnor blev det virkelige åbningsnavn til dette års Roadburn Festival. Det gjorde de så eftertrykkeligt, at vi endte med at tørre kinderne og erklære, at herfra går det kun nedad.
Lotan fra Ringsted spiller melodisk black metal, som vi kender det. Der opfindes ikke dybe tallerkener, men til gengæld lyder det ganske udmærket.
'Kort og godt' kigger denne gang på punken. Der er svensk, amerikansk, dansk og canadisk.
På papieret lagde Betty Nansen Teatret og Konvent op til en komplet anderledes koncertoplavelse med kostumer og blod. I stedet blev publikum spist af med en 55 minutters temmelig ordinær koncert.
Blind Guardian anført af entertaineren Hansi Kürsch var suveræne på Epic Fests åbningsdag. Det samme gjaldt sætliste og publikum.
Det er ok at blive ældre. Der er ikke noget galt med at savne det enkle liv. Bakspejlet er altid din ven.
Amerikanske Ov Sulfurs debut er heldigvis knapt så dum, som kvintettens gimmick-smarte måde at stave ”of”.
Metallicas samspil er i topfom, men årene har slebet kanterne af, hvor det gælder.
Blød thrash, hawaiiskjorte-soli og uforløst potientiale.
Man kan fadbamsehygge til de solidt sejtrækkende sange på ’tallicas nye plade, men kun hvis man undlader at lytte for meget til de emotionelle tekster. ’72 Seasons’ står på to meget forskellige ben.
Nogle gange betaler det sig mere end andre at grave dybt i promobrønden.
Nyder du også din rock med patos og doom-vibes, så kan healthyliving være dit nye sort.
James Hetfield er den absolutte stjerne på Metallicas nye plade. Både stemme og tekster er det, der løfter en ellers middelmådig og lang udgivelse.
Et udsolgt Pumpehuset har en råkold, sludramt søndag samlet en horde af glade og svedende fans for at opleve det indiske metalband Bloodywood.
“Ordene svider og vil ikke forlade mig” – Sådan sang Syl, og sådan følte vi.
Tribulation fastholder stilen på ny EP. Det gør det godt, men er det godt nok at være god, når man er Tribulation?
En mangefacetteret tourpakke slog påskesøndag et smut forbi VEGA og skilte fremmødet ad med hver sine dedikerede tilhørere – samlingskraften vandt i den sidste ende.
Uada var udmærket, men ikke i nærheden af det niveau som Afsky lagde for dagen i Odense på en fantastisk langfredag.
Bogen om Amorphis fra 2015 er endelig ude på engelsk, og fortæller om et band, der har holdt sammen og bibevaret succesen over det lange stræk trods dårlige kontrakter, frontmandsudskiftninger og godt med druk.
Cannibal Corpse åd sig gennem sikkerhedsvagter og hele 18 numre på en fremragende aften, hvor der var fest fra start til slut.
Joe Satrianis “Earth Tour” kom tirsdag aften forbi den fynske hovedstad. En aften af de gode, med veloplagt publikum, suveræn lyd – og et band i en klasse for sig.
Haela Hunt-Hendrix sætter et knudepunkt i sit oeuvre med en plade, der trækker tråde til resten af hendes særegne og vovemodige diskografi.
Vi ved ikke helt, hvilken type Jesus, de har i Philadelphia. Men det er en hårdtslående type.