Ablaze My Sorrow spiller svensk melodød. Vores naboland har stolte traditioner indenfor den genre, men det er ikke alt, der er lige godt.
Katla har sammen med et vegansk pizzaria i København udgivet, hvad der tegner til at blive til årets fysiske udgivelse.Vi vurderer i en lynanmeldelse, om det er lykkedes.
Østrig er meget andet end bare komponister og klatmalere. Det er også schnitzler, strudel og sortmetal. Mindst to af disse burde ties ihjel.
Blod og helvede, død og had - hva’ fuck sker der med alle de kvad?
Du krydrer din black metal med blues og country og tilføjer et skud solskin. Så har du Hoofmark
Emptiness har med deres sjette fuldlængde album skabt et værk, der med sin nysgerrige tilgang til alt og intet udforsker et musikalsk og stemningsfuldt univers, metalverdenen sjældent har set.
The Dead Daisies cementerer med bandets femte album, ’Holy Ground’, at betegnelsen "supergroup" i mere end én forstand er retvisende.
Manden med Weekendvesten står overfor igen at skulle se en af sine største fjender i øjnene, da sidstfødte griber ud efter en bold. Heldigvis udligner Blazon Rite det ulige opgør i kampens døende sekunder.
Dave Grohl er så sympatisk en type, at han ikke engang ville kunne lave en rigtig stinker af en plade, selvom han prøvede. Men nøj, hvor han ellers prøver.
Finske Aethyrick perfektionerer atter den melankolske og melodiske andenbølge-black. Der er intet nyt under solen, men til gengæld leverer de på et langt højere niveau end de fleste.
Umeå-sekstetten klapper sit seneste album helt ud med en EP med endnu mere af det samme. Mark Lanegan gæsteoptræder, men er langt fra fordums storhed.
Historien om fordærv og tro, renhed og besmittelse, synd og straf. Nyt dansk black metal bærer det hele i sig.
Med anbefaling fra Dan Swanö for især growlet, var det en no-brainer, at amerikanske Mother of Graves' dødsdoom med stærk skandinavisk tradition måtte tjekkes ud. Tak, hr. Swanö!
Ungarske Ektomorf leverer en plade fuld af energi, fede riffs og lækre, tunge passager – men hvor er det nu lige, at vi har hørt det før?
Michael Schenker har været særdeles produktiv de senere år, men med svingerne resultater. Nu leverer han endelig et album, som er mere end godkendt.
Tribulation minder os om, hvordan det er at føle noget intenst og dybt ved at høre en metalplade. Specifikt væmmelse, raseri, afsky og forurettethed.
Australske StarGazer blander prog, death, thrash og black metal til et genrenedbrydende, teknisk og headbangende hele. 'Psychic Secretions' er fuld af foragt for overfladisk lytning og fuld af kunstnerisk integritet.
Wardrunas rolle som kompetente formidlere af norrøn digtekunst har for længst placeret dem på det musikalske verdenskort, og de har lagt musik til blandt andet tv-serien Vikings og det seneste skud på stammen i Assassin’s Creed-spilserien. Men har de stadig noget på hjerte?
Ét nummer skiller sig ud som formidabelt og fremragende og potentiale-forløsende for Demon Head, der med sit fjerde album har leveret endnu et solidt album – selvom noget af materialet ikke helt er oppe at ringe.
Accept lyder som forventeligt. Æstetisk ægte firser-metal men med et lag af støv og sepia, der understreger, at tyskerne aldrig nogensinde bliver rigtig vilde og voldsomme igen.
Guatemalansk black-band er egensindige og originale på en genudgivelse, der nok er fra 2008, men som lyder, som om den udkom, før regelbogen for black metal blev skrevet færdig.
Telochs synthwave-projekt kun have været en spændende hybrid mellem black metallens rå ubehag og det neon-farvede synthwave-univers. Desværre er resultatet nærmere en kaotisk andenrangsudgivelse med minimal musikalsk rød tråd.
I Sibirien lever kold og melodisk black metal i bedste velgående. Brødrene Sysoev leverer ugleskrig, synthesizer og masser af atmosfære.
Rambuk er et ungt band fra København, der ep-debuterer med masser af groove krydret af med stærke melodi-stykker.
Christian Hede har udgivet et singer-songwriter album, der faktisk har en spændende instrumental del. Anmelderen er dog ikke sikker på, om Hede har omstillet sin vokale tonering helt til at være i øjenhøjde med lytteren.
Sideprojekt med medlemmer fra Denial of God og Black Oath er lyden af støv, edderkoppespind, mug og muldnende knogler.
Hollandske Asphyx har siden firserne spillet dødsmetal, og det er de gode til. 'Necroceros' er ikke helt med blandt deres bedste udgivelser.
Hvis Prong kom fra Åbyhøj, så havde man nok kaldt det Slet Det. Med debutpladen 'Start Forfra' er der dømt hævi på dansk fra Smilets By.
Det seneste udspil fra Redwood Hill byder på alt for meget af det gode og ender derfor med at spænde ben for sig selv.
Odensianske Hadrons anden plade balancerer sikkert mellem heavy metal og doom – men er knap så velafstemt, når det kommer til at vælge sprog.
Den syvende søn har succes med at søge udvikling og samtidig skabe en kompetent beatrock-plade, der nok lyder som en anden tid men gør det på nutidig vis.
Hvis det her er en indikation af, hvordan resten af foråret kommer til at være, skal det hele nok gå: Ud af det blå slipper Gatecreeper en EP, der renser godt ud i dyndet.
Therion er og bliver Therion. Om det er positivt må være op til den enkelte. Anmelderen her er ikke vildt imponeret.
Silkeborgensiske Bonejammer efterlader positive indtryk med deres anden ep, der charmerer med sin nedskalerede produktion og sin hidsige, målrettede punkmetal.
Hvor ’Poverty Metal’ viser tænder på den første sang ’Bully’, er resten af albummet fra den tidligere Ghost-guitarist en mere post-punket end metallisk omgang. Palm er mere end blot guitarist.
'Unconquered' er ikke helt den plade, vi havde håbet på fra Quebec. Kataklysm falder dog ikke helt igennem, men vi kommer næppe til at huske udgivelsen om få år.
Et helt særligt øjeblik i King Dudes karriere er indtruffet med et noget nært perfekt album, der vil stå tilbage som et af højdepunkterne i kataloget.
Efter nogle års udgivelsesfravær var de engelske dødsdoom-pionérer i My Dying Bride på banen med to udgivelser i 2020. Her følger lidt forsinket anmeldelsen af ep'en, der blev indspillet i samme session som albummet.
Master Boot Records tredje udgivelse i 2020 er et metallisk industrial synthwave inferno, der lykkes med utroligt meget, men også bare er for meget i længden.
Det sande ståls schweiziske sværd skinner atter.
Aaron Turner laver så mange plader med så højt et ambitionsniveau, at det er let at overse perlerne. Men på Sumacs sjette album går 70’ernes freejazz, 90’ernes støjrock og 00’ernes post-metal og sludge op i en højere enhed og skaber en af sidste års bedste metalplader.
Måske det mest blasfemiske album 2020 havde at byde på. Og denne gang er det ikke Vorherre på korset, der vender øjnene væk, men i stedet er det sure mænd med pandafjæs.
Deftones ser fremad ved at genoplive fortiden: Remix-pladen – et produkt der i metal-sammenhæng ikke har været moderne siden ’White Pony’ udkom. Det er en tragikomisk sluttet cirkel.
Punk-kvintetten Riot Sun har svært ved at vælge retning, og aggressionen kan ikke nå højere op end til en sukkerfri sodavand.