Det er ikke altid lige meningsfuldt med black metal i de fordrukne opvarmningsdage, men det var det med Angstskrig.
Orange Scene dannede rammen om en næsten perfekt udført pop-performance,
som både blottede musklerne og den maskuline følsomhed.
Den sad ikke helt i skabet, men det supersympatiske band Ithaca formåede alligevel at skabe stemning og mosh.
Queens Of The Stone Age gav en rockkoncert som i gamle dage på Arena, og vi fik i halvanden times tid en følelse af at stå midt i en tid, der nok snart er ovre.
Chat Pile lagde lidt for tilbageholdende ud med det, der ellers en af deres stærkeste kompositioner. Alligevel blev det en god koncert til sidst.
Festivalens første dag peakede lige fra start med en sublim koncert fra Karin Dreijer og deres venner.
Roskilde fik spark i ansigtet og Eyes beviste endnu en gang, hvor overlegent godt et live-band kvintetten er.
Lorna Shore larmede af sted, men det var en koncertoplevelse, der var forbeholdt de få heldige, der kunne høre, hvad der skete.
Selvom vi fik høj energi, nærværende intensitet og masser af hardcore punk, nåede publikum aldrig helt at komme tæt på Scowl.
Depeche Mode indtog Parken med rutineret selvfølgelighed og indhyllede os i deres charmerende mørke.
Kække Nakkeknaekker nakkede os som kakkelakker og knækkede vores fucking nakker.
Pleaser pleasede slet ikke. Især ikke en bedstefar-agtig type af en anmelder.
Det var svært for anmelderen at holde af Heathe, men det var også svært ikke at blive betaget af dem.
Dansk-tyrkiske Tuhaf var ikke til at stå for, eller stå stille til, da de skabte en fortryllende fest i Gaia-teltet.
Anmelderen ville have en orkidé, men fik en meget flot rose med lydproblemer, som han ikke ville have.
Bloodgutters ‘Death Mountain’ havde nær forputtet sig på vores skrivebord. Det skete heldigvis ikke – for det er, i genren, et af de bedste danske debutalbums 2023.
Blackgold ruskede op i de fremmødte på Copenhells hårdeste dag: andendagen.
Langt om længe skulle Cabal vise deres værd. Det gjorde de, og understregede hvorfor Cabal skal opleves live.
Umiddelbart meldte ingen sig til at anmelde Statements koncert på Copenhell 2023, men som den moderne organisation Devilution er, så hidkaldte vi os straks hjælp fra de teknologiske overlords.
Puscifer fik behændigt vist os bagsiden af amerikansk kultur anno 2023 og udstillede det absurde i vores verdens selvvalgte overvågningssamfund.
Wolfgang van Halen kæmpede for at komme ud af farmands skygge, og det lykkedes ham at få sol på egen krop og musik på Copenhell.
Der var fishboner-mikrofoner, quasi-ironiske dansetrin, faretruende lavthængende bukser og imponerende trombonelangkast. Og så var der en musikalsk fest.
Black metal fra den portugisiske by Porto viser, at man ikke kun vil være kendte for at eksportere portvin. Gaerea har noget meget mørkere at byde ind med.
Spanske Angelus Apatrida genopfinder hverken hjulet eller thrash-metallen, men det, de ikke har i originalitet opvejes til fulde af energi og spilleglæde.
Red Warszawa gled ind på et afbud og leverede den forventede folkefest
Ovenpå tre timers Axl & Co. var Kellermensch et eminent valg til, som krølle på halen, at minde os om, at rockmusikken stadig lever videre med stærkt, dansk blod i 2023.
Gehenna var den ideelle setting for IOTUNN, der skruede fuldt op for lysshowet i skoven og berigede os med det meste af 'Access All Worlds' – og en forsmag på den nye single, 'Mistland'.
Klassisk, radiovenlig rockmusik fra Halestorm var lige hvad publikum på Hades gerne ville have. Flere paroler og budskaber end musikalsk tyngde.
Caputo og resten af Life of Agony gav en ganske udmærket koncert på Hades, der nok mere huskes for stemningen end musikken.
Afskys romantiske og analogt klingende musik mødte (retro-)futuristisk laserlys, da bandet fyldte den sidste nat på Copenhell 23 med hjerteskærende sange.
Et af Danmarks bedste hardcore bands leverede en forrygende indsats, men vokalen druknede i et uheldigt lydmiks.
Undergang var mere end tændt på en opvisning i modbydeligt dødsmetal, men regnvejret saboterede desværre showet.
Danske Steel Inferno åbnede fredagen med en forrygende omgang speed metal.
Spiritbox lovede os breakdowns, man kunne ryste numsen til, men vi ville ærligt bare hellere have haft bedre melodiskrivning.
Stemningen indfandt sig som med en hypnotisk kraft, og Spectral Wound fik spillet en form for mørke ind i den ellers solrige eftermiddag
Demon Head lagde gradvist mere og mere til showet og gik fra den indledende fornemt satte stemning til den helt store finale i en times natteshow
Korpiklaani var en lettere aparte oplevelse for vores anmelder, der ikke var helt beruset nok til at få den fulde oplevelse ud af det.
20 minutter blev til 30 seje minutter, da der var australsk smadderkasse på menuen fra det unge band Speed.
Vi skulle lamentere, men endte i stedet med en flad emotionel og lydmæssig oplevelse til Touche Amore.
Med humor og lettilgængelig power metal kom Angus McSix langt på Copenhell, hvor publikum gik smilende, grinende og glade fra showet.
Alder betyder ikke alverden, hvis man gerne vil det. Igennem 60 minutter var hardcore-legenderne i Sick of it All en stor energibombe.
Advarsel: Følelser forude!
Blackbraid opførte med vildskab og patos en rasende, legendarisk fortælling på Pandæmonium, som vi sent vil glemme.
Med sine infernalske natteskrig fordrev Shaam Larein solskinnet fra festivalpladsen
Der var mere teater end torden, da Ghost forsøgte at kede Copenhell ihjel. Eneste formildende omstændighed var, at det kun varede en time.