Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 2013: Guiden

Populær
Updated
Copenhell 2013: Guiden

Devilution ser frem til weekendens Copenhell, og som en introduktion til årets festival smider redaktionens stab her en række foromtaler af sted til plakatens forskellige navne.

TORSDAG

FALL OF PANTHEON – Pandæmonium, kl. 18.00.

Fordi: Der diskes op med dødsmetal i sin reneste form, og så er det dansk, så der skal supportes i vild stil. Det er slet ikke for meget at lave bannere og tegne omvendte kors i panden her. Fall Of Pantheon holder stilrent fast i en gennemgående og insisterende tyngde, og kombineret med velskårne sangtitler som ’The Price Of Betrayal’ og ’Punishable By Death’ skal det nok blive ondt. Man bør gribe chancen og få ornamenteret sit metalhjerte, hvis Fall Of Pantheon kan holde album-niveauet, når de hamrer på ambolten live og åbner hele festivalen som de første.

For fans af: Suffocation, Aborted, The Red Chord.

Pensum: 'Oculus’, ’The Shadow Envelops All'.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste interview!



DEUS OTIOSUS – Pandæmonium, kl. 19.30.

Fordi: Vinderne fra Royals rockbattle om årets sidste plads på plakaten, Deus Otiosus, har rumsteret i undergrunden de seneste par år. Det er nu, at kvintetten skal bevise, at deres thrashede dødsmetal har pondus nok til at sende bandet et velfortjent skridt frem i karrieren. I vores anmeldelse af sidste års ’Godless’ blev der uddelt topkarakter, og bandet fortsætter den gode stil på det nye materiale, som de gav en smagsprøve på under april måneds Dark Mental Festival.

For fans af: Old school-dødsmetal og musik med triple-growleri!

Pensum: 'Godless'.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!
Seneste interview!

THE DEFILED – Pandæmonium, kl. 20.45.

Fordi: The Defiled repræsenterer en industrial-præget metalcore som de eneste i Copenhells tudesmukke, men noget nostalgiske line-up i år. The Defiled vil være for de, der savner et mere moderne indspark. De mixer elementer fra hardcore med synth, breakdowns og en elektronisk, hårdtkomprimeret lyd, og der er dømt gedigen underholdning når The AvD (synth, backing vocals) entusiastisk kaster rundt med sit lille keyboard, hvad han har for vane live.

For fans af: Bury Tomorrow, Static-X, Devil Sold His Soul eller for de særligt friske, der altid har drømt om at se 30 Seconds To Mars spille hardcore på speed.

Pensum: ’1888’, ‘Grave Times’, ‘Daggers’



HATESPHERE - Pandæmonium, kl. 22.30.

Fordi: Aarhus' store dødsthrashmaskine altid fyrer den godt af, og fordi du ikke har lyst til at gå glip af det store navn i torsdagens opvarmningsceremoni på Refshaleøen. Med 'The Great Bludgeoning' fra 2011 er Hatesphere stadig et af de mest relevante bands på den danske metalscene. Og så virker had og helvede jo til at være en oplagt kombination, så Hatesphere på Copenhell er et godt match.

For fans af: Obituary og Slayer.

Pensum: 'Hatesphere', 'The Sickness Within' og 'The Great Bludgeoning'.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!
Seneste interview!

FREDAG

BY THE PATIENT - Pandæmonium, kl. 14:30.

Fordi: 2010-vinderne af Wacken Metal Battle - udover at have spillet på det tyske heavymekka - allerede har spillet på Roskilde og turneret Europas landeveje tynde, og med udgivelsen af den skamroste toer 'Premonitions' i efteråret satte de en tyk streg under, at de hører til blandt landets mest talentfulde upcomning bands. Forvent en intens, stram, skægget og velspillet oplevelse fra det ondsindede og atmosfæriske københavnske dødsblack-foretagende.

For: Alle fornuftige mennesker, der kan se det kloge i at kombinere Immolation, Amon Amarth og Trivium, så det ikke lyder som nogen af delene.

Pensum: 'Where Time Collapsed' og 'Veil of Depression'.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!
Seneste interview!

BETWEEN THE BURIED AND ME – Hades, kl. 15.30.

Fordi: Det er kompleks og progressiv metal af den hårdere støbning. Om deres seneste plade skrev vi, at der er tale om en eksperimenterende musikalsk legestue – det er ingen underdrivelse. Teknikken sidder, hvor den skal, og i forbindelse med Between The Buried And Me har vi namedroppet alskens referencer som Dixie Dregs, Devin Townsend, Meshuggah, Düreforsög, Mike Oldfield og Pink Floyd, så der er ikke andet for end at opleve paradokserne ved selvsyn og danne sin egen mening, når Carolina-kvintetten disker op med udfordrende mædl til fredagshegnet.

For fans af: Shai Hulud, Mastodon, Architects,

Pensum: ’Between the Buried and Me’, ’The Silent Circus’, ’Alaska’, ’Colors’, ’The Great Misdirect’, ’The Parallax: Hypersleep Dialogues (ep)’, ‘The Parallax II: Future Sequence’,

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!



PURIFIED IN BLOOD – Pandæmonium, kl. 16.00.

Fordi: Nordmændene fornemt vader frem og tilbage mellem metal, rock, dødsmetal, hardcore og black metal på en meget medrivende og catchy facon. Overordnet kan det kaldes metalcore, men sangskrivningen og melodierne vil mere, og man kan sagtens finde en solo, der kunne være tvilling til noget fra Metallicas fornemste, ’Master of Puppets’. Og showmæssigt er der fart på, så tømmermænd fra fredagens program er nok hurtigt glemt!

For fans af: Caliban, The Black Dahlia Murder, Heaven Shall Burn.

Pensum: 'Mot Grav', 'Iron Hands', -Flight of a Dying Sun'.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!



AMON AMARTH - Helviti, kl. 16:30

Fordi: Alt, hvad Amon Amarth står for og gør, er rigtigt. Bandet er en melodødsmetallisk hyldest til alt, hvad der er blæret – dvs. alt, hvad der er viking. Med en storladen og kontrolleret lyd spiller bandet malerisk om de nordiske guder og vikingetiden, så jætter, turser og englændere må skælve. At dømme efter pip fra Sweden Rock er bandet tilbage i topform her en uge inden Copenhell, og også den nye plade, som bandet udkommer med i slutningen af juni måned, er af en kvalitet, som lover godt for koncerten.

For fans af: Unleashed, Entombed.

Pensum: 'Fate Of Norns', 'Twilight Of The Thunder God'.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!
Seneste interview!



ILLDISPOSED - Hades, kl. 18.00.

Fordi: Dødsmetallen ikke har bedre ambassadører i Danmark end Illdisposed. Det er stadig det største navn i genren herhjemme, og 22 år inde i karrieren er Bo Summer og co. stadig gode på scenen. De har adopteret et par strengevridere fra genrebrødrene i Crocell i deres nuværende opsætning og vil fredag eftermiddag være klar til at åbne for sluserne, når der skal kastes dødsmetal med et twist i ansigtet på fadølshungrende metalfolk.

For fans af: Suffocation, Death, Morbid Angel, Carcass og Entombed.

Pensum: 'Submit', '1-800-Vindication' og 'Sense The Darkness'.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!
Seneste interview!

CANCER BATS - Pandæmonium, kl. 18:15.

Fordi: Canadiske Cancer Bats er på vej opad og virker ustoppelige. Musikken er på en gang dyster og skrabet, samtidig med at der er en flabet og selvironisk undertone. Bandet formår musikalsk at blande forskellige metalliske sydstats- og sludgevibrationer med punkrock, hvilket der er kommet en potent bryg ud af – ikke mindst live.

For fans af: Crowbar, Gallows, The Dillinger Escape Plan.

Pensum: 'Bears, Mayors, Scraps, And Bones', 'Dead Set On Living'.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!
Seneste interview!

IN FLAMES - Helviti, kl. 19:00

Fordi: De scorede karakteren 666m sidst de var i Danmark, og fordi de sjældent skuffer. In Flames har sammen med bands som At The Gates og Dark Tranquillity støbt Göteborglyden i beton for snart 25 år siden og pisker den videre ind i dette århundrede ad nye veje og med stor entusiasme. Kongerne af den melodiske dødsmetal har forlængst distanceret deres artsfæller i succes og folkelighed. Og det kan godt være, at der stadig brøles og buldres, men live står svenskerne for storladen stadionmetal og en perlerække af sikre publikumstræffere - under de rette omstændigheder leverer In Flames magi på scenen, som ved sidste års Wacken Open Air. Vi tror på noget lignende på Copenhell.

For fans af: At the Gates og Dark Tranquillity.

Pensum: 'Take This Life' og 'Drifter'.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!



SCARRED BY BEAUTY – Pandæmonium, fredag kl. 20.30.

Fordi: Det er motion for både krop og hjerne. Scarred By Beauty har et så imponerende aktivitetsniveau på scenen, at hvis man lader sig lokke med på bare et par af de af og til nærmest koreograferede ”dansetrin” fra de fem herrer, så vil man gå svedende fra oplevelsen. Musikken er en tætpakket og nærmest kaotisk art metalcore, som bombarderer hjernen. Heldigvis har danskerne en sans for det umiddelbart fængende, så selvom det kan blive sært undervejs, så er der med rund hånd strøet fængende, fede riffs ind i musikken.

For fans af: The Dillinger Escape Plan, Architects, Meshuggah.

Pensum: 'Egypt, I am Dying', ’We Swim’, ’Circle the Resorvoir’.
Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!
Seneste interview!



GHOST - Hades, kl. 20:30.

Fordi: Svenske Ghost musikalsk set er er det band, der har mindst at gøre på Copenhell. Yderst pompøs halvfjerdserrock med storladne korsatser, overdreven brug af keyboards og orgel og indhyllet i røg, der vil mindre ældre københavnere om det nærliggende Slaget på Reden. Men Ghost gemmer de stærke melodier bag et satanisk udtryk, der vil gøre King Diamond stolt, og de onde skal man aldrig kimse ad.

For fans af: Blue Öyster Cult og Mercyful Fate.

Pensum: 'Year Zero' og 'Secular Haze'.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!
Seneste interview!


ALICE IN CHAINS - Helviti, kl. 21:30.

Fordi: Man altid er i gode hænder hos Alice In Chains. Bandet, der slog igennem som et af de store grungebands, har formået at genrejse sig efter at have ligget underdrejet i næsten et årti. En periode, hvor bandets forsanger som bekendt junkede sig ihjel. Nu er de altså tilbage med en cool og stemningsfuld gang tungrock, som man selvfølgelig kan høre af nostalgiske grunde, men også fordi bandet har mere skaberkraft tilbage i sig – noget, man kan høre på de seneste to udgivelser fra hhv. 2009 og 2013.

For fans af: Soundgarden, Pearl Jam, Black Sabbath.

Pensum: 'Dirt','Jar of Flies', 'Black Gives Way To Blue'.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!
Metaldiktator!



CELESTE - Pandæmonium, kl. 22:45.

Fordi: Celeste fra Lyon i Frankrig er en ganske aparte størrelse at klassificere, sådan som de på tre fuldlængder (fra hhv. 2008, 2009 og 2010) har fusioneret episk og atmosfærisk metal med lyden af såvel black som screamo. Det, der på papiret muligvis ikke rigtig burde fungere, fungerer dog i virkeligheden overraskende godt. På Copenhell vil Celeste formentlig være et af de mere udfordrende bands på plakaten, som der her gåes mere op i resonans og sonisk snavs end i det melodiøse. Snavs hænger dog unægteligt sammen med de politiske størrelser, Celeste synger om (deres seneste plade, 'Morte(s) Nee(s)' var en konceptplade om kvindeundertrykkelse), og bidrager til den nihilistiske stemning, der kan siges at være musikkens omdrejningspunkt. Dermed ikke sagt, at melodierne ikke er stærke hos Celeste, det er de skam, men melodierne bæres frem via en tålmodig tilbagelænet wall-of-noise-struktur.

For fans af: Liturgy og Gojira.

Pensum: Skæringen 'Ces Belles De Rêve Aux Verres Embués' sælger bandet ufatteligt godt.


PARKWAY DRIVE – Hades, kl. 23.00.

Fordi: Parkway Drive er garant for en fest af kaliber. Med flere deciderede hitplader i bagkataloget er der kommanderet fællessang og moshpits, allerede inden koncerten er i gang. Hvis man er en luskebuks og har tjekket, hvad de sandsynligvis vil diske op med på Copenhell fredag aften, vil fans blive lettere hysteriske over at finde ’Idols And Anchors’, ’Boneyards’, ’Deliver Me’ og ’Carrion’ på sætlisten, mens nye lyttere må lade sig forføre i nuet, for frontskrigende McCall og venner er et drevent og entusiastisk liveband, der ikke skal misses.

For fans af: Trivium, Protest The Hero, Unearth.

Pensum: ’Killing With A Smile’, ’Horizons’, ’Deep Blue’, ’Atlas’.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!


DANZIG - Helviti, kl. 00:15.

Fordi: Det er 25-årsjubilæet for udgivelsen af Danzigs selvbetitlede debutplade, hvilket man kun kan takke Copenhell ærbødigt for at have fundet plads på plakaten til at fejre. Glenn Danzigs blotte natur er i sig selv en institution i mørksindet badass-metal, og er den snart 58-årige legende på toppen, når han fredag aften indtager Helviti, er der potentiel awesomeness i vente. Sidste gang han gæstede Danmark - det var i Amager Bio for to år siden - vægtede divahumøret godt nok højere end spilleglæden, hvilket mest resulterede i en flad parodi på en rockkoncert. Men vi tror på, at det fesne var en engangsaffære, og der er ikke meget på årets festival, vi glæder os mere til end at råbe med på 'Twist of Cain' og 'Long Way Back from Hell', mens vores fadøl skvulper over. At Danzig desuden tager sin gamle Misfits-buddy Doyle Von Frankenstein med på spade, og at sætlisten derfor må forventes at blive krydret med 'Last Caress' og 'I Turned Into a Martian', gør ikke ligefrem jubilæet mindre spændende!

For fans af: Misfits, Metallica, bajere og wifebeaters.

Pensum: 'Mother', 'Twist of Cain, 'Her Black Wings'.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!



LØRDAG

IMPALERS – Pandæmonium, kl. 12.15.

Fordi: Der kun er en måde at kurere fredagens tømmermænd på: thrash metal! Med pumpende riffs og en overflod af soli tilsat en fandenivoldsk attitude skydes lørdagens fest sikkert i gang, når Impalers fra Haderslev åbner helvedes porte om lørdagen. Og med den spritnye og hårde debutudgivelse ’Power Behind the Throne’ er der garanteret sikker thrash metal, som det lød i 1980’erne.

For fans af: Metallica og Slayer, som de lød for 30 år siden.

Pensum: ’Power Behind the Throne’.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!
Seneste interview!

MALRUN - Pandæmonium, kl. 13:30.

Fordi: Aarhusianerne efter udgivelsen af det hamrende stærke overflødighedshorn af brutalitet og stærke melodier, 'The Empty Frame' fra 2012, har skamturneret Europa i jagten på et gennembrud, der virker mere og mere sandsynligt, i takt med at bandet modnes live. Besøget på københavnske KB18 i efteråret var en magtdemonstration, og hjemlandet, som endnu ikke har fået øjnene nok op for kvintetten, bør komme i gang her.

For fans af: Mercenary og pompøs heavy metal i almindelighed.

Pensum: 'Shadowborn' og 'The Iron March'

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!
Seneste interview!

ACCEPT – Helviti, kl. 14:30.

Fordi: Skønt Accept ikke længere er frontrunners på samme måde, som de var i begyndelsen af 80’erne, så hersker der efterhånden alligevel generel konsensus om, at Accept siden gendannelsen i 2009 med ny trommeslager (han hedder Stefan Schwarzmann og har bl.a. spillet med Helloween, U.D.O., Krokus og Running Wild, men har ikke fået megen opmærksomhed i Accept, hvilket givetvis er et positivt tegn i lige netop dette tilfælde) og ny sanger i form af Mark Tornillo som afløser for den lille tykke, har været særdeles godt kørende. De to seneste album, ’Blood of the Nations’ (2010) og ’Stalingrad’ (2012) har fået megen ros og pæne hitlisteplaceringer, og de to nye medlemmer har givet pumpet nyt blod i Accepts aldrende ”metal heart”. Ved Accepts seneste koncert i Danmark var Devilutions udsendte ikke helt tilfreds med hverken lyd eller showmanship, men vi stoler på, at det var en enlig svale, og at de bundsolide tyskere viser, hvorfor de er et af alle tiders største metalbands.

For fans af: Judas Priest, U.D.O., Saxon.

Pensum: ’Fast as a Shark’, ’Princes of the Dawn’, ’Balls To the Wall’.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!

NEWSTED - Hades, kl. 15.30.

Fordi: Du har også hørt Metallica på et tidspunkt. Du har måske, måske ikke, set Metallica med Jason Newsted på bas. Det er underordnet. Nu kommer giraffen. Manden, der i to omgange reddede Metallica fra at implodere. Første gang var i 1986, da han tog over for den afdøde Cliff Burton, og anden gang i 2001, da han forlod bandet til alles bedste. Han har sin egen musik med, og du får også et par klassikere fra hans tid i det store band. Det vil du ikke gå glip af.

For fans af: Metallica.

Pensum: 'Metal'-ep'en samt 'Whiplash' m.fl. fra dem der, du ved nok ...

Seneste pladeanmeldelse!

SATURNUS – Pandæmonium, kl. 15:45.

Fordi: De danske doomkonger Saturnus spiller for første gang på Copenhell, og de gør det med et aldeles glimrende album, ’Saturn in Ascension’, samt en del koncerter i bagagen. Det er en yderst velspillende besætning, Saturnus opererer med, men man kan dog godt tillade sig at håbe på, at der er rettet lidt op på balancen i lydniveauet i forhold til den seneste koncert på Heavy Days in DoomTown, hvor keyboardet fyldte vel rigeligt i lydbilledet. Det er lidt en skam, at Saturnus spiller så tidligt på lørdagen, som tilfældet er, for deres melankolske doom ville nok gøre sig bedre tættere på mørkets frembrud. Men når Saturnus er bedst, betyder den ting på den anden side ikke så meget.

For fans af: My Dying Bride, (tidlig) Paradise Lost, Tristitia.

Pensum: ’Christ Goodbye’, ’I Love Thee’, ’Litany of Rain’.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!

SABATON - Helviti, kl. 16:30.

Fordi: I forbindelse med udgivelsen af 'Carolus Rex' sidste år udskiftede forsanger Joakim Brodén og bassist Pär Sundström samtlige medlemmer, uden at det på nogen måde ændrede konceptet. Svenskerne buldrer stadig ufortrødent videre iført camouflagetøj og tonstung midttempo heavyvmetal med flair for simple og bastante melodier og poesi om blodige opgør på historiske slagmarker.

For fans af: Sverige, Krig, Accept og Judas Priest.

Pensum: 'Primo Victoria' og 'Coat of Arms'.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!

EVERY TIME I DIE – Hades, kl. 18.00.

Fordi: Det er lige på og in-your-face. Perfekt til et smadderkomplot af de større foran Hades, for Every Time I Die med brødrene Buckley i front er kendt for at være et energisk liveband i særklasse. Every Time I Die har stort set bevaret originalbesætningen og er en sammentømret gruppe med en rutine, der ikke kan undgå at blive bemærket.

For fans af: Cancer Bats, Maylene And The Sons Of Disaster, The Damned Things.

Pensum: ’Last Night in Town’, ’Hot Damn!’, ’Gutter Phenomenon’, ’The Big Dirty’, ’New Junk Aesthetic’, ’Ex Lives’.

Seneste koncertanmeldelse!



GRAVE – Pandæmonium, kl. 18:00.


Fordi: De svenske dødsmetallegender altid er garanter for en meget velgennemført omgang svenskerdød af den allermest klassiske skole, og det skader jo heller ikke, at der er lidt dødsmetal på en lidt dødsfattig Copenhell. Bandet får meget ud af en deres lidt gammeldags tilgang, og de vil gøre alle, der har hang til midtempo-dødsmetal af den gamle skole, glade.

For fans af: Entombed, Unleashed, Dismember.

Pensum: ’Into the Grave’, ’Hating Life’, ’Soulless’.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!

TESTAMENT - Helviti, kl. 19:00.


Fordi: Ikke meget er så metallisk som firserthrash, og det er netop, hvad man får med Testament – thrash metal af amerikansk afstøbning, vel at mærke. Bandet hørte til blandt det store tilbage i firserne, selvom de i popularitet ikke helt nåede op på siden af de fire store. Alligevel gjorde de sig bemærket for deres fræsende fart og høje musiktekniske niveau. Et niveau, som bliver holdt til trods for de mange udskiftninger i besætningen, som Testament har været ude for. Eksempelvis kan trommenørder nyde den navnkundige Gene Hoglan bag gryderne på denne tur.

For fans af: Exodus, Slayer, Metallica, Flotsam & Jetsam.

Pensum: 'The New Order','The Ritual'.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!

BORNHOLM – Pandæmonium, kl. 20.00.

Fordi: Man godt kan trænge til lidt ondskab sådan en lun lørdag aften mellem Testament og Alestorm. Der er gode nyheder for de pergament-blege danskere der lider af allergi over for dagslys, for der er sgu ikke meget solskin over scenen, når Bornholm lukker op for en melodisk malstrøm til de sortklædte masser. Ungarerne spiller atmosfærisk og dvælende black metal med en eftersmag af folk-tradition, og det eneste, der adskiller dem fra andre i genren, er, at man kan læse bandnavnet. Det må de lige arbejde lidt med.

For fans af: Enslaved, Bathory,

Pensum: 'Awakening Of the Ancient Ones’, ‘...on the Way of the Hunting Moon’, ‘March for Glory and Revenge’, ‘Inexorable Defiance’



ALESTORM - Hades, kl. 20:30.

Fordi:
De vil dele horderne. "Piratmetal - Naturligvis!", siger den åbensindede - "Det lyder benhårdt!" Hvorimod triste skeptikere vil rynke på deres flamboyante overskæg og tale smudsigt om fjollerier. Og det smukke ved Alestorm er, at begge har så inderligt ret. Det er skørt, det er sange om kølhaling og en flaske rom. Men det er også metal, der er flængende som en krumsabel, fængende som en tønde krudt og det hele taget et absurd sørøverbal.

For fans af: Pirates of the Caribbean og Hammerfall.

Pensum: 'Keelhauled', 'Midget Saw'.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!

DOWN – Helviti, kl. 21:30.

Fordi: Med Phil Anselmo i spidsen finder man næppe en mere ustabil frontmand på årets Copenhell. Vildskabens niveau fra tiden i Pantera er måske næppe det samme, men manden virker stadig ligeså ustabil som nitroglycerin. Som det sprængfarlige stof er Down da også en eksplosiv cocktail med Crowbars Kirk Windstien på guitar, Eyehategods Jimmy Bower på trommer og Corrosion of Conformitys Pepper Keenan på guitar, mens Patrick Bruders har overtaget bassen, efter at Panteras Rex Brown forlod gruppen i 2011. Kort sagt er det her vel nok den største supergruppe inden for metal-branchen, hvor bandets stil er lige-i-fjæset og hårdtslående sydstats-sludge-metal. Sidste års ’The Purple’ ep var godt nok en skuffelse. Men bare rolig, bandet spiller angiveligt og primært kun numre fra debuten og hovedværket ’NOLA’.

For fans af: Phil Anselmo, Crowbar, Corrosion of Conformity, Eyehategod.

Pensum: 'Nola'

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!
Metaldiktator!



ESSENCE - Pandæmonium, kl. 22:30.

Fordi: Nordjyske Essence er aktuelle med 'Last Night of Solace', kommer direkte fra en længere turne med Hypocrisy og netop har varmet op for Megadeth i Store Vega. Det går mere end godt for bandet, som har lyttet til store mængder firsertyskerthrash, og som måske ikke har opfundet noget som helst, men som til gengæld forfiner en velkendt opskrift og udfører den skræmmende oplagt og kompetent.

For fans af: Kreator og Exodus.

Pensum: 'Blood Culture' og 'Arachnida'.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!
Seneste interview!

GOD SEED - Hades, kl. 23:00.

Fordi: Hvor der før var Gorgoroth, er der nu God Seed, og hvis Guds afkom er Adam og Eva, så har paradisets børn aldrig været repræsenteret smukkere end i skikkelse af Gaahl og King ov Hell. Med en kvartet af habile musikere bag sig indspillede de to legendariske norske black metal-musikere sidste år debutpladen 'I Begin', hvilket er en mere end gedigen plade bestående af ond, minimalistisk true black metal-fræs tilsat et frenetisk, episk kaos baseret på henholdsvis trommer og synth. Lortet er kort sagt depraveret og på alle måder in your face, og det håber vi også, at bandet er, når de lørdag aften forhåbentlig brænder Hades-scenen af helvede til for i år. Som sidebemærkning skal det samtidig siges, at 'I Begin', er indspillet med Motorpsychos Kenneth Kapstad bag trommerne. I live-regi har God Seed såvel spillet med og uden ham, og hvorvidt han er med, når bandet gæster Copenhell, må man vist bare vente og se. Men skulle det vilde ske, at God Seed og Copenhell får glæde af Kapstads maniske free-jazz-spil ... aaaaaargggh ...!

For fans af: Gorgoroth og Lucifer selv.

Pensum: 'I Begin' + diverse Gorgoroth-sange som 'Carving a Giant', 'Wound Upon Wound' og 'Exit - Through Carved Stones'.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!



KING DIAMOND – Helviti, 00:15.

Fordi: Copenhells ubestridte hovednavn spiller i Danmark for første gang siden 2006, og det er alt for længe siden, men diskusprolaps og en tredobbelt bypassoperation har haft held til at holde legenden væk fra scenen – noget, de højrekristne kredse aldrig rigtig opnåede, dengang King var mest kontroversiel. Nu er Kongen holdt op med at ryge og er sat på en stram diæt af hustruen, og det skulle efter sigende have resulteret i en veritabel storform for monarken fra Hvidovre. Koncerten på Copenhell (og på resten af turen) er med det helt store sceneshow, og foregår i øvrigt næsten på King Diamonds fødselsdag … Mon ikke man kan skrue forventningerne op i et lag, hvor enevældens genindførelse er en realistisk mulighed?

For fans af: Mercyful Fate, alt der er metal.

Pensum: 'Abigail', 'Tea', 'Sleepless Nights'

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!
Seneste interview!
Metaldiktator!