Vulvatorious folder deres udtryk bredere ud uden at miste den kant, der i første omgang gjorde dem fascinerende.
Vltimas vil bare gerne tænke nyt og sprede sine vinger ud. Men er man en håndfuld halvgamle sortmetallere med fremragende resuméer, er dette ikke nødvendigvis ønskværdigt. 'Epic' fejler i sin stræben efter at være lettilgængelig.
Selvom dynamikken får lidt mere lov til både at flyde og hærge, så er det nu stadig lyden af det velkendte Borknagar, der møder os her på deres 12. udspil, 'Fall'.
Judas Priest forsøger at halse efter ungdommen med oppumpet og hyperkomprimeret metal, men glemmer sig selv i forsøget på at være hårde og hurtige.
Første soloalbum fra Bruce Dickinson i knap 20 år er kedelig – og det betyder nok, at man kun får sangene at høre én gang live.
Al Jourgensen, den vrede kritiker af alt dumt, højreradikalt og kristofascistisk, er tilbage med et nyt Ministry-album, som føles vitalt og velment.
Ihsahns nye, selvbetitlede plade er ikke helt den åbenbaring, man kunne håbe. Den er i stedet et middelmådigt miks af filmmusik og progressiv metal.
Kaizers Orchestra fejrer fortidens bedrifter i et stopfyldt KB Hallen – et udtryk for nordmændenes særegne charme, og for forestillingen om den nostalgiske tidsrejse, bare for en aften.
Sleepytime Gorilla Museum er tilbage efter 17 år – og eftersmagen er stadig lige så oddball som dengang, de blev definerende som arty freaks iblandt lemminger.
Lucifer får på sin femte udgivelse markeret sig fornemt på toppen af den 70er-inspirerede rockscene.
Det var som en historielektion i rytmisk og hård musik, som den blev skabt for efterhånden en del år siden, da pakken Lucifer, Attic og The Night Eternal ramte Stengade en festlig fredag i februar.
Wolfe gør sin ting som sædvanlig, men det spinner og hvæser ikke rigtigt.
Gode bands, lille publikum; et symptom.
EPerne lander i en lind strøm. Denne gang kaster vi blikket på alt fra fransk sludge/black og cinematisk, dansk post-metal til horror-inspireret Tampa-død – med vekslende udbytte.
Pantsæt dit tandsæt og find armeringsjernet frem. Bonejammer vil slås. Og det vil du også.
TesseracT er aldrig set eller oplevet så gode i Danmark. Publikum fik en eminent koncert, båret af flot lyd, en god setlist, et engageret band – og to spændende opvarmningsbands.
Enkelte mandage er bedre end andre - mandagens workout i Pumpehuset var en af de bedste i lange tider!
Det er en intens tourpakke, der møder os i Bombehuset, hvor Abbath denne gang har taget Hellripper og Toxic Holocaust med på slæb til en kontant start på weekendens strabadser.
Anmelderen har været heldig at have adgang til denne plade igennem flere måneder – og derfor har han haft mulighed for at forelske sig grundigt.
Velkommen til Anthem of the Awakened – en ny black metal-festival med mange bands, som sjældent gæster fastlandet.
'Dead End' er ingen blindgyde, men Night Fevers formidable bejlen mod hardcorens og metallens absolutte superliga.
Gösta Berlings Saga gravede dybt i bagkataloget til koncerten i Malmø, og alle måtte vippe med foden til en veloplagt koncert i industrielle omgivelser.
Depeche Mode overgik sig selv i Royal Arena lørdag aften, hvor bifaldet vidnede om en koncert udover det sædvanlige og med et band, der både formåede at lege deres egne numre ind i fremtiden og holde fast i arven.
Vitriol lyder, som Morbid Angel burde lyde anno 2024, og de formår at holde både højt tempo, melodi og intensitet sammen på en fremragende plade.
Hele 'IIII' fra ende til anden, for første, sidste og eneste gang nogensinde. En overbevisende demonstration, der maner til respekt for det nye Solbrud med højere til loftet end nogensinde før.
Saxon lyder som sig selv og sælger ikke ud. Men hvor mange gange kan man gentage samme formel og samme omkvæd uden at komme til at lyde træt?
Nullerne er i højsædet hos Blood Red Throne. Det er stadig hårdt og groovy – og meget som det plejer.
Det blev en aften, hvor nogle åbnede sig og andre insisterede på at gemme sig bag sejhed og masker. Sidstnævnte var den kedeligste strategi.
Efter flere års venten fik danskerne endelig en nationalt anlagt Architects koncert. En spændende koncert, hvor arkitekterne dog blev overskygget af opvarmningen.
De danske black metal-veteraner bryder med formerne i et socialt bandeksperiment, og kommer stærkere ud på den anden side end nogensinde før.
Alt godt fra havet, undskyld de 1000 søers land, får man på Amorphis-guitaristen Koivusaaris første soloalbum, der huser flere fine gæster på vokal.
Fokus har været alle andre steder end på indholdet af Thy Art Is Murders sjette udgivelse, men det er også begrænset, hvor meget interessant pladen har at byde på.
Kan man lyde en del som det ret generiske band The Strokes og alligevel lave dybt original musik?
Debutalbummet fra de københavnske progekvilibrister NAKE er endelig ude – og det blev fejret i Basement på en aften, der stod totalt i alsidighedens navn.
Kan man 30 år inde i sin karriere udgive et af de bedste album, man har skrevet? I David Eugene Edwards’ tilfælde er svaret et klart og tydeligt ‘ja’.
Hellripper består fortsat kun af et medlem i form af skotske James McBain. Men det er også nok til at få en omgang hæsblæsende metal ud til folket.
Det var ikke meningen, men fanget i en tidløs kapsel i hjemmestudiet under lockdown satte Vince Clarke lyd på en smuk, frygtelig rædsel, der både er relaterbar – og meget langt fra den popverden, vi kender ham fra.
Amerikanske Horrendous imponerer endnu engang. Den nye plade er et godt eksempel på, hvordan man forener dødsmetal og progressiv sangskrivning.
Selvom der intet nyt er i mødet mellem doomgenren og det religiøse, så har effekten sjældent været så overbevisende og foruroligende som her på Mansions drabelige toer.
Overkill lyder som sig selv på deres tyvende album. Men de er bedst, når de varierer deres faste formel.
Lørdag var vi til børnefødselsdag. Fødselaren blev hele 10 år gammel, men i stedet for røde sodavand og ditto pølser, fik vi en solid koncertaften i selskab med noget af det bedste Danmark har at byde på.
Den gjorde ikke meget væsen af sig i 2023, men listede sig alligevel ind på vores årslister. Vores nytårsforsæt må derfor være at holde lidt bedre øje med Los – det fortjener de!
Vi burde skamme os over, at vi ikke fik anmeldt Rot Aways andet album ‘Heavy Weight’, da det udkom sidste år.
Det er en vild og spændende lyd, som omsvøber Broders formørkede dødsmetal med en tung dyne af sludge på 'Skarpretterfossilet'.
Taunus fik i 2023 udgivet debutalbummet 'Going Nowhere, Fast'. Måske er det selvopfølgende profeti, men mon ikke der er plads til Taunus på den danske livescene?