Den tredje fuldlængde fra portlandske bewitcher er dygtig rock-black, men mest interessant når den er noget andet.
Den hastige melodiske heavy metal havde det godt i firsernes Tyskland, men da det er 30-40 år siden, skal der stå bands klar i kulissen til at tage over. Det kan Axxion til dels.
Eller bare troen på den? Aarhusianske Hiraki lægger sig på deres andet album i sporet af den 90’er-revival, der i mangel på reelt nye idéer forsøger at genopfinde fremtidstroen.
Et støjende helvede af rumklang, afbræk og sonisk forstyrrelse
Sandstorms anden EP er kort, simpel, stærk og rå – og kan citere de store mestre uden at kopiere.
Drüben har med 'Ormene Æder Fuglene Til Sidst' lavet en fremragende depressiv black metal, der, hvis man ikke allerede havde livslede, giver en lyst til at give op.
Finske Planeetta 9 serverer doomet metalrock på finsk, og det gøres med enkle fængende virkemidler og nogle ganske overbevisende omkvæd på den 18 minutter lange nyligt udgivne EP.
Irske Soothsayer ligner endnu et pletskud fra Transcending Obscuritys kasse med nye bands, der bare kræver, at du lægger opvaskebørsten fra dig, smider telefonen i affaldsskakten og sætter dig ned og hører efter.
Hvis du er til klassisk heavy rock og metal, så lider du under, at de store bands synger på sidste vers. Derfor peger vi på nye bands, der kan bringe faklen videre. Første band i serien 'Nyt Fra Vestfronten' om genopstanden heavy rock og heavy metal er amerikanske Midnight Dice.
Finnerne har ry for at være nogle deprimerede og triste typer, der helst spiller hockey og begår selvmord, når de da ikke har flere metalbands per capita, end noget andet land i verden. Men efter at have set Hevi Reissu, er det ikke så blåt/hvidt endda.
Angelus Apatrida føles som nyfødte på deres syvende fuldlængdealbum. Hvis du er klar til at blive blæst omkuld, rystet i grundvolden og føle dig, som om du lige er blevet spyttet ud af en rasende thrash-vulkan, så hæng på – hvis du kan!
Genghis Tron gør comeback og skifter stil fra frenetisk 00'er-proghardcore til nysselig neoprog med blibbende synths. Resultatet lyder på en gang nutidigt og tilbageskuende.
Fæl, flydende og bevidsthedsudvidende stonersludge fra landet hvor kvinderne lyser og mænd plyndrer.
Metalcore anno 2021 behøver ikke altid være overproduceret, fyldt med rensang og et utal af mere eller mindre relevante gæsteoptrædener – men ambitionerne skal være højere.
Mike Patton har genoplivet Tomahawk for at udgive et coronaalbum, som han selv trækker ned i dyndet i grænselandet mellem det ulidelige og det halvvejs medrivende.
De engelske hard rockere fra Thunder lyder stadig umiskendeligt meget som Thunder. Og det er sådan set også ganske fint.
White Void er elegant og syret rock med højt til loftet båret af en fremragende vokal fra Lars Are Nedland fra Solefald og Borknagar. Som alle inspirationer, der måtte have skabt Ghost, parret med norsk lethed og ynde.
Memoriam har for længst gravet deres skyttegrav – og de bliver i den. Heldigvis, hvis man godt kan lide det sted, de har valgt at grave den.
Brødrene Loeffler brillierer trods skriveblokeringer og tydelige tegn på, at dette meget muligt kunne blive Chevelles sidste plade.
Der er mange måder at tackle lockdown på. For mange musikere er det åbenlyse valg at skrabe et eller andet gøgl sammen og smide det på gaden. InsideOut mener man kan sælge en hel serie af Townsend-rester og sender her første kapitel på gaden.
Shiny Daggers har syv minutters musik ude på vinyl i 100 eksemplarer, hvilket i følge pladeselskabet automatisk betyder "soon-to-be rare & cult". En omgang black, død, thrash med lidt af den nordiske stemning og som samlet set efterlader et "tja..."
Significant Points debut er et fint bevis på, at man ikke skal tænke sig for meget om, når man spiller heavy metal.
Sulphurous udgiver omsider nyt materiale, og det lyder til, at dødsmetallen stadig ulmer i det afdyb, hvorfra kun de mest dystre toner slipper ud.
Dybt, dybt, dybt at falde: Eyehategods nye plade er en opvisning i manglende engagement og ligegyldighed som musik.
Orden Ogans nye udspil er et episk værk på både godt og ondt.
Den nordiske blackened deathcore-scene er blevet en stilistisk pendant til såvel den traditionelle deathcore som den amerikanske blackened pendant – smukt eksemplificeret med ’Välde’, der er en lavt-stemt, langsom og tung succes.
Science-fantasy doom, som lyden af et skibsskrog, der knuses af trykkket på havets bund.
Ganske som forventet har Architects søgt en genremæssig udvikling. Desværre har briterne ikke styrke nok til at taget skridtet fuldt ud, og bandets niende fuldlængdeudgivelse ender med at være både fugl og fisk.
Anton Bregendorf er multiinstrumentalisten bag Hajn, der på 'EP' spiller en glimrende omgang dødsmetal flankeret af vokal fra blandt andet Baest og Xenoblight. Fremtiden er ikke her, men fremtiden er lys.
Endnu et lovende thrash-navn fra Østeuropa har set dagens lys. Eller det vil sige, at Performed har selv set lyset og udgivet en plade – efter et tolv år langt tillløb. Og det er vi glade for.
Ungdomssvinene modnes, og We Are Among Storms ryster fortid og forventninger af sig og træder ind midt i bulderet.
Detroit Stories fra Alice Cooper er fornøjelig nok. Men albummet har flere skæverter.
Du får lige så mange tæsk, du overhovedet kan nå.
Baests nye album er en naturlig – og bedre – opfølger til deres tidligere albums, som dog næppe overbeviser tvivlerne. Men de kan jo også bare høre noget andet...
Med fængende guitarlyd og en rytmisk forståelse for black og dødsmetal har Suffering Hour lavet et virkelig godt album.
Iotunn har lagt det snurrende kompas fra sig og sat kursen mod stjernene på et album, der udforsker nye territorier.
Daze of June har sandsynligvis udgivet et af årets bedste danske metalcore udgivelser – og det er et kæmpe problem.
Deiquisitor fortsætter deres stime af udgivelser med EP'en 'Humanoid', hvor de spiller den tunge dødsmetal, som er blevet deres varemærke.
Hollandske Epica er stadig lige så episke, storladne og varierede som et sønderjysk kaffebord, men danske Jacob Hansen har været med til at mixe fløden lidt mere stiv, og det har betydet en kærkommen opstramning af serveringsrækkefølgen. Dét hér smager godt. Rigtigt godt.
Polske Crystal Viper lever og ånder for den traditionelle heavy metal – og det er slet ikke så skidt.
Finsk dødsmetal i 90'erne er på sin vis i familie med svensk dødsmetal, bare fortalt gennem den sky, men finurlige og evigt foranderlige tvilling. En bog om finsk dødsmetal er således spændende, ikke mindst for den lange liste af interesante bud til dødsmetallerens pladesamling.
Det kræver skinger falsetsang og hysteriske guitarsoloer, hvis Manden med Weekendvesten skal overleve på de københavnske cykeljungler. Derfor tager han mexicanske Thunderslave med sig – og ingen cykelhjelm!
Selvom Love And Death lod til at være korsfæstet og borte, efter Brian Welch genoptog guitar-tjansen i KoRn, genopstår bandet nu, vender korset korrekt og udretter mirakler.
Ablaze My Sorrow spiller svensk melodød. Vores naboland har stolte traditioner indenfor den genre, men det er ikke alt, der er lige godt.
Katla har sammen med et vegansk pizzaria i København udgivet, hvad der tegner til at blive til årets fysiske udgivelse.Vi vurderer i en lynanmeldelse, om det er lykkedes.