Machine Head gør det umulige. Laver endnu et comeback. Fra asken rejser Machine Head sig og udgiver deres bedste album i flere år. Selvom det med Ø er fjollet.
Rotting Christ leverede varen og lukkede Næstved Metalfestival med manér.
Selv når ICS Vortex efterlader mindre skønhedsfejl gør det underværker med et stærkt band i baghånden – og Arcturus' status som supergruppe blev endnu engang bekræftet lørdag på Brutal Assault.
Danske Thorium udgiver med ’Danmark’ en plade, der vækker minder om den dødsmetal, bandet selv voksede op med i halvfemserne.
Iotunn leverede en solid præstation på Næstved Metalfestival, kun pletvist plaget af dårlig lyd.
Forventningerne var høje inden Thy Catafalque indtog Brutal Assaults hovedscene som deres første koncert udenfor hjemlandet Ungarn. Ville den orientalske stemning forblive intakt eller falde til jorden under omstillingen til praksis?
Der var varme, lys og rap-musik på Vesterbro, men dagens metalliske indslag trak albedoen dejligt meget ned.
Franske Dagoba satte gang i pitten og leverede en af de mest energiske koncerter på Næstved Metalfest.
Vores anmelder er (stadig) ikke til melodød, men er alligevel ved at blive lidt varm på Withering Surface efter adskillige optrædender. Men ok, vi er også i Næstved og der er også meget ild.
Lamentari vil gerne spille storladen satanisk black, hvilket er et gennemført sympatisk projekt. Desværre bliver det ikke helt overbevisende, selvom vor anmelders sorte hjerte banker for sagen.
Natjager tangerer blandingsmisbrug, men hiver den hjem på charme og skovsnegle.
Natten er faldet på i Næstved, da vor anmelder endelig (igen) står over for én af doomgenrens absolutte giganter. Heldigvis skuffer det, de trækker op fra sjælenes brønd, på ingen måde.
Hos Heilung går musik og historie igen op i en højere enhed.
Hæren var stor og hedensk, og den kom vidt omkring
…I don’t know if you’ve noticed, but I’m getting old… – Corey Taylor lagde ikke skjul på elefanten i manegen. Eller arenaen. Malmö Arena hvor Slipknot i aftes gav koncert.
Bobby Liebling var i charmerende perverteret lune, og det klassiske Pentagram-katalog blev støvet af med beton-tyngde til lejligheden på en af Brutal Assaults mere intime scener.
Blackbraids debut er overlegen, storladen, skøn og velspillet black metal, der bringer mere med sig fra Adirondackbjergene, end vi overhovedet kunne forvente.
Dele af den vigtige DNA bag In Flames og Dark Tranquillity er smeltet sammen på The Halo Effect, og det kommer der ganske hæderlig melodødsmetal ud af.
Med klassiske skråle-med-omkvæd og præfabrikerede fist pumps byder Arch Enemy på 45 minutters poleret single-parade.
Danske Pectora leverede en solid support, mens hovednavnet nok engang beviste, at de live er et af verdens fedeste thrash-bands.
En varm sommerdag i Pumpehusets Byhave bød på tung sludge og hidsig hardcore fra debutanterne i Grava og nyveteranerne i Rot Away.
Nervosa og Burning Witches gik direkte fra store festivaler til det lille spillested 1000Fryd og omstillede sig med brede smil. Alletiders aften i Aalborg.
Med vanligt overskud kunne Auðn levere en mere end godkendt koncert på Wacken, hvor masser af guitar og passioneret vokal gjorde udslaget.
Lamentari indtog Wacken Open Air i stegende hede, og trods kun 20 minutters spilletid fik de overbevist juryen om, at de var blandt de bedste i år!
Mens nogle var i Norge og se Enslaved, Emperor og Mayhem i Grieghallen og andre oplevede Slipknot skyde den af på Wacken, startede en af Danmarks mindre festivaler i Fredericia. Support Our Scene Fests andet år blev skudt i gang i Tøjhusets perfekte lokaler.
Cattle Decapitation gav en opvisning i grindcore, hvor fokus stadig er på deres seneste plade. Wackens publikum nød hvert øjeblik, som var det deres sidste.
Man behøvede ikke en krystalkugle for at forudse, at det genre-clash, der var arrangeret søndag aften i Pumpehuset, ville dele publikum og sende den ene halvdel ud i natten efter første band.
Wacken og Slipknot har ventet på hinanden i 23 år. Fredag kom forløsningen. Sikke et show, hvor vildskab var erstattet af professionalisme et hovednavn værdigt.
Slutspilkapitalismen tages under grundig og ukærlig behandling på den maskeklædte New York-trios femte album. Og panderne inden under maskerne er lige så høje som gruppens ambitioner.
Indonesiske Voice of Baceprot havde hjertet på rette sted på Stengade. Det samme havde publikum. Desværre var den musikalske side af sagen slet ikke på omgangshøjde med ambitionerne.
Oklahomas Chat Pile stiller skarpt på mental usundhed og samfundsmæssigt forfald i en sådan grad, at det forplanter sig til lytteren.
Wiegedoods fjerde album er en modig magtdemonstration, som får hårene i nakken til at rejse sig af både misantropisk afsky og begejstring
Lagwagon kæmpede sig igennem en koncert med flere udfordringer.
Mørke, østrigske skyer er drevet ind over os med rettidig omhu inden vinterens komme.
Efter 11 lange år er Negative Plane endelig tilbage med et album, der på én og samme tid er råt og primitivt, fængende og progressivt. Og et hovedværk i nyere black metal.
Man kan høre Billy Howerdels andre projekter på hans første solo-debut, men ’What Normal Was’ er heldigvis også meget mere.
Kellermensch tager os ned under overfladen, der hvor alt gør rigtig ondt, men slipper os heldigvis løs med en følelse af, at det hele nok skal gå.
Metalcorekvintetten fra London går nye veje og finder endelig deres helt egen lyd i lige dele storladen, spraglet drama og knogleknusende riffs.
Canadiske Sedimentum har netop udgivet et af årets mest ventede dødsmetalalbums og inviterer på dikkedarfrit område.
Canadiske Panzerfaust har lagt stilen en smule om, og resultatet er en iltfattig atmosfære, der kvæler alle forsøg på engagement.
Amerikanske Nothing indtog 1000Fryd i Aalborg sammen med lokale Vægtløs, hvilket blev en sveddryppende sommeraffære.
Royal Arena var stopfyldt med de unge over 50, da Queen og Adam Lambert fyrede en spektakulær hitparade af foran et måbende publikum.
Cross-over thrash med glimt i øjet og fuld fart over feltet. Municipal Waste har ikke mistet hverken tempo eller riffs på deres seneste plade.
SVIN introducerer sig selv på deres syvende og hidtil mest elektroniske album. Lidt sent at præsentere sig selv, men den danske noise/jazzrock-trio er jo heller ikke kendt for at være musikalske Emma Gad-typer.
Ashenspire bombarderer sanserne med grå depression og glimtvise melodiske håb i et utroligt vedkommende og gribende værk.