Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2022 – Tobias Holst

Populær
Updated
20220808_194737~2

Skrøbelighed, fællesskab, mental sundhed og omsorg. Og naturligvis blod på dansegulvet. Det er, hvad Vor Mand på Vestegnen har sat pris på i år.

Forfatter

Farvel, 2022. Din elendige skidespræller af et shitshow.

Årets danske album:

1. Tvivler – ‘Kilogram’
Der er så mange ord, der kunne siges og skrives om Tvivler’s ‘Kilogram’, at det halve kunne være nok. Ikke desto mindre har jeg, siden pladen udkom, forsøgt at nå grænsen. Tvivler ramte mig på en måde, som jeg ikke er blevet ramt af noget i lang tid. Ikke nok med at selve pladen taler til alt i mig, så ramte det mig også med endnu en forståelse af, hvor meget fejl man kan tage. For en gangs skyld var det ikke dem, det var mig, og derfor føltes det også så forløsende at lægge mig fladt ned og erkende, præcis hvor lidt jeg havde forstået, da jeg anmeldte forgængeren ‘Ego’. Som en moderne Sokrates står Thomas Burø på scenen i solidarisk majestæt med sine bandfæller og får mig til at indse, hvor lidt jeg egentlig ved.



2. SYL – ‘alt godt’
“Det går over”, siger vi. Og det tror SYL også på. Men hvor det normalt handler om, at tingene nok skal blive bedre, vender de udsagnet på hovedet. For hvis alt dårligt har en ende, så må det samme vel gælde for alt godt? SYL spiller friskt og råt og har et kæmpestort potentiale, ikle mindst i kraft af deres insisteren på at gøre præcis hvad de har lyst til, og nerven er til at tage og føle på.  

3. Hiraki – ‘Alterer’

Det kræver ikke så lidt mod at lægge alle elementer fra sit værk ud og lade andre mennesker gøre hvad de har lyst ved dem. Det turde Aarhus-trioen Hiraki dog, og ud af det kom remixpladen ‘Alterer’. Og det viste sig at være en god ide. Anført af den suverænt hårdtpumpede ‘Common Fear’, der har været i hænderne på de syntetiske wunderkinds i John Cxnnor, veksler ‘Alterer’ mellem næve-pumpende tramperi og drømmende elektronika, og står som et eksempel på ikke kun Hirakis egne evner udi musikaliteten, men også deres formåen i forhold til at vælge samarbejdspartnere.



4. Heltekvad – ‘Morgenrødens Helvedesherre’
Ole Luk kan skrive riffs. Det er der vist ingen tvivl om. Og det gør han mindst lige så fremragende i Heltekvad som i Afsky. ‘Morgenrødens Helvedesherre’ rammer ikke musisk forbi på et eneste tidspunkt, og selvom jeg ikke er den helt store tilhænger af middelaldermarkedsstemningen, der særligt titter frem på introen til ‘Ærbødig er den, der sejrer’, er Ole Luk, Simon Frenning og Simon Skotte overlegne i deres beherskelse af black metallen og demonstrerer det til fulde.



5. Lifesick – ‘Misanthropy’

Hvis man var kæk, kunne man godt sammenligne Lifesick med en pizzaskærer – “all edge, no point” og det der, og man ville ikke tage helt fejl. Men til gengæld er den edge så knivskarp, at det ikke gør noget. Med udgangspunkt i ungdomsfavoritten Friedrich Nietzsche har fredericianerne i Lifesick blæst et kæmpemæssigt hul igennem dansk hardcore og placeret ‘Misanthropy’ solidt i midten. Det, der særligt gør ‘Misanthropy fortjent til at figurere på denne liste er, hvor skarpt skårne sangene er skrevet til en live-setting, og hvor sindssygt dygtige Lifesick er til at skrive musik, der primært fokuserer på breakdowns og slåskamp uden at være bange for rent faktisk at skrive spændende musik. Lifesick tør noget, hvor andre spiller den sikkert.

Årets internationale album:

1. Cult of Luna – ‘The Long Road North’

‘The Long Road North’ er både lang og progressiv og intet mindre end fantastisk. Tilbage er den dybe, varme lyd jeg faldt for, da jeg lærte Cult of Luna at kende, og den truende og tunge atomsfære fylder hele lydbilledet. De eksperimenter udi synthen, de lærte af deres industrielle eksperimenter omkring ‘Vertikal I’ og ‘Vertikal II’ lyder endelig, som jeg synes de bør, og det er svært ikke at blive raslet igennem af outroen på ‘Cold Burn’. ‘The Long Road North’ er bandets bedste siden ‘Eternal Kingdom’, og det siger ikke så lidt.

2. Blackbraid – ‘Blackbraid I’

2022 var fed for folk som mig. ‘Prey’ var et fremragende take på Predator-konceptet – den bedste siden to’eren, og dermed den næstbedste i rækken (jep!) og jeg kan ikke undsige mig for at have en mere end moderat fascination af de oprindelige amerikaneres myriader af nationer og kulturer. Derfor var ‘Blackbraid I’ også et sindssygt godt skud på black metal-stammen i al dens vildmarksomfavnende skønhed. Det er sådan her, man laver traditionel black metal anno 2022.



3. Callous Daoboys – ‘Celebrity Therapist’

Det var svært at vælge mellem noisy shit i år, og det var helt ærligt et toss-up mellem Callous Daoboys, Chat Pile og KEN Mode på denne placering, men førstnævnte endte med at vinde, fordi det tog så meget røven på mig. Både da jeg hørte det første gang og skulle anmelde, men også nu, da jeg skulle høre det hele igennem igen. ‘Celebrity Therapist' er vanvittig og fragmenteret og zigger, når de fleste ville have zagget, og omvendt. Det er en skidesjov plade, og jeg har haft megen fornøjelse af den.



4. Faetooth – 'Remnants of the Vessel'

Faetooth fangede mig allerede i 2019 på EP'en '... An Invocation', og deres LP har absolut ikke skuffet. Drømmende og æteriske stonerkantet shoegazedoom, med en underliggende stemning af rædsel og uforudsigelig ondsindethed, som man ville forvente det af Det Smukke Folk. Stemningen er i top og udover at jeg er helt vild med det tematiske forlæg, insisterer min 5-årige søn på, at vi skal høre pladen nærmest hver gang vi kører i bil. Hvilket giver en del bonuspoints.

5. Morkera – ‘Entangled Excavations’

Jeg går sjældent og lader som om, jeg ved særligt meget om den instrumentelle eller tekniske del af musikken. Det gør folk som min kollega Mads Kofoed meget bedre, end jeg nogensinde kommer til. Derfor er det også ofte de mest normie-venlige elementer, der springer mig i øjnene: “Er der fede guitarer?”, for eksempel. Der skal altså ret meget til, for at andre ting bliver min topprioritet. Men hos kroatiske Morkera var det trommerne, der klikkede. Og nogen siger sikkert, at der bruges “triggers” eller andre fremmedord, men det ved jeg ikke en skid om. Det går stærkt, det er hårdt, og så bliver der fremmanet nogle aldeles messed-up rytmer, som gør balkanbandets take på dødsfunderet sortmetal helt vildt spændende og nærmest lidt uhyggeligt.



Boblere: Future Teens – ‘Self Help’ har fået ganske mange spins i år med deres skønne, poppede emoindie, Mantar holdt et brag af en dødsfest på ‘Pain is Forever and This is the End’, Russian Circles stod stærkere end meget længe på ‘Gnosis’, Patrick Walkers 40 Watt Sun demonstrerede igen evnen til at projicere laserfokuseret tristhed ind i sidet på 'Perfect Light', Ithaca kombinerede kærtegn og kradsbørstighed på 'They Fear Us', og Thotcrime viste større metaforiske nosser end de fleste andre på 'D1G1T4L_DR1FT'.

Årets EP’er:

1. Puke Wolf – ‘Interstice’
Af alt har ‘Interstice’ været en af de vigtigste ting for mig i det forgangne år. Eller lidt over halvandet år faktisk, for jeg var så absurd heldig at få fat i sangene da de stadig var dugfriske og har gået og holdt dem for mig selv som en hemmelig skat, indtil vi endelig nåede releasen i juni. Og selvom det var rart at have noget så godt helt for sig selv, har det været endnu bedre endelig at kunne dele det med nogen. Det er netop formålet med Puke Wolf, og det er det, der gør, at de ligger øverst på denne liste. De nægter at opgive håbet, og det er noget man i den grad kan have brug for at huske. Og det hjælper ‘Interstice’ med.



2. Salver – ‘Jeg ved ikke hvor jeg skal hen’

2022 har i den grad været et ansigtet-først-udover-vindueskarmen-år, og det indkapsler ‘Jeg ved ikke hvor jeg skal hen’ til fulde. Hensat til slumromantik og drømme om skibskatastrofer og pludselig død, er Salvers debut-EP en lise, hvor det ikke er ildeset at være fatalist. Og selvom det ikke er sundt hele tiden, er det godt at få afløb for trangen.

3. Vægtløs – ‘Kakofoni’

Og nu vi taler om død, så er det svært at komme uden om Vægtløs. For det hele handler om død. Tungt emne, javist, men også et det er vigtigt at tale om. Da jeg interviewede forsanger Troels Højgaard afsluttede han med at understrege sin grundpointe: “Livet er smukt. Derfor gør det ondt”. Det kan man tydeligt høre på ‘Kakofoni’, der står på begge elementer.

4. Indre Krig – ‘Destroyer’

Jeg har været lidt forelsket i Indre Krig siden jeg så dem første gang sidste år. Bandet er i besiddelse af en helt vanvittig energi, og jeg var forpustet og glad, da de gik af scenen, den dejlige sommerdag i Ungeren 2021. Lige så energisk er det dansk-amerikanske bnad på ‘Destroyer’, der på finurlig vis formår at være lige så ødelæggende som titlen antyder, men samtidig også viser en skrøbelig side, som mange af os kan nikke genkendende til.



5. Tristys – ‘Cities and the Dead’

EP’ens største styrke er eksperimentet. Det har vi talt om før. Og her kan vi virkelig få det at se. Tristys gør noget så spændende og uset som at kombinere black metal med hiphop-beats, og det er virkelig overraskende. Det er nyt, det er dristigt og det er – heldigvis – også rigtig godt.

Bobler:
Agriculture – The Circle Chant. Når nu man har den her særlige forkærlighed for USA’s udkanter og særligt esoterisk religion, så er det svært ikke at blive fanget af Agricultures fortolkning af black metal, som spillet gennem vækkelsesmusik. Black metal i dur er også meget interessant.

Årets danske hit:


Tvivler – ‘Ex-medlem af menneskeheden’
Mange af sangene på ‘Kilogram’ har bedre tekster end ‘Ex-medlem af menneskeheden’. Men den er bare så vanvittigt catchy. Clausens trommer og Feltheims guitar, der leder direkte ind i Burøs sarkastiske tur udi people-watching er genial. Og når man, som undertegnede, er vokset op på vestegnen og mere end en enkelt gang er blevet udfordret til metaforisk pik-måling, er det herligt katartisk at høre nogen behandle emnet præcis lige så forpustet udmattet, som man selv har oplevet det.



Årets internationale hit:


Judicator – ‘The High Priestess
Der kan ikke herske tvivl om Judicators meritter på power metal-fronten. Det har vi alligevel lyttet nok til dem til at konkludere. Det kom dog som en overraskelse, at de også var i stand til at kombinere det med AOR og rendyrket funk, som på ‘The High Priestess’. Og der er alvorligt talt ikke et eneste sekund, der ikke spiller. Trompeter, saxofon, fællesomkvæd med hånd på brystet, orgelpassager, hele svineriet. Og videoen – åh, Gud, den vil jeg slet ikke prøve at beskrive. Men se den. Den er glorværdig.



Årets genfundne klassiker:


Agalloch – ‘The Mantle’
I virkeligheden er det nok mest emo og pop-punk, der som sådan har gjort comeback i min dagligdag, men derudover har jeg også lyttet rigtig meget til ‘The Mantle’. Agallochs hovedværk fyldte endda tyve i år, hvilket kun gør det mere ærgerligt, at vi som medie ikke har formået at dykke ned i dette enestående mesterværk.
Agalloch var i deres storhedstid en særligt strålende stjerne indenfor folket og doomet black metal, og formåede at skabe musik, der i den grad kunne formidle stemninger. Sidenhen er frontmand John Haughm sprunget ud som antisemitisk konspirationsteoretiker og resten af bandet har offentligt slået hånden af ham. Sic transit gloria mundi.



Årets koncerter:

1. Lasher x Loppen: Tvivler + Hiraki + Nexø + Vægtløs, Loppen, 16-09-2022
Lasher Agency er fremragende til at finde de gode bands. Få rammer mere skarpt end dem, og derfor var det også en fornøjelse at opleve fire vanvittigt gode bands give den fuld gas på Loppen denne aften i september. Fra Vægtløs’ skrøbelige rekviemmer, med en smukt og fuldt ydende forsanger Troels Højgaard, over Nexøs næverystende fællessangspunk, til Hirakis forvirrende og fordybende electrocore med skøn gæsteoptræden af Rikke Fink og endelig til Tvivlers ekstreme energiudladning, var det en storslået aften.



2. Luna Riot Ball vol. 3: Vulvatorious + Situationsfornærmelse + Glöm Allt, Stengade, 22-03-2022
Luna Riot Ball var noget helt særligt. For det første var jeg enormt begejstret for at opleve Vulvatorious live til deres allerførste koncert. Det nye band mente egentlig ikke, de var helt klar, men det lykkedes alligevel Malene Pedersen, hjernen bag Luna Riot Ball, at overbevise dem, og det var ikke kun jeg glad for, men en hel sal primært befolket af yngre mennesker og i særdeleshed kvinder i overtal. Til alle tre musiknumre og performancestykket i mellem var der en fremragende stemning. Det er utroligt hvor meget glæde man kan stoppe i et rum.
Og så sætter jeg altid pris på, at få dedikeret ‘Ind med Hænderne’ til mig i en livesituation. Tak, Situationsfornærmelse.



3. Green Lung + Bogwife + King Witch, Stengade, 22-04-2022
Jeg har været fan af Green Lung lige fra deres allerførste demo, og noget af det eneste, der gav mig et smil på læben, omend et lidt usympatisk af slagsen, under lockdownen var, at Esbjerg Fuzztival, hvor Green Lung skulle have spillet, blev aflyst, så jeg ikke skulle sidde med skuffelsen over ikke at have set dem.
Det fik jeg til gengæld denne aften på Stengade, hvor særligt Bogwife imponerede i opvarmningen. Tom Templar var et geni af en frontmand og det var svært ikke at lade sig rive med i det tætpakkede, brandvarme rum under Nørrebro.

4. Lifesick + Rot Away + Violence, Warpigs, 26-02-22

Da anmeldelsen af ovenstående kom ud, sagde nogle, at “anmelderen ikke forstod hardcore”. Det handlede om, at der blev påpeget, at det var aldeles usikkert at have folk hængende i kabelbakker, have en trappestige midt i pitten eller moshe rundt på et underlag af glasskår. Alt ovenstående er sandt.
Men det ændrer ikke på, at Lifesick og Rot Away på Warpigs var en af de vildeste og sjoveste koncerter jeg har oplevet i lang, lang tid. Og selvom vi naturligvis ikke kan bifalde det, så giver blod på hvidt flisegulv bare lige et ekstra touch til en slåskampskoncert.

5. Merry Krampus: Katla + Lucid Grave + Stikkersvin, Ungdomshuset, 02-12-2022
STIKKERSVIN! For satan, det var sygt at opleve dem live. Tag ikke fejl, Lucid Grave og Katla var fede, men Stikkersvin var vanvittigt gode på en scene og efter at have lyttet til deres EP igen og igen, var det fedt endelig at opleve det live. Skvat er en genial frontmand og selvom alle havde det sjovt, var det ikke fjollet, men bare gennemført levende.

Årets danske navn:

Tvivler
Det har ikke været et godt år. På den måde har Tvivler også været med mig hele vejen igennem. Det er nogle gange svært at være menneske, og det udviser Tvivler på ‘Kilogram’  forståelse for. Jeg har lyttet til ‘Kilogram’ når det var tungt og jeg har haft forløsende, katartiske oplevelser, når jeg har hørt musikken live.
Tvivler har betydet mere for mig end noget andet musik, jeg har lyttet til i år, lige fra den udadvendte frustration over en verden, der føles som om, den bliver dummere og dummere, til den indadvendte fortvivlelse over at eksistere i denne, og undre sig over om det er en selv, der er sandkornet i østersen.

burø

Årets internationale navn:

Five Finger Death Punch
Det er monumentalt at se, præcis hvor dum den gennemsnitlige metallytter er. Glem Pantera Jam og hvad ved jeg, og ret blikket direkte mod Ivan Moody – og så lige to skridt bag ham og lidt til højre (hehe). Hvem er det? Jo ingen mindre end den ungarske slange i paradis, eksil-Grima Ormetunge på en seksstrenget: Zoltan Bathory.
Nuvel, jeg aner ikke hvilke skeletter Moody har i skabet og som Bathory holder i skjul, men det er kraftedeme mafiaagtigt på den Al Pacinoske måde at kunne få forsangeren i tidens største, moderne band til at fortryde at have sagt, han ikke havde lyst til at være med længere. Ikke mange bliver længere rige af at spille metalmusik, men Bathory gør. Selv hvis man har svært ved at have medlidenhed med den Monster-tyllende menneskepitbull Ivan Moody eller Bathorys fantasier om at skyde folk, der ifører sig maske under en pandemi, så bør de fleste kunne hidse sig bare en lille smule op over hvor håbløst elendigt og fornærmende dårligt det musik, de oversvømmer markedet med, er. Aldrig har jeg tidligere oplevet at give 0 sorte firkanter til et band, men Five Finger Death Punch fortjener det til fulde.

Årets nye danske navn:

Helt vildt tæt felt i år. Meget, meget svært. Jeg ville gerne have valgt Vulvatorious, men dem skrev vi om lige inden jul 2021.
Så tænkte jeg på Pleaser. De er også smadderfede. Og vi havde en fremragende snak med dem i sommer. Men deres EP udkom også i 2021.
Selvom Omsorgs første plade kommer næste år, udgav de også en EP i ‘21, så dem kunne det heller ikke være.
Kampen stod altså mellem SYL og Salver, som man også kunne se på listen over årets danske album. Og den er tæt. Lige så svært det var, at finde ud af hvilken af de plader, jeg bedst kunne lide, lige så svært var det at beslutte sig for, hvem der skal have denne plads.



Men det bliver SYL. Og det gør det fordi de har en ekstremt vigtig pointe, som vi nogle gange kan have svært ved at huske. For vi har tit travl med at pege finge af mænd – og med god grund. Men det er tit heller ikke nemt at være til som mand. Det samfund, vi lever i, og den manderolle, der er bygget op for at maksimere udbyttet af dette, er ikke one-size-fits-all. Mænd er lige så forskellige som alle andre, og så længe vi insisterer på, at der kun er én rigtig måde at være mand på, vil vi blive ved med at se mænd være ensomme, mænd tage deres eget liv, mænd gøre livet surt for dem omkring dem, mænd dø tidligt, og i særdeleshed mænd, der har ondt i sindet. SYL gør deres for at tage denne kamp op. Det talte vi meget om, sammen. Det samme kunne siges om et band som Nexø. Jakob Møller-Jensen, bandets guitarist, er ramt af bipolar lidelse, hvilket i efteråret gjorde, at han måtte trække stikket for at få ro. Dette valgte han, modigt og åbent, at dele, hvilket er et kæmpe skridt på vejen mod normalisering af det at tale om at have en psykisk lidelse.

Hver tredje dansker vil i løbet af deres liv blive ramt af en psykisk lidelse. Det betyder, at vi alle sammen enten vil opleve det selv eller kende og elske en, der gør. Hvis vi ikke tør tale om det, bliver det sværere at få hjælp og behandling. Derfor er det så utroligt vigtigt, at vi gør det. Særligt de unge mænd har svært ved at finde sig til rette og finde ud af, hvad det vil sige at være til. Det viser Benjamin Clemens’ lyrik på ‘alt godt’ et strålende eksempel på, og lige så åben, som han er i teksterne, var han også, da vi talte sammen for nylig.
Det er inspirerende og fortjener anerkendelse. Derfor er SYL årets nye, danske navn.

Årets nye internationale navn:

Blackbraid
Det var spændende at følge Blackbraid fra udgivelsen af ‘Barefoot Ghost Dance on Blood Soaked Soil’, der ramte som et lyn fra en klar himmel ved årets start, og så op til at være en af metalscenens mest hypede og eftertragtede musikere nu, ved dets udgang.
Og det er bestemt ikke uden grund. For nok har Jon Krieger vist sig at være en særdeles fornuftig forretningsmand og fuldt ud i stand til at spille spillet igennem sociale medier, word-of-mouth og selviscenesættelse, men han har nu også noget at have det i. Musikalsk er ‘Blackbraid I’ helt i top, og Kriegers egen forståelse af historie og kultur ligger også lige for. Læs selv her.

Årets comeback:

Cult of Luna
Jeg var så lykkelig, da jeg hørte ‘The Long Road North’, og det gik op for mig, at jeg kunne lide den. Tro det eller lad være, men som musikanmelder er det nemt at blive forhærdet – eller i hvert fald kræsen. Og det er også nemt at komme til at tage afstand fra ting, man har elsket som ung. Alt for ofte opdager man, at det, man forelskede sig i og som betød så uendeligt meget, da man var ung, mister glansen, når man ser på det gennem mere hærdede briller.
Og Cult of Luna har ikke fungeret for mig siden 2009 – med undtagelse af ‘Mariner’. ‘Vertikal’ var for kold og industriel, ‘A Dawn to Fear’ var forbipasserende og selv Mark Lanegans optræden på ‘The Raging River’ gjorde den ikke mindeværdig. Men ‘The Long Road North’ fyldte mig op som jeg huskede, at bandet kunne. Og det gav mig anledning til at tale med Johannes Persson, hvilket var første gang, jeg som musikskribent måtte indlede et interview med, på forhånd at undskylde for eventuel star-struckness. Så tak, Cult of Luna. For at vise mig vejen hjem.



Det overså jeg i 2021:

Sikkert meget. Men det jeg mest af alt har lyttet til fra sidste år er The Muslims, som i fjor udgav en forrygende festlig og flabet rasende plade i ‘Fuck These Fucking Fascists’, der, som titlen antyder, ikke lægger fingre i mellem, når der skal kastes hænder. Og det er intet mindre end ekstatisk at lytte til.



Årets optur:
Jeg har i den grad haft mulighed for at tale med folk i år. Jeg har skrevet flere interviews end nogensinde, og det har været en fornøjelse. Rundt om i denne tekst kan findes links til flere, men jeg bliver nødt til at fremhæve et par stykker.
Jeg talte med Puke Wolf i sommer. Det var en fremragende samtale. Vi talte i næsten to timer, og det var ikke småting, det handlede om. Jeg er de tre mænd i Puke Wolf evigt taknemmelig for, at de ville tale med mig. Det glemmer jeg ikke foreløbig.

Jeg talte også med Palæstinas eneste black metal-musiker: Amir Jacob, også kendt som Zalaam. Det interview understreger hvorfor black metal for evigt vil være min favoritgenre. Den måde hvorpå musikken er i stand til at skabe talerør for forskellige kulturer, forskellige geografiske områder, forskellige historiske baggrunde og i den grad forskellige individer er intet mindre end ærefrygtindgydende.

Jeg interviewede også Ithacas guitarist Sam Chetan-Welsh, da de udgav deres anden LP, og på samme måde som SYL, beskrevet ovenfor, tog fat i manderoller, så gjorde Chetan-Welsh det også, og den måde han beskrev fællesskabet i bandet på gjorde særligt indtryk på mig, ligesom hans beretning om, hvordan han bearbejdede sin mors død i musikken, rørte mig.



Jeg har talt med mange, og det har været skønne oplevelser. Tak til Johannes Persson, Jonas Visti, Tue Schmidt, Jon Gotlev og Tim Fokking Frederiksen, Jeppe Nygaard, Putrescine og KosmogyrBlackbraid, Pleaser, Troels Højgaard, Dirt Forge, Malene Pedersen, SYL, Omsorg og Victor Kaas.

En anden optur er, at den artikelserie, Cecilie Roos og jeg skrev om kvinder i metalscenen, har grebet så meget om sig, at andre løfter arbejdet videre. I december arrangerede Aarhus Bibliotek på Dokk1 en paneldebat, hvor Cecilie, Rikke Emilie List fra Konvent, Ditte Krøyer fra Vulvatorious og Sara Gacig fra Ivy Crown med Meejahs Mai Young Øvlisen som moderator diskuterede emnet. Det er så sejt, og jeg er ydmyg over, og hvor mange gode kræfter, der er på scenen. Derfor er det en smule skuffende at kigge på sin egen årsliste, og bemærke hvor få kvinder jeg har givet plads til. Det må være nytårsforsættet for 2023.

Årets største skuffelse:
Tænk sig hvis Danmarks historikerstand begyndte at hidse sig op, hver gang et tv-program beskæftigede sig med et emne, og rettede sig mod kernepubilkummet, der ikke nødvendigvis har nogen dybdegående forforståelse. Det ville være pinligt, ikke?

Nuvel, der var en del at kritisere ved programmet Vistis Sorte Vinyler
Rammefortællingen var fjollet. Myrkurs rolle var fjollet. Det at have svært ved at aflæse åbningstider på et historisk monument var fjollet. Måske endda det at blive ved med at jage Hendrik Möbus var fjollet.
Hvis det så bare var det, den danske black metalfanskare kunne have holdt sig til at kritisere, så havde alt måske været fint. Men som det så ofte sker på internettet, forfaldt det hele til skældsord og tåbelige udsagn. Undertegnede blev skældt hæder og ære fra for at have formastet sig til at skrive et interview, og vist nok også forvekslet med den tidligere redaktør på magasinet udi, hvilke musikgenrer jeg skulle forestille at skrive mest om, Jonas Visti blev chikaneret og adskillige debattråde forfaldt til den rene idioti. Enhver kunne da sige sig selv, at en dokumentarserie på DR ikke ville henvende sig til de fem procent mest vidende mennesker i landet.

Det var en kæmpe nedtur. Jeg havde ærligt talt forventet bedre.

Største ønske for 2023:

Mindre pis, mere kritisk tænkning.

Det glæder jeg mig mest til i 2023:

De sidste par år har budt på en ekstrem opblomstring i store dele af det danske metal- og ‘coremiljø, og har også tjent til at binde disse tættere sammen. Det er vanvittig fedt. Vi ser Lifesick og Eyes på Copenhell i år og Riverhead og Rot Away er booket til næste år. Det gør, at den alternative genre står meget stærkere og viser, at Copenhell også er i stand til at løfte et mere fællesskabsorienteret ansvar, ligesom de gør med Copenhell Rock Academy.
Det er glædeligt, og det er et skridt i en retning, jeg ser rigtig meget frem til at følge.

Omsorg udsender deres debut og den glæder jeg mig til at dele med jer andre. Den er pissegod og har fyldt en del i min lytning den sidste tid. Det samme gælder for Eyes’ næste plade ‘Congratulations’, som jeg spår en stor fremtid. Og så er der jo bare at krydse fingre for, at scenen fortsætter med at buldre derudaf og inspirere flere til at lave noget, der ikke lyder, som det plejer.


Menu