Alkymist holder jernet i ilden og finder hinanden på den alt andet end svære toer. Er der nogen retfærdighed tilbage i verden, vil 'Sanctuary' sætte Danmark tydeligere på doom-kortet.

Græsk ørkenrock lige til at smide på anlægget i din gamle spand, når du skal ud at køre i sommervarmen.

Barishi har tryllet i laboratoriet og brygget en fremragende formular for tunge riffs med skæve haler på i et resultat, der smeder gammelt Mastodon med ditto Opeth. Resultatet er stærkt i den enkelte sang, men ensformigt somhelhed.

Manden med Weekendvesten er sulten efter ægte heavy metal, og han er denne gang i selskab med et lige så hungrende pigebarn.

Glenn Danzig fylder 65 til sommer, og det kan godt være svært at holde den hårdtslående og ditto -bollende facade oppe.

Katatonia opretholder stimen efter 11 års elendighed.

Trivium er tilbage med en udgivelse, der er velkomponeret, finpoleret og sikkert vil tilfredsstille deres fans. Objektivt set står det dog noget stille for den amerikanske kvartet.

Det var en kærkommen revolution af dansk satire, der skete i midten af 90’erne, hvor et par venner fandt en omvej til det folkelige gennembrud gennem en nichegenre.

Filmen om thrash metal er her. Hetfield, Hammett, Ulrich, King, Araya, Lombardo, Holt, Mustaine, Ellefson, Hunting og mange flere fortæller om starten på genren.

(0)’s debutalbum blæser frem og tvinger forhåbentlig danske black metal-amatører til at overveje, om de kan leve op til standarden

I pagt med tidsånden fører lyden af en respirator Pure Reason Revolution tilbage til rødderne efter ti års dvale. De har meget på hjerte – men vedkommer det os?

Selvom ’Motion’ er en forholdsvis banal og fuldstændig  identitetsløs udgivelse, har South Haven succes med at skrive flere stærke og mindeværdige sange.

Med ‘Phylogenesis’ kværner amerikanske Abysmal Dawn ubønhørligt derudad. Tempo og aggressivitet er de primære ingredienser på deres femte plade.

Oranssi Pazuzu har fundet deres helt egen niche mellem krautrock og black metal. Til tider er det rent ud vanvittigt, men selv når er på dybt vand, er der melodier at holde fast i.

Vi kendte ikke argentinske Medium. Det gør vi nu. Og det bør du også. Crustpunk, grindcore og en snert af svart metal gennemsyrer bandets debut-ep, der indtil videre er årets positive overraskelse.

Nogle gange må man bare erkende, at velvilje ikke er nok. Hexvessel har intentioner om både dit og dat, men det hele bliver en rodet affære, der trænger til en gennemarbejdning og en tur med tættekammen.

Som klokkerne ved midnatstide ringer canadiske Loviatar natten ind

Forndom lukker øjnene for nutiden og skeler mod folklorens svundne tid, hvor alting var mere sort og hvidt. En stemningsladet tidsrejse for hedninge med svaghed for Nordens gamle dyder.

Det kan godt være, at man hverken finder måne eller citron i en citronmåne, men man finder dog sort kunst på Svartkonsts andet album, der på fineste vis lader klassisk svenskerdød krydse klinger med ditto black.

Grungebandet fra San Diego går akustisk på ‘Perdida’, der viser dem fra en afdæmpet og sorgfuld side. En melodiøs og trist udgivelse. Og kedelig.

Nightwish-toget kører, som det har gjort i 24 år. De stopper ikke for nogen, men man er velkommen til at hoppe med.

The Black Dahlia Murders seneste udgivelse er en forglemmelig fornøjelse.

Ferocity er tilbage efter syv år med et album, der har lidt af alt det gode og døde, men mangler det højdepunkt eller to, der ville sætte det smuldrende kranie på toppen af ligbunken.

Manden med Weekendvesten er udfordret af kalorierige fristelser og forsøger at slå tilbage på overspisningen. Men Haunt hjælper ham ikke i den ulige kamp.

Testament har med ’Titans Of Creation’ udgivet et umiddelbart rigtig fint album. Men vil vi huske det, når coronakrisen er ovre? Eller om 10 år?

Candlemass har skrabet en ep sammen på blandede rester fra indspilningerne til forrige album, fordi der jo nok er enkelte derude, der synes, det er det værd. Bare ikke os.

Efter den sprudlende ‘Phantom Anthem’ er det et antiklimaks at lytte til ‘Guardians’. Pladen er for kompleks, for indviklet og savner gode sange.

Slovakiske Malokarpatan er gennemført sære og sært gennemførte på deres tredje album, der forener landlig atmosfære med jerntæppe-black og prog-excesser.

Night Fligt Orchestras femte album er en magtpræstation i sangskrivning, men vi ville ikke være Devilution, hvis vi ikke påpegede den svage side.

Københavnsk midtvejskrisepunk, der gør tilnærmelser til både ham den unge karseklippede og hende den lækre mor nede i børnehaven

Coronaviruslockdowninspireret transatlantisk klassisk rock-gone-black metal-collaboration er det pureste guld!

Dansk crust-punk-black-metals store håb leverer kun delvist

Det er svært at sige noget positivt om ’Mother’, udover at In This Moment lykkes at skabe en rød tråd gennem deres forsøg på at malke penge ud af ligestillingsdebatten.

Troede man, at en nedre grænse var nået for, hvor kalkuleret, forceret og leflende metal kunne laves, havde man ikke regnet med Justify Rebellion. Det unge bands andet album er en klar kandidat til årets mest frastødende danske plade.

Det bliver ikke Cabal, der byder på det nye og overraskende i disse kedsommelige Corona-karantænetider. Bandets andet album er etteren om igen og savner udvikling og evnen til at satse.

Arjen Anthony Lucassen valgte i 2019 at opføre hele sit Ayreon album ’Into the Electric Castle’ live med et hav af gæstemusikere og gæstesangere. Det vil blive mødt med glæde blandt de få, men med ligegyldighed fra de fleste.

Manden med Weekendvesten kæmper hårdt og ustoppeligt for et slidt image, mens engelske Skyryder gør kampen til skamme.

De tyske metalcore-konger vender tilbage efter en signifikant længere udgivelsespause end normalt. Til gengæld er det en dobbelt-udgivelse. Desværre.

Sympatiske tekster og et par stærke fuldtræffere er ikke nok til at redde et miskmask af kedsomhed på Pearl Jams første nye plade i syv år.

Lamentari tænker stort og folder vingerne ud på debut-ep'en. At de som metalliske sangskrivere overhovedet ikke er flyvefærdige, ødelægger dog meget af oplevelsen.

At beskrive Igorrr er som at forsøge at sømme spaghetti fast til væggen. Begge dele er et ugudeligt og klistret Sisyfosarbejde, og det er lige så umuligt, som det er underholdende.

I en simpel, voldsom lyd vokser rasende riffs til melodisk storhed, når franske Cénotaphe lader debutalbummet servere lytteren en forfriskende bidsk black metal.

Klippe-klistre-black metal med fingrene smurt ind i norske efterladenskaber. 

Finske Aethyrick fortsætter den melodiske black metal, de påbegyndte på debutalbummet. Resultatet vinder få innovationspriser, men er så meget desto mere vellykket.

Manden med Weekendvesten har ikke længere flot hår med spaltede spidser at headbange med, og derfor får han brug for heavy metal i form af svenske Ambush til give ham samsonsk styrke.