Den ene synger mørke folkesange om smerte og død. De andre synger grim og beskidt sludge om … også smerte og død.
Mörk Gryning er tilbage, og det er hverken helt skidt eller bragende fantastisk. Der er gode takter og en produktion, som måske kunne have gjort mere for at gøre de mindre gode takter spændende alligevel.
Chris Barnes' stemme er helt væk på Six Feet Unders nye plade, der kun i sjældne tilfælde reddes af et af de få gode riff, der er spredt ud over en alt for lang udgivelse.
Zeal & Ardor holder ligsyn for et land med en udgivelse, der ikke kunne vente.
Semi-ikoniske Mr. Bungle genindspiller gammelt materiale med celebre gæster. Grundidéen er i orden, men rigtig spændende bliver det aldrig.
Efter 12 års pause er britiske Benediction tilbage med en plade, der gør lige akkurat det, Benediction var gode til i halvfemserne: dødsmetal.
Selvom man ikke må øve sig, skal punk helst komme direkte fra øveren. Quitters første lp er ikke andet end rå, uforfalsket fuck-dig-musik.
Live er Devin Townsend altid en fascinerende oplevelse, men netop derfor er en liveoptagelse en meget tam omgang i sammenligning.
Arkansaskvartetten Pallbearers fjerde plade er kræs for de fans, der har fulgt bandet længe, men som syntes de var lige lidt for spændende i starten.
For første gang i syv måneder var det muligt at tage til en metalkoncert på et spillested i Aarhus. Og aftenens bands satte musikken til den frustration, der har opbygget sig gennem et halvt år.
"Som at lugte til sine egne prutter", "verden opløses omkring mig", "noget, der er blevet nummer 5 i første heat i det finske Melodi Grand Prix i starten af 00'erne": Med åben pande og uden forudindtagelser sendte vi vores bedste mand ind til den nye Defecto-plade.
Bersærk kunne være fortsat ud ad den slagne vej og lavet festivalrock til øltelt-segmentet i mange år frem. I stedet har de drejet af i alle tænkelige retninger. Og det er eminent.
Det er efterhånden snart 20 år siden, at der var nyt fra de amerikanske hard rockere Blue Öyster Cult. Men bandet viser sig heldigvis ikke at være helt brændt ud i årene, der er gået.
Der er varslet korte sæt med endnu kortere changeovers på Amager Bio i aften. Der skal nås tre bands, inden klokken slår 22:15, og vi alle igen bliver til triste græskar. Vejret passer udmærket til en smule deathcore, mens solen går ned klokken 19, og vinden rusker gennem Amagerbrogade.
De mange nu-metal-fans, der så deres genre blive kneppet af pladeindustrien og skældt ud af det elitære metalpoliti, er blevet gamle nok til selv at udgive musik – og de giver ikke en skid for, hvad du synes om genren.
Colorado-black metallerne Wayfarers nye album er en hyldest til det amerikanske vesten og en elegi over samme. Storladen, vred og episk black metal til din undergangsromantik.
Bon Jovi har skabt en hyldest til det triste år 2020 og rammer plet med at afspejle gudsjammerligheden.
The Ocean spiller geologsludge. Denne gang med følsomme ambitioner og en helt vildfaren forståelse af egne evner.
Kapitel 2 i Katlas række af ep'er, 'Warmongering Luciferians', lægger sig som en naturlig forlængelse af kapitel 1. Ikke så dumt endda, for hele herligheden er netop udgivet som ét album.
Hvordan anmelder man en livestreamet koncert? Og hvorfor? Vores anmelder gjorde forsøget, da Sunken og Morild spillede op til sure miner i Aarhus.
Livet er ledt, men det er Lifvsledas debutalbum ikke. Det placerer sig derimod højt på listen over årets bedste black metal-udgivelser.
Man ved aldrig helt, hvad man får med Ancst. Men denne gang får du et los i hovedet af lige dele combat boots og fortvivlelse.
Svenske Lik lyder, som om de har fået hjemlandets dødsmetal ind med modermælken, men da sangskrivning og lyd er i top, så accepterer vor anmelder, at det er så som så med originaliteten.
Den karismatiske frontmand er i sit es, og vi får en version af Corey Taylor, vi nok har smughørt før, for fuld udblæsning. Det er varmt, imødekommende, positivt og særdeles afsmittende.
Deftones har gennemsøgt arkiverne efter det, der gør Deftones til Deftones, men har ikke formået at samle det til noget, der er værd at anbefale. Sæt hvad som helst andet med dem på i stedet.
Sunken prøver kræfter med det danske sprog og ender på toppen.
Københavnerkvintetten Eyes giver ingen fucks for regler og vaner. Ny plade med en ny lyd fra fem gamle kendinge.
Enslaved bryder med alt på nyt album – men alligevel er der intet nyt under solen på deres femtende studiealbum, hvor alting er, som det aldrig har været.
Anaal Nathrakh lyder, som altid, fristes man til at sige, både velkendte og eksperimenterende på album nummer 11, der er både storladent, fængende, bestialsk og modbydeligt.
Midt i balladen omkring et pladeselskab uden ansatte og en direktør, der har måttet træde tilbage på grund af anklager om overgreb, udkommer det britiske screamo/hardcore-band Svalbards tredje fuldlængde kun uger efter Holy Roars nedsmeltning.
Det fås ikke meget mere melodisk, men Uada kan det pis. Med den mere åbne og klare lyd på deres tredje album kan de tage springet til næste liga.
Manden med Weekendvesten tager for magelig rock med i den mentale bagage, da han drager til forældremøde, og så falder straffen prombte.
Vi gav ikke vores Østersø-guld bort for at blive spist af med norsk stilforvirring og mangel på rød tråd.
'Napalm in the Morning' sang Sodom i sin tid. Men hvorfor nøjes med morgen-Napalm, når Napalm Death igen-igen er superskarpe, og på det 16. album i en lang karriere stadig formår at overraske og henrykke?
Aalborg-duo leverer velspillet sortmetallisk rejse udi terrorbombardement, romantik og guldalderlyrik. Darkthrone tilbedes på behørig vis, men heldigvis levnes plads til udvikling.
Det ville klæde Brian Hugh Warner, om han tog skridtet fuldt ud og aflivede Marilyn Manson – eller bare satte personaen på stand-by på ubestemt tid.
De purunge københavnske retrothrasheres ærinde er dybt sympatisk. Det gør det så meget desto sværere at erkende, at de ikke lykkes med det på debutalbummet. Med speederen i bund banker det forbi én uden at efterlade indtryk af andet end god vilje.
Ihsahn har i et par år stået i ualmindelig høj kurs hos mig. Han har, som den eneste, fået to gange topkarakter hos mig, og jeg står stadig ved mit udsagn om, at han laver black metal for voksne. Men alting har en ende.
Pain of Salvation er gået nye og andre spændende veje, men besøger undervejs også lidt i øst og vest af bagkataloget.
Incantation er tilbage med mere af det sædvanlige, og hvis man bryder sig om klassisk dødsmetal, så går man ikke forgæves.
Kairon; IRSE! er, både eksotiske, uldne, larmende og pisseirriterende på bandets fjerde plade, der ikke rigtig kilder, hvor den skal, men mest af alt føles som en sweater af bier.
Amerikansk power metal, der tæver goter og vandaler og ikke tager gidsler.
Phil Anselmo lancerer endnu et projekt, verden havde været bedre foruden. Nick Cave-plagiat, svage kompositioner og en halvvissen stemme er blandt de mest iøjnefaldende fejlskud på En Minors debut.
Rumænske Persekutor albumdebuterer med noget nær et mesterværk, der blander 80'er-black, klassisk heavy metal, bisserøvsattituder og en kompromisløs kampgejst.
Nordmændenes grindcore sparker dig så hårdt i mundtøjet, at selv de aflagte mælketænder hjemme i mors skuffe får ridser. Men fjollerierne trænges mere og mere i baggrunden af alvoren, og det hele gør noget mere ondt.