Benni Bødker har begået en fin lille bog om dengang Darkthrone gav koncert i Esbjerg, og kickstartede dødsmetal i Danmark.

Boris er tilbage på 33. studiealbum eller deromkring og vanen tro, anede vi ikke hvad vi fik. Spørgsmålet er, om vi finder ud af det.

Selvom Shadow of Intent ikke helt formår at følge op på den mesterlige 'Melancholy', er 'Elegy' en sprudlende, potent og insisterende udgivelse, der henvender sig bredt.

Vi nåede ikke at anmelde Death Sets nye album i 2021, så vi kommer her med en forsinket anmeldelse. Overordnet: Du har misset at have myrer i øregangene, men også kun det.

På sin sjette plade med projektet, tager Alexander von Meilenwald et langt og selvsikkert skridt foran ind i det post-metalliske.  

Tyske Kanonenfieber er noget så specifikt som historisk korrekt black metal, der tager livtag med 1. verdenskrig. Det gør de ret godt.

Sijjin debuterede i 2021 med en omgang død iblandet et ordentligt skud thrash. Det er faktisk en ret vellykket debut.

Svulstige keyboards, skamløse rollespilstemaer og bombastisk mediævalisme: Amerikanske Stormkeep søger efter bedste evne at genskabe 90'ernes symfoniske black metal og lykkes næsten med det. Men illusionen knager i fugerne.

Rivers of Nihil har med afstand lavet den bedste plade i 2021, hvor de forener progressiv dødsmetal med saxofon og synthesizer. Fantastisk. Intet mindre.

Det er gået op for vores Manden med Weekendvesten, at Fortress burde være endt oppe på den helt store årsliste-top 5 for 2021. Det råder denne anmeldelse en smule bod på.

De islandske techdødsudøvere i Ophidian I faceroll'er alle knapperne med et tankemylderfremkaldende resultat.

Between Oceans starter på meget lave forventninger og det taget i betragtning er kritikken lidt mindre sønderlemmende, end de fleste internettrolde måske ville ønske.

Untamed Land leger med mange interessante genre-blandinger, og det er spændende - men i nogle sammenhænge også alt for meget.

Trioens debut indeholder masser af gode intentioner, spændende indhold og iderig sangskrivning, men også en fragmenteret lytteoplevelse.

Musik for cello, guitar og elektronik, skrevet på et roadtrip, der fører til kysten, hvor et familiemedlems aske skal spredes. Det lyder som en indiefilm fra midten af nullerne – og måske skal den også høres på den måde.

Vi starter året, med at se tilbage. Offermose er blevet ekskaveret, og befinder sig nu placeret i en særlig montre, som kronjuvelen i samlingen over ting, jeg ikke vidste, jeg var gået glip af.

Timechild skruer tiden tilbage til kassebuksernes og plateaustøvlernes tid, og spiller britisk heavy rock, som da mor var dreng.

Unto Others begik et stærkt gothrock-album i 2021, og nok er mascaraen tørret ud bag de mørke solbriller siden, men forsinket ros er på sin plads.

Lotan leger latin og spiller black-metal, der er lige så spændende som sort kaffe fra en kaffeautomat. 

Bestialsk black/death og usædvanligt vellykkede mellemstykker forenes med en klam og rådden produktion på mini-lp og mord og moseofringer fra jysk hedenold.

Hvis man kunne lide Phreneliths monumentale debutplade, så vil man også glæde sig over den dødsmetal, der er på 'Chimaera'.

Hvis du har savnet stemningsfyldt post-rock/metal, kan du med fordel kaste dig over ’Lys’. Det er otte velskrevne kapitler, perfekt til tungsind og vintertræthed. 

Molok har leveret en plade, der er mere konceptuelt ækel end det meste, men byder på et noget mere spiseligt lydspor, end man skulle tro.

Det kan godt være, at man siger "if it ain't broke, don't fix it", men det er ikke helt nok for Grand Cadaver at have den fede HM2-lyd og fede growls, når den klassiske svenske dødsmetal får endnu et opkog.

Funeral Mist er klar med deres fjerde plade 'Deiform', der, ifølge manden bag, er en omgang eksperimenterende og holistisk black metal.

Efter et kvart århundredes dvale er Detest omsider tilbage med en opfølger til 'Dorval', der trods de bedste intentioner ikke rammer samme niveau.

Polske Spaceslug kæmper sig ind i nyt territorium på ‘Memorial’, der trækker os længere og længere fra udgangspunktet, men alligevel ikke skuffer.

For andet år i træk giver Baest koncert i Aalborg mens coronaen lurer i horisonten, og igen lykkedes det, trods siddende publikum, at levere festen.

Temple of Scorn er dødsmetal, der både hylder fortidens helte og lyder friskt. De fem musikere er alle kendte i miljøet. En vaskeægte supergruppe!

Joan Avant kommer på sit andet album langt omkring på en mærkelig rejse.

The Night Eternals debuts vinder på en rocket sanger, der får episk heavy metal til at lyde af garage.

Stonerrockidolerne i Kadavar og Elder har slået pjalterne sammen i et anfald af lockdown-selvmedlidenhed. Resultatet er intet mindre end fælt skuffende.

‘Home’ er et nuværende højdepunkt for den danske kvintet. En nær gennemført udspil, der formår at fremstår ærligt, uden at gå på kompromis med sit ophav.

Der er ikke meget nyt at finde på EDM-core-bandet The Brownings femte fuldlængdeudgivelse, der med få undtagelser nok er glemt om et halvt års tid.

EP’erne er musikkens svar på en chokoladekalender. En lækkerbisken, men kun én mundfuld af gangen.

Lock Up er stadig Lock Up på bandets seneste album, selvom allstar grindcore-bandet disker op med vokale overraskelser, og har sat Adam Jarvis i trommestolen, hvorfra han tæsker kompetent løs.

Ofermod er klar med deres femte plade 'Mysterium Iniquitatis', og er man fan af Marduk og Watain, så er her noget at lytte til.

Omnium Gatherum har proppet lyden fra Arch Enemy, Amon Amarth og Miami Vice ned i en blender og ud af det er kommet pladen 'Origin'.

Bindegale Hexenbrett – eller måske er det ikke Hexenbrett, men nogle andre? – er klar med en firenumres EP, der viser spændvidden i projektet.

Posthumt udgivne albums er ikke altid en god idé. Dette er undtagelsen.

Man kan jo altid håbe på at Gojira opper sig igen en dag, men indtil da må vi nøjes med Deadnate herhjemme, og det er faktisk ikke så ringe endda.

Koncerten med Lucifer på Godset i Kolding var en fornuftig omend blandet affære og hurtigt overstået.

Torsdag lagde Stengade lokale til de lokale helte i Late Night Venture og de onde franske minearbejdere i Celeste. Tilforladeligt måske. Men ikke videre ambitiøst.

Hypocrisy er tilbage efter otte års stilhed, og hvis man er til svensk dødsmetal med et melodisk strejf, så er Tägtgren stadig leveringsdygtig.

Chelsea Wolfe, Converge, Cave In. Det er 00'er-helte i fuldt flor, der slår hovederne sammen på Roadburn-inspireret samarbejde. Desværre er der mere sammenskudsgilde end gryderet.