The Sword spillede fint, men meget af det nyere materiale havde lidt svært at holde interessen fanget live.
Tante Olga lagde en stemningsfyldt og nostalgisk ramme om en intimkoncert med Illdisposed.
Det blev en svedig og fed aften på et udsolgt Beta, der dannede perfekte rammer til den udvidede "privatfest" med Raunchy som festindpiskere.
Voldsomme stemninger, elektroniske inputs og en flot produktion gør The Interbeings første fuldlængdeskridt aldeles solide.
Den danske undergrund har gravet Strychnos op, og den fæle lugt af had, gift, Satan og aggressioner fylder musikbilledet på deres nye EP.
Danmarks-debutanterne i Soilent Green tromlede de fremmødte fans på Beta, mens Today Is the Day var det perfekte brainy supportband.
Foo Fighters' syvende plade "Wasting Light" er bogstavelig talt lavet i garagen, og det lyder ikke helt tosset.
Endnu engang leverede Sick of It All festen til et hungrende publikum.
Dredg har droppet rocken til fordel for et mindre vellykket samarbejde med Dan The Automator.
Så er andet album efter forsangerskiftet i Scar Symmetry på gaden, og det er desværre en noget kedelig affære.
For dem som har været lidt trætte af at se Voice-TV segmentets musik blive fremført som FredagsROCK, gav Pretty Maids i påsken en tiltrængt opløftning til arrangementet.
Cancer Bats er ét af de yngre bands, der i den grad giver håb for fremtiden.
Meshuggah gjorde bedre figur, end på sidste års Roskilde Festival uden helt at nå fordums højder.
For nogle uger siden leverede det psykedeliske western-band, Spindrift, en glimrende koncert på Roadburn. Nu gæster de Loppen.
De canadiske veteraner i Voivod overraskede gevaldigt ved at give Roadburns måske bedste koncert – der var kort sagt old school for alle pengene.
Man mærkede, at Corrosion of Conformity i trioform virkelig havde noget at bevise, og varen blev så sandelig også leveret tilsat en smittende spilleglæde og et uovertruffen overskud.
De gendannede dødsmetal-legender i Winter leverede en komprimeret times ond og åndssvagt tung dødsmetal. Et kvarter mere ville have fået koncerten helt op i det røde felt.
Begge årets koncerter med amerikanske Blood Farmers bød på solid traditionel doom tilsat et væld af kult horrorfilm på bagtæppet, som ofte næsten overskyggede musikken.
Swans leverede festivalens måske mest kompromisløse koncert.
Et af årets første hovednavne på Roadburn, Pentagram, skuffede med en ikke særligt swingende, men derimod meget svingende koncert.
Candlemass' debutplade var også i liveregi en af verdens bedste doomplader.
Godflesh leverede en koncert, der flænsede huden af publikum.
Wolf ved godt, hvordan man skærer en heavy skive og forsøger ikke at skjule inspirationskilderne.
Metallens udbredelse til Maldiverne er et smukt eksempel på det gode ved globaliseringen, og Sacred Legacy er absolut værdige til at prøve kræfter med en af vestens smukkeste kunstarter.
Koncerten med Shrinebuilder var et sonisk virvar af fire forstyrrende egoer, der resulterede i festivalens dårligste koncert.
Semi-veteranerne i Acid King blev første navn på plakaten for den forsinkede Devilution-bil, og de leverede et tungt monument af en festivalstart.
Guano Apes indfriede langt fra forventningerne fredag aften på The Rock.
Udover at være lidt svære at sætte i bås, er Believer også svære at holde ud og holde af.
Man skal være forberedt på, at Between the Buried and Me vil sætte de fleste lyttere på en prøve med et ualmindeligt sært album.
Det klæder Burden at spille langsomt, men det ville øge nydelsen med større tempomæssigt variation.
Var det ikke for en dygtig, men meget uønsket tangentbokser, kunne Winds of Plague bade i positive ord.
Norther kombinerer og komponerer sig fint ad to forskellige metalliske veje, og har kun problemer med en kedelig produktion.
Fra tid til anden støder man på bands, der tager fat, hvor Bathory kunne have gjort det, og det er ca. det som Demonaz har gjort.
Sonne Adam er et ikke et band, man i dag ville forvente at finde på Century Media, men ikke desto mindre står de fælles om det israeliske oldschool angreb.
Pentagrams 'Last Rites' genforener to doom-legender, og det er der kommet en ufattelig fed plade ud af.
Illdisposed gør lige præcis som det passer dem, og det kan høres på den nye plade.
Kolde bajere og fed metal, Illdisposed gav som altid smæk for skillingerne.
Variationen i numrene og den tilbagelænede klasse, gjorde aftenen til en triumf for The Haunted.
Andet album fra Sylosis er en udmærket omgang moderne thrash metal, men bandet taber af og til lytteren i langtrukne sangafslutninger.
Red Fang byder ind med et godt bud på årets stoner-skive.
Necros Christos har ikke helt evnerne til at begå sig i en svær genre, men enkelte dele fungerer overraskende godt.
Vanir spiller lystigt på danernes mytologi og kunne have undgået en Fimbulvinterens kulde i denne anmeldersaga med mere metal og mindre pusten i udhulede knogler.
Inspirationskilderne er tydelige hos SIC, men det skæmmer eller skræmmer absolut ikke.
Indian er både skramlede, ramponerede og gennemtænkt, men også uden det sidste bid på deres tredje skive.
Amon Amarth sætter sikkert sejlene på seneste udspil, hvilket der kommer noget godt ud af, selvom det for det meste lyder af noget, man har hørt før.