Musikken på Copenhell åbnede i år med det nye tiltag "upcoming-scenen" og Solbrud lagde ud af de syv inviterede danske bands.
Pitchblack viste gode takter på Talentscenen og gav forhåbninger om, at det kan føres til noget større.
Judas Priest sikrede sig en velfortjent skrift på gravstenen med solide præstationer på Copenhell 2011.
Kostumeshowet Gwar spillede en ligegyldig koncert og gik under i et væld af ligegyldige platte gentagelser – og blod!
Billy Boy in Poison kæmpede mod både vejr og el-guder, men førstnævnte stod tilbage som den store moralske vinder.
Solid koncert fra Aarhus' groove-metal maestros ført an af en løssluppen Johnny Haven.
Artillery havde måske Copenhells værste arbejdsopgave, men gik så absolut frisk til sagen.
Copenhells eneste mathcore-indslag blev en kort fornøjelse.
Af samtlige navne der spillede koncerter på Helvíti-scenen under årets Copenhell, leverede Mayhem den sorteste af slagsen - desværre mens det endnu var lyst.
Medlemmerne i Artillery havde ellers lige stemplet ud og gjort klar til weekend, da de blev hevet op af sofaerne og rykket ind på Copenhells største scene.
Opeth spillede en fantastisk sætliste, der dog forståeligt nok aldrig formåede at få revet publikum med.
Stemningen var sådan set fin nok, men hverken band eller publikum var helt så skarpe, som de bør være til en hardcorekoncert.
Trods talrige fede ideer er Black Stone Cherrys samlede resultat ikke prangende i denne omgang.
Repertoiret udvides gevaldigt af Devin Townsend på 'Deconstruction', hvor der skrues op for alt det velkendte.
Nye jagtmarker afprøves af Devin Townsend på 'Ghost', der udgør lige præcis en fjerdedel en af multimusikerens seneste store projekt.
In Flames gør endnu engang det de er bedst til, og med sådan overlegenhed at egentlig udvikling ikke savnes.
Det var næsten ikke til at holde ud at se Ozzy Osbourne udlevere sig selv, som han gjorde lørdag aften. Men publikum elskede ham.
Årets mest medrivende koncert på Sweden Rock Festival blev overraskende leveret af et nærmest genfødt Thin Lizzy, hvor sanger Ricky Warwick med sin udstråling, karisma og stemme var tæt på at udfylde Phil Lynotts sko helt.
Fokuserer man udelukkende på de øjeblikke, David Coverdale deltog i løjerne, så leverede Whitesnake noget nær helt i top på Sweden Rock Festival.
Det var ren verdensklasse, da Mr. Big leverede en rystende opvisning i, hvordan man kombinerer overlegen musikalitet med poppet rock.
Lørdag var en lidt trist dag, for headliner Ozzy Osbourne faldt helt igennem. Men Thin Lizzy brød fuldstændig alle fordomme og leverede det bedste siden Lynott-tiden.
Fredagen bød på en god flok voldsomt gode oplevelser, og David Coverdale beviste – heldigvis – at han stadig er kongen af Sweden Rock Festival.
Torsdag leverede gode, stærke musikalske oplevelser – og en headliner, der ikke var tændt fra start.
The Rock havde åbnet dørene op for en aften i sydstaternes tegn, hvor Diretones fine, tunge metalrock gjorde godt.
Når man først har vænnet sig til den relativt begrænsede produktion, så er der både fed stemning og aggression i Ligfaerds kaotiske inferno.
Pain har igen ramt en fornem balance mellem industriel elektro-pop og metal på et godt varieret syvende album.
Rhapsody of Fire lægger igen mere metal i musikken, og ikke så overraskende er det en god udvikling.
Mayan er en symfonisk, progressiv death metal opera udtænkt af Mark Jansen fra Epica og to ex-medlemmer af After Forever.
På blot 24 minutter kommer russiske Arkona vidt omkring i sin pagan/folk-metal og det endda med sammenhængen intakt.
Forever The Sickest Kids byder på steril, generisk pop-punk fra den mest leflende skuffe.
Lovende, men også lidt usikkert album fra noget så sjældent som et metalcore band med kvindelig forsanger.
Holy Martyrs power metal holder tempoet ved at være simpelt og effektivt udført.
Den første af de lovede tilbagevendende "Psychedelic Sundays" var en varm succes med Karma to Burn og danske Ildhu.
Da In Flames og Essence gæstede et udsolgt Voxhall en tirsdag aften blev stemningen helt specielt god!
Den nye plade med Morbid Angel har været ventet siden 1997. Men forløsningen udebliver.
Alt er på vej mod det gamle på det, som måske er Hammerfalls genfødsel efter nogle svære år med stilstand. Svenskerne har genfundet tråden!
Med 'Live At Donington 1990' har Whitesnake valgt officielt at dokumentere den mest kunstnerisk fattige periode. Højt puddelhår, hvinende guitarer og en træt sanger er, hvad vi får.
Det var en fornem 4-bands pakke med The Ocean i front, som Temple of Doom havde inviteret indenfor i Templet i Lyngby.
Parzival spiller excentrisk industrial musik, og det dansk/russiske band er nu aktuelle med sit sjette album.
Det kræver lidt tilvænning før man ikke er bare lidt skuffet over produktionen på den nye Karma to Burn plade.
At Autopsy er tilbage har man vidst nogle år, men nu foreligger beviset endelig i et fuldt og godt album, som endda holder en spilletid på omkring time.
The Breakers vil genopleve og genoplive gamle stunder, men glemmer at både indhold og indpakning skal med i tidsmaskinen.
Alestorm har ladt kanonerne, slebet kloen, sat skægget i brand og i øvrigt fuld vind i sejlene på det nyeste bølgebrydende udspil.
Supergruppen Bloodbath har udgivet en lækker dvd med et show fra Bloodstock Open Air.
Gallhammer er kvinder, der spiller doom. De slipper ikke alt for heldigt fra det.